“Beskeden var klar: Hver ekstra dag i maven tæller.”

Fødsel
16 min.
Skrevet af Stine, mor til Ellie på 7 måneder 

Min graviditet var meget ønsket og nok så planlagt som den slags nu kan være, når tingene foregår på naturlig vis…og så var den nederen. Sådan godt gammeldags nederen. Det skal man helst ikke sige om ‘den søde ventetid’, I know, men det var ikke desto mindre akkurat sådan jeg havde det. Røv og nøgler.

Jeg var konstant ‘køresyg’ og med kampkvalme de første tre måneder. Kvalmen blev afløst af en gang hardcore ligamentsmerter krydret med julegaven fra firmaet, så at sige; Covid-19 i graviditetsuge 16, hvis efterdønninger jeg nød godt af i de efterfølgende måneder.

Samtidigt med at  bækkenløsning meldte sin ankomst i selskab med pågående plukkeveer, var det ikke ligefrem en fornøjelse at skulle passe mit arbejde – det er altså ikke skånekost at være sygeplejerske i det danske sundhedsvæsen!

Da jeg blev fuldtidssygemeldt i februar, omkring uge 22-23 – på grund af bækkenløsning og plukkeveer – begyndte jeg at tænke, at det faktisk ville være ok med mig, hvis Spiren valgte at holde sin fødselsdag et par uger før termin. Terminsdatoen, den 28. juni, virkede nemlig pænt langt væk lige der, som jeg lå stablet op med puder og tæpper som en strandet sæl i sofaen.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at blive vanvittig (en lidt vanskelig opgave) og havde faste dates med min osteopat, der også gjorde hvad hun kunne, for at jeg kunne bibeholde en eller anden form for funktionsniveau, indtil vi ramte ‘finalen’.

Tis på trappen

I takt med graviditetens fremgang blev blærekapaciteten tilsvarende mindre. En ganske naturlig og forventelig udvikling. Stor var min overraskelse alligevel, da jeg på en af de sædvanlige nat-tisseture i uge 29 ikke nåede hele vejen ned af trappen, før der kom en sjat.

Det var satans, men okay, 3. trimester og alt det der – så har jeg da prøvet det med. Og så skete der ikke rigtig mere, end at jeg tog et bind på og ikke tænkte nærmere over det. Altså lige indtil  nat-tisseturen den efterfølgende nat… Jeg begyndte at tænke ‘Super! lad mig da få fornøjelsen af en graviditetsbetinget inkontinens oveni hatten – det trænger jeg nemlig til’.

Sjatterne fortsatte i løbet af dagen – ved stillingsændringer især. Sent på aftenen fik jeg en nagende følelse af, at ‘noget er galt’. Min kæreste foreslog lidt forsigtigt og opgivende, at jeg skulle ringe til nogen, der vidste noget mere om det end os. Og efter en samtale med en venlig jordemoder, vækkede jeg ham igen, så vi kunne komme til kontrol på Skejby.

Manden havde, imens jeg hulkende forsøgte at få tøj på (tak, hormonella), nærvær nok til at tænke, at det sgu nok ville tage et par timer derude. Han og tømte derfor skabet for snacks og pakkede i en pose (han skulle bare vide). Jeg placerede mig ovenpå en plasticpose og et håndklæde i bilen – den var jo trods alt stadig ret ny, som jeg pointerede overfor ham.

Det tog ikke lang tid for jordemoderen at konstatere, at der var tale om fostervand og ikke urin. En indvendig scanning viste klart, at livmoderhalsen også var væk, og før jeg vidste af det, havde jeg fået et skud i låret med lungemodnende medicin til Spiren – ‘for en sikkerheds skyld’.

Vi var chokerede – det var jo alt for tidligt til, at det kunne være den slags? Og jeg havde jo været til jordemoder om tirsdagen, hvor alt – endnu engang – havde været helt okay og totalt gennemsnitligt?

Planen var nu, at jeg skulle indlægges til observation, og så kunne fødslen – eftersom jeg endnu ikke havde nogle veer – forhåbentligt udskydes i et par uger. Beskeden var klar: hver ekstra dag i maven tæller.

Hver time tæller

Klokken nærmede sig 02.30, søndag den 18. april. Vi fik en stue oppe på fødegangen, det eneste sted der lige var en plads. En venlig jordemoder kiggede ind til os med jævne mellemrum og kom efter et par timer forbi med hævede øjenbryn og spurgte, “Er det veer du har der?” – et i øvrigt udmærket spørgsmål til en førstegangsgravid.

