Efter projekt baby blev bremset af svære celleforandringer og keglesnit samt en ufrivillig abort, var vi mere end klar til at få et lille nyt familiemedlem. Jeg havde en ukompliceret og nem graviditet – ingen gener andet end træthed. Alt i alt var det en drømmegraviditet.

Jeg så med længsel frem til intet mindre end 8 ugers barsel. Hygge, snacke, se reality-tv og shoppe på nettet, mens baby gjorde sig klar til ankomst med termin slut februar 2020. Min datter kom så i stedet efter 1,5 uges barsel – 6 uger før tid. Uge 33+6. Shit.

Total fornægtelse af veerne

Jeg har i flere dage smerter. Tænker det nok er plukveer, indtil jeg læser, at de ikke burde gøre ondt. Aftenen og natten til torsdag den 16/1 2020 er det helt galt. Jeg har så ondt. Vil dog ikke vække min mand, så jeg lægger mig på sofaen med hvad der helt klart er veer. De kommer hvert 5. minut. Det ville jeg bare ikke indse. Lukker ikke et øje den nat.

LÆS OGSÅ: Sådan føles veer – erfaringer fra 30 mødre

Ved egentligt ikke hvorfor jeg ikke vækker ham. Måske jeg tænkte, at det ville gå i sig selv, hvis bare jeg ignorerede det. Jeg vidste jo godt, at fødsel så meget før tid kunne være risikofyldt. Og jeg var jo bare slet slet ikke klar!

Sender manden på job næste morgen og ringer til Hvidovre Hospital. De vil gerne lige se mig. Ringer og fortæller det til manden, men siger at han i hvert fald ikke behøver tage fri. Jeg får i stedet min bror til at agere chauffør. Han ser ret bekymret ud, da jeg vrider mig rundt på bilsædet.

Jeg bliver undersøgt og er 4 cm åben. Baby er på vej. Panik. Gråd. Fortvivlelse. Jeg er så bange! Et væld af læger og jordemødre vælter rundt. Skal monitoreres i forhold til babys hjerteslag. Og så ligger jeg der. Min bror har efterfølgende sagt, at han var bange for, at hun døde. Det viste han dog ikke. Han var en soldat uden lige og hentede damemagasiner, som han tænkte jeg kunne hygge mig med. Sødt og ret naivt taget i betragtning, at min fødsel sådan set var i gang.

Bye bye drømmefødsel

Der bliver ringet efter manden, selvom jeg havde sagt til lægen, at han altså havde en jobsamtale. Som om. Lægen siger også, at den må han nok udskyde. Oh well. De forsøger med vestoppende medicin, men det virker ikke. Hun vil ud, ”og det blir i dag”, som lægen siger. Herefter følger maaaaange timer med et rend af mennesker. Skiftende jordemødre, men alle søde og informative. Jeg får at vide, at min datter kun kommer op til mig kortvarigt efter fødslen, og derefter skal hun undersøges. Så på den måde er jeg forberedt.

Fødslen er lang. Også fordi hun vender sådan, at hun kigger til siden. Jeg taler ikke rigtigt med nogen. Fokuserer på et særligt spot i det røvsyge rum. Jeg havde jo ellers planlagt det hele: Føde i bassin, playlister og min yndlings Guns N Roses t-shirt. Nu ligger jeg bare her i en hospitalsskjorte og kaster op.

Jeg kan ikke få hende ud. Min mand siger, at jeg bad dem hente kniven. Det gjorde de ikke, men der blev sagt at det var NU, ellers måtte det blive kejsersnit. Fandme nej – ikke efter så mange timer med veer! Så urkvinden tog over, og da manden sagde, ”hun har virkelig meget hår”, gik det stærkt og ud kom hun. Kl. 22.45. Min lillebitte Rita. Knap 2 kilo og så forbandet yndig, at man ikke kunne forstå det.

Vi hilste på hinanden i et meget kort men helt magisk øjeblik, og så blev hun sendt på neonatal sammen med sin far. Så var jeg alene, og det var ærlig talt vidunderligt. Jeg følte mig som en superhelt. Høj på adrenalin. Det er umuligt at beskrive med ord.