Jeg forklarede noget med, at jeg havde bækkenløsning og blev igen lidt nervøs. Hurtigt blev der, ved hjælp af en eller anden smart maskine, konstateret veer, og før vi fik set os om, fik jeg – udover antibiotika – nu også vehæmmende medicin. Samtidig fik jeg besked om, at jeg ikke måtte bevæge mig for meget og faktisk helst skulle forblive helt i ro.

Timerne gik, veerne fortsatte, og der blev vagtskifte. Med vagtskiftet kom en ny jordemoder og informerede os om, at vi skulle tale med en børnelæge i løbet af formiddagen. Børnelægen ville orientere os om odds og udsigterne for vores datter, i forhold til hvordan tingene så ud nu. Jeg så på min kæreste, der så lige så uforstående ud som jeg, og sagde at vi nok hellere måtte ringe til vores forældre og også få nogen til at passe vores hund.

Børnelægen kom og sagde ting som “Overlevelsesprocenten ligger på omkring 80% på dette tidspunkt” og “Hver time hun får i maven nu tæller”. Det blev igen lige en tand mere skræmmende.

Der blev startet op med endnu et intravenøst præparat, så jeg nu også fik noget ‘hjernebeskyttende medicin’ til Spiren, og så skulle jeg ellers bare ligge stille og ikke ‘arbejde med mine sammentrækninger’, som jeg jo ellers lærte til den der ret gode private fødselsforberedelse, som vi havde været til allerede i graviditetsuge 23. Gudskelov for vejrtrækningsøvelserne!

Jeg havde et brændende ønske om, at få lov til at gennemføre en vaginal fødsel. Selvom jeg begyndte at forberede mig på, at det kunne ende med akut kejsersnit. Jeg mødte forståelse fra personalet, og min jordemoder tog tid sig tid til at svare på alle mine spørgsmål. Jeg er måske fagskadet, men jeg er typen, der sætter pris på at kende plan a, b, c, d, e osv. Vi understregede, at kommunikation var vejen frem for os, uanset hvad der skulle ske.

I løbet af eftermiddagen, søndag, kom veerne smadrende og min kæreste tog teten, da jeg hulkede og kastede rød saftevand og galde op igennem hver eneste ve, og under ingen omstændigheder havde overskud til det show her længere. Han foreslog, at en epidural måske var en god idé nu?! Og ja, jeg elsker ham lidt mere for det. Så sagt, så gjort. Der kom en anæstesi-gudinde, og i løbet af 10 minutter fra forespørgslen var den anlagt. Total game changer!

Jeg fik nu overskud til at indtage en halv Twix og en banan og til at sige til min jordemoder, Lea, at hvis hun nu i løbet af selve ‘finalen’ så, at der var nogen, der var ‘ekstra’ og stod uden at lave noget, så ønskede jeg mig billeder af det hele. Jeg kunne allerede mærke på mig selv, at det her kaotiske twist skulle bearbejdes, og at jeg formentlig ville få nogle huller i hukommelsen… Bevares, jeg havde da heller ikke sovet siden min nat-tissetur om lørdagen ved halvfemtiden.

Mor/barn-afsnit uden barn

At gennemføre en vaginal fødsel er vildt. I mangel af bedre ord, så er det jo bare gennemført vildt. Tiden efter viste sig at være nogenlunde lige så vild, bare på en lidt anden måde. Spiren havde det – trods – okay i maven, og undervejs i veerne, så jeg fik lov til at føde vaginalt. Det er jeg meget taknemmelig for.

Der endte med at stå en mindre hær af folk som modtagelseskomité nede i ‘den skarpe ende’. To børnelæger, en neonatal sygeplejerske, to fødselslæger, min jordemoder, en superviserende jordemoder og en sosu-assistent.

Jeg fik et kort sus af lettelse, fordi så var hun her ægte, og hun havde kræfter til at skrige!

Jeg fik lov at få min datter op på maven i et splitsekund, efter hun kom ud – noget jeg brændende ønskede, hvis det var muligt – før hun blev taget fra mig af kyndige faglige hænder. Hun skreg et skingert men fint lille skrig. Jeg fik et kort sus af lettelse, fordi så var hun her ægte, og hun havde kræfter til at skrige! Min lille kriger.

Jeg fik hende også at se ganske kort, da de kørte modtage-kuvøsen over ved siden af fødelejet. Og så var hun væk igen – løbet over på intensiv af læger og sygeplejersker sammen med hendes far. Så lå jeg der alene. Bevares, sammen med verdens bedste jordemoder, Lea, men jeg skulle afslutte projektet alene – uden min datter eller hendes far. Lea kom op til hovedenden og var tydeligt berørt, da hun krammede mig og fortalte mig, hvor sej jeg havde været.

Moderkagen blev født og sosu-assistenten gik og ryddede op, imens jeg stadig hulkede en blanding af “hun skreg”, “jeg gjorde det” og “tusind tak”. Hun klappede mig venligt på kinden og sagde tillykke. Der gik højst 4 minutter, før den første sms kom fra min kæreste. Med billeder af Spiren og beskeden om en længde på 44 cm og en kampvægt på 1675 gram. Hun var åbenbart – og heldigvis – ret stor af sin alder.

prematur baby Ellie

Jeg fik besked på, at jeg skulle have noget at spise og drikke, imens jeg ventede på at blive frigivet fra fødestuen. Men da der blev bestilt en ‘fødselsdagsbakke til 1’, var det en mavepuster, der fjernede al lyst til noget som helst. Jeg skulle slet ikke be’ om at sidde alene med sådan en bakke. Lea rettede hurtigt bestillingen til 2 og sagde, “Det skal du ikke være alene om, jeg spiser sammen med dig!”, og i det samme kom min kæreste ind af døren.

Efter knap 4 timer på fødestuen var jeg sluppet med en minimal blødning og en hudafskrabning på et lidt træls sted. Så jeg fik lov til at se hende igen. Mit menneske. Vi blev kørt over til ‘Nyfødt Intensiv’, hvor hun lå, og jeg måtte holde hende på mit bryst i 20 minutter. Så fik vi besked på at gå, fordi hun skulle tilbage i sin kuvøse og have ro.

At skulle gå fra mit lillebitte skrøbelige barn stred imod hver eneste fiber i min gennemsmadrede, fødselsklarende, søvnberøvede, nybagte, hormonfulde morkrop. Det var ikke desto mindre det vi skulle. Jeg hulkede hele vejen ned til ‘mor/barn-afsnittet’, hvor vi blev indlagt. Uden vores barn.

Klokken nærmede sig 04, den 19. april. Jeg havde været vågen i 48 timer. Vi blev modtaget af en sygeplejerske på afsnittet, der nu orienterede mig om, at hvis jeg ville amme, så skulle jeg i gang med håndudmalkningen og helst for flere timer siden.

1 ml råmælk, sirligt opsamlet i en lille sprøjte, var hvad der kom ud af den omgang.

Det er en forholdvis bizar ting at skulle iværksætte, og i mit knap så stille sind spekulerede jeg på, hvad i alverden hun havde forestillet sig, at der skulle komme ud af det show. Men kvindekroppen er en vild og omstillingsparat størrelse. 1 ml råmælk, sirligt opsamlet i en lille sprøjte, var hvad der kom ud af den omgang. Det blev hurtigt sendt med rørposten op til min Spire, så hun kunne få det i sin sonde.

Og så var der ro…bortset fra lyden af de grædende babyer, der mindede os om, hvor vores baby var.

Følelsesmæssig rutsjebanetur

Vi havde aftalt at komme tilbage på ‘Nyfødt intensiv’ senere samme dag kl.10. Det er svært at beskrive den følelse der ramte, da vi kom op og så hende igen. Det var så surrealistisk, at vi var der, at hun var der. Vores lillebitte menneske, koblet til slanger og maskiner. På én og samme tid en stor glæde over at have hende hos os og en sorg over det samme – over alt det, som hun og vi nu skulle igennem.

Min kæreste og jeg spurgte den første sygeplejerske vi så, om vi ikke nok måtte få hende over til os igen. Vi stod jo bare der ved siden af kuvøsen og vidste ikke engang, om vi måtte røre ved vores datter.

Og så måtte vi efterlade hende der, alene, med en masse fremmede mennesker –  igen.

Der var en lidt mærkelig stemning på stuen, og i løbet af et øjeblik kom der en læge og sagde, at vi var nødt til at gå igen med det samme. Vores datter fik ikke nok ilt, som det var lige nu, så det var nødvendigt at give hende noget medicin direkte ned i lungerne. Det kunne se voldsomt ud, forklarede han, og de skulle nok give hende noget smertestillende. Og så skulle de nok ringe til os, når vi måtte komme tilbage igen. Desuden kunne det også godt være, at de blev nødt til at lægge hende i respirator. Det vidste de ikke helt endnu. Vi var rystede.

Jeg begyndte at ryste og græde igen. Min kæreste blev stille. Og så måtte vi efterlade hende der, alene, med en masse fremmede mennesker –  igen. Der gik et par timer, før vi kunne komme tilbage til afdelingen igen. Nogle ret lange timer. Hun undgik respiratoren og reagerede heldigvis positivt på medicinen – sådan! Så var der da en sejr.

Min kæreste betragtede hende stille og sagde, “Jeg tror du har ret i, at hun hedder Ellie. Hun ligner en Ellie”. Det var vigtigt for os, at personalet vidste, hvad de skulle kalde hende. For som min kæreste sagde, “man kan ikke ligge her uden at have et navn, for tænk nu hvis der skete noget. Man kan ikke ikke have et navn.”

Jeg var begyndt at kalde maven Ellie 1,5 måned tidligere. Det var på et tidspunkt, hvor min kæreste stadig forsøgte at vænne sig til at sige “hun” i stedet for “den”. Vi fik fortalt det til sygeplejerskerne, der straks lavede et navneskilt til kuvøsen og et til døren ind til stuen. Herefter blev vi konsekvent kaldt og tiltalt ‘Ellies mor og far’.

De efterfølgende uger er smeltet sammen som et sammensurium af en følelses-rutsjebanetur. Vi insisterede på at være med til så meget som muligt og helst varetage mest meget muligt selv for at kunne give hende en eller anden form for nærhed og stabilitet midt i det kaos, som vi stod i. Men det var svært.

Vi indså hurtigt, at dér hvor vi kunne være uundværlige var til ‘hud-mod-hud’-seancerne.

Som om det ikke var vildt nok, bare i udgangspunktet at skulle være nogens forældre, så måtte vi også forholde os til maskiner, c-pap (en maskine der tilfører ekstra ilt og hjælper med at holde de små lunger foldet ud), kuvøse-varme og meget andet i samme dur. Det var først på 3. dagen, da jeg grædende spurgte en sygeplejerske, om min datter havde noget hår, at vi kunne komme til at se hende uden hue og den store c-pap slange, der fyldte det meste af hendes ansigt.

Det var vanvittigt hårdt at stå på sidelinjen og se, at det ikke var os som forældre, der var de vigtigste mennesker i hende liv – det var ikke udelukkende os i hvert fald. Vi indså hurtigt, at dér hvor vi kunne være uundværlige var til ‘hud-mod-hud’-seancerne. Selve forflytningen fra kuvøse til bryst krævede så meget energi af hende, at vi skulle sidde stille med hende på brystet i minimum 3-4 timer af gangen, så hun fik tid til at få ro før forflytningen tilbage til kuvøsen.

neonatal afdeling stine og familie

På grund af hendes behov for ro kombineret med en meget stor sensitivitet måtte vi ikke nusse hende i de første mange uger. Når vi ikke havde hende oppe, kunne vi i stedet sidde ved siden af kuvøsen med en ‘tung’ hånd ovenpå hendes lille krop. På den måde kunne hun stadig mærke, at vi var der.

Amme-ambitioner

Jeg havde et brændende ønske om at amme, og det blev på en måde endnu vigtigere for mig, når nu omstændighederne var som de var. Grænsende til en besættelse. Det var nemlig en mor-opgave, som ingen fagfolk kunne overtage. Jeg skulle derfor malke ud 8 gange i døgnet (hver 3. time – også om natten) med hvad der bedst kan sammenlignes med en industrimaskine. Jeg mener det; den kom på et stativ med hjul på og kunne tømme hele mælkebaren på 15 minutter.

Ellie fik suppleret med donormælk i sin sonde, indtil min mælk løb helt til, og jeg fra 4. døgn selv producerede nok til at dække hendes behov. Det var stort.

Det blev sådan, at min kæreste og jeg skiftedes til at ‘have vagten’, så der var én af os hos hende i alle dagtimerne. Hver aften ved 23-tiden kunne vi give hende dagens sidste sondemad, kysse hende forsigtigt godnat og synge ‘solen er så rød mor’, før vi skulle efterlade hende igen. Hver eneste aften græd jeg i flere timer over det.

Vi så nærmest kun hinanden i døren til en overlevering og et kys.

På dag 6 blev Ellies stuekammerat overflyttet, og vi havde nu stuen for os selv. Dagens sygeplejerske så mit brændende ønske om at få lov til at sove sammen med min datter, og hun fik på forunderlig vis skaffet en plejeseng til mig, som kunne presses ind og stå ved siden af kuvøsen.

Det er muligt hun havde tænkt, at det bare skulle være for en enkelt nat, men jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig at opgive min plads ved siden af Ellie uden kamp. Og sådan blev det muligt, at vi på skift var hos hende i næsten alle døgnets timer.

Det var hårdt og ensomt, fordi vi skiftedes til at være på stuen, så den anden kunne sove/spise/malke ud eller bare komme ud. Vi så nærmest kun hinanden i døren til en overlevering og et kys.

Egen iltmaske på først

Sådan gik det hele tiden – frem og tilbage – med de små og store sejre. Og med mavepustere, når det gik den anden vej. Infektioner, blodprøver, behandling, lysterapi, scanninger og undersøgelser. Ét skridt frem, to tilbage, en omvej, hop over gærdet og så frem igen.

Uddrag fra dagbog: 7/5-21

“Dagens kampvægt: 1884 gram (+93 gram på 3 dage!)

Vi fik svar på Ellies ultralydsscanning (af hjernen) for 4 timer siden… Hun har åbenbart haft 2 små hjerneblødninger siden den første scanning for halvanden uge siden. Lægen sagde, at de ikke havde været i nogle af de ‘kritiske områder’ – hvor end det så er..? De kan ikke helt sige os, hvad det betyder udover det, men lægerne er ikke så bekymrede over det, da det er ‘meget typisk for præmature børn at få den slags blødninger.’

Seriøst. Jeg synes det er ved at være svært at holde til mere efterhånden… Lige nu er jeg en blanding af sur, ked af det, misundelig på dem der går tiden ud og føder sunde, fuldfede raske børn og bange for, hvad det betyder for hende og for os. Og så er jeg ensom.”

Efter den scanning i uge 2, var jeg fuldstændig slidt og punkteret. Al egenomsorg var tilsidesat, og mit fokus var udelukkende at være der for Ellie og være hos hende hele tiden. Jeg kom kun ud af afdelingen for at spise, når jeg lidt ‘bestemt’ blev mindet om det af venligtsindede sygeplejersker og min kæreste.

Udover mad og drikke glemte jeg at komme i bad, og så blev jeg direkte forbløffet, da jeg kom ud af hospitalet en dag – fordi min kæreste fysisk tog mig i hånden og sagde ‘kom nu går vi en tur’ – og kunne konstatere, at alt var blevet lysegrønt? Da jeg kom derind var der mørkt og med nattefrost. Undskyld, men var det så kun min verden, der var gået i stå og var midt i en kaotisk stillestående undtagelsestilstand?

Min kæreste startede på arbejde igen efter de første to uger, men havde stadig base sammen med os på sygehuset, så han tog afsted hver morgen og kom tilbage til os igen hver eftermiddag/aften.

Vi blev prioriteret til en af afdelingens familiestuer, fordi vi var der hele tiden alligevel. Stuen kunne bedst sammenlignes med et kollegieværelse – både af størrelse og udseende. Der var en sovesofa til os, en kuvøse til Ellie, et lille fjernsyn, et puslebord, et sofabord, en lænestol, en kommode, et skab og på 3 meter af væggen hang diverse maskiner og overvågning.

Jeg var vant til, at det var mig der havde overblik og styr på tingene.

At bo på så lidt plads tre mennesker, med sygeplejersker og læger rendende ind og ud, maskiner der bipper, angst og uro – det kan vidst bedst betegnes som et virkelig dårligt afsnit af Robinson, hvor der vel at mærke ikke er mulighed for at blive stemt hjem. Men i det mindste gav det os mulighed for – for første gang – at være sammen som en familie, alle tre, og det var det vigtigste.

Jeg var flov over at skulle mindes om at spise og drikke og at komme væk fra stuen. Jeg var jo for pokker selv sygeplejerske. Jeg var vant til, at det var mig der havde overblik og styr på tingene. Det var mig, der plejede at yde omsorg for pårørende og minde dem om at passe på sig selv midt i krisen. Og nu stod jeg her og kunne ikke engang selv rette mig efter det. Flot, Stine.

Jeg fik et par samtaler med psykologen, der var tilknyttet børneafdelingerne. Hun var meget kompetent og behagelig og sagde så fint “Det lyder som om, at du nok i virkeligheden stadig er bange for, at din datter skal dø fra dig.” Det var vist hovedet på sømmet.

Ellie havde flere gange glemt at trække vejret – med fald i både puls og iltmætning – og var blevet blålig i mine arme. Det er noget de fleste præmature børn gør, og af samme årsag får de fleste også medicin, der skal hjælpe dem med at huske at trække vejret. Men det var lige forfærdeligt hver eneste gang det skete.

Uddrag fra dagbog: 17/5-21

“Hver dag hvisker jeg til Ellie, at det hele nok skal gå – og de fleste dage tror jeg også på det. De andre dage græder jeg stille og lover hende, at jeg passer på hende og gør det så godt jeg kan.”

Vi trænede stadig amning, men eftersom Ellies mund var meget lille i forhold til  brystet krævede det stadig flere kræfter af hende, end hun kunne mønstre. Hver seance var en følelsesmæssig lussing. Der kom flere ammevejledere indover, ligesom sygeplejerskerne også var meget hjælpsomme. Heldigvis var de alle langt mere fortrøstningsfulde end jeg.

Tidligt hjemmeophold

Efter 6 ugers indlæggelse på afdelingen fik vi – efter at have bestået ‘Livreddende førstehjælp til spædbørn’ og lært at anlægge sonde på Ellie – lov til at komme hjem på såkaldt THO (tidligt hjemmeophold). Det betød, at vi fik lov til at tage hjem og så have en åben indlæggelse kombineret med besøg af en neonatalsygeplejerske fra afdelingen to gange om ugen.

Sygeplejersken skulle kontrollere, at Ellie fortsat udviklede sig og tog på, som hun skulle. Amningen var i fokus, så vi kunne gå i gang med, at udtrappe suppleringen med mælk i sonden. Jeg fortsatte med at udmalke ca. 3-5 gange i døgnet for at holde mælkeproduktionen oppe, og for at vi havde noget at give i sonden. Alt var skemalagt – amninger og antal minutter, supplering og udmalkning i ml osv. Sådan gik yderligere 5 uger.

Da vi i starten af juli – 1 uge efter min termin – blev afsluttet fra forløbet, var det lige dele fantastisk og skræmmende. Nu var det lige pludselig udelukkende os selv, der var de voksne. Megaskræmmende! Jeg forestiller mig, at det er en følelse de fleste nybagte førstegangsforældre bliver ramt af.

Hvad så nu?

Vi har fra start af haft udfordringer på grund af Ellies umodne mave-tarmsystem, der har givet en kolik-lignende tilstand med dertilhørende gråd og minimal mængde søvn til både hende og jeg. Vi har i skrivende stund to tider på børneafdelingen i løbet af den næste måned; fokus på maven og en scanning af hendes hjerte. I december skal vi til den første kontrol i det ambulatorie, der er tilknyttet ‘Nyfødt Intensiv’ afdelingen, og det er en kontrol vi er lidt spændte på.

prematur Ellie i dag

I dagligdagen forsøger vi at pakke hele ‘præmatur-hvad-har-det-af-betydning/udfordringer-nu-og-fremadrettet’- bekymringerne lidt væk og så i stedet se på Ellie, og hvordan hun har det. I forhold til størrelse og udvikling regner man ud fra hendes korrigerede alder, altså fra terminsdatoen af.

Hendes smilehuller og klukken får mig til – for et øjeblik – at glemme alt det svære.

Vi er kommet i en mødregruppe, hvor alle har haft termin nogenlunde samtidig med os. Det er dejligt at være sammen med nogen, der er nogenlunde samme sted i deres udvikling.

Ellie er nu 7 måneder (4,5 måned korrigeret), vejer lidt over 5 kg fordelt på 59 lækre cm. Hun bruger størrelse 56 i tøj – eller 62 med en del opsmøg på ærmerne. Hun pludrer i et væk, griber sit legetøj med begge hænder og putter alt i munden. Hun triller fra mave til ryg, alt imens jeg sidder som en anden feteret cheerleader på sidelinjen. Vi fuldammer stadig.

Hendes smilehuller og klukken får mig til – for et øjeblik – at glemme alt det svære. Ellie er det sejeste og stærkeste lille menneske, der ikke umiddelbart lader sig bremse af noget som helst. Jeg prøver hver dag at gøre, hvad jeg kan for at være lige så stærk som hende.

Nogle dage er det lettere end andre.