Jeg var ikke bange. Det var betryggende at vide, at hun var hos sin far og i de fagligt bedste hænder. Skulle ligge to timer, hvor jeg ringede til en god veninde og fortalte om fødslen. Hun var i totalt chok. Jeg var ovenpå og fyrede jokes af. Sendte en selfie.

Endelig måtte jeg komme op til mit barn. Portøren var sød, men jeg kunne ikke vente på, at han fik parkeret sengen, så jeg hoppede ud og kom stavrende ind på stuen til min lille mus og mand. Bedste billede ever! Så lå hun der på hans bryst. Så rolig og fin med en lillebitte sonde, der sikrede at hun fik nok mad, da hun var for lille til at mætte sig fuldt ud ved amning. Hun havde også en CPAP, som er en lille maske, der hjælper med at trække vejret. Heldigvis skulle den kun bruges i et døgns tid.

Hvornår? Hvornår? Hvornår?

Herefter følger en uge på Hvidovre, som var noget af det hårdeste jeg har prøvet. Etablere amning, som var svært. Fik fin hjælp, men desværre fik jeg også lidt hurtigt stukket ammebrikker i hånden, som på sigt gjorde mere skade end gavn. Delestuer med andre pressede forældre. Alarmer der bimlede og bamlede, et rend af personale døgnet rundt.

Rita fik også gulsot og lå i lysbehandling meget af tiden – med små ”solbriller” på for at beskytte øjnene. Jeg og de andre mødre græd på hver vores side af forhænget om natten. Ikke den start nogen havde drømt om. Men vi var heldige med Ritas trods alt 2 kilo og ikke 1200 gram som naboen. Eller parret med bittesmå tvillinger.

LÆS OGSÅ: “Mange gange har jeg stået foran kuvøsen og grædt i panik over at skulle løfte mit eget barn.”

Den uge var så følelsesmæssigt kaotisk, og jeg spurgte dagligt, hvornår vi måtte komme hjem på THO. Det står for tidligt hjemmeophold, hvor man er indlagt hjemme med ugentlige besøg fra en sygeplejerske. Renate – yndlingssygeplejersken – havde fra starten sagt, at vi var kandidater til THO. Jeg var som en igle. Hvornår? Hvornår? Hvornår? Jeg vidste vi kunne klare det, og at det ville være det helt rigtige for os.

Min mand og jeg har levet en stor del af vores liv allerede og føler os på mange måder ret groundede. Vi kender hinanden gennem mange år og ved derfor, at vi er et godt team, at vi ville kunne håndtere det. Jeg vidste også, at det ville være det bedste for hele familiens trivsel at komme hjem. Var mere end overbevist om, at Rita hurtigere ville blive stor og stærk i sit eget trygge hjem og ikke på et hospital, hvor hendes mor var mere end stresset og presset.

Hjem kære hjem – med stabile tal og vægt

Ritas vægt skulle være stabil, og hendes tal i forhold til gulsoten skulle være stabile, før vi måtte komme hjem. Det var et helvede at afvente de tilbagemeldinger, som var så afgørende for os. Efter en uge kom Renate – som jeg vitterligt aldrig glemmer – og sagde at nu måtte vi komme hjem. Altså på dagen. Udover min fødsel, var det den bedste dag i mit liv. Jeg tudede af glæde. Manden var på vej ind til os i bilen, men jeg havde ikke nået at overbringe ham nyheden. Den får han af den søde, omsorgsfulde rengøringsdame, som sagde ”kone meget meget glad”, da han gik forbi hende på gangen.

Vi skulle have et førstehjælpskursus, lære at lægge sonden selv osv. Det var ikke en tvungen nødvendighed selv at kunne lægge sonden, men det var en praktisk ting at kunne selv, for at slippe for turen til Hvidovre. Manden var en stjerne. Jeg kunne ikke forholde mig til sonde osv., men det kunne han.

Så hjem kom vi med det her lillebitte menneske i verdens største autostol, som Renate selvfølgelig lige skulle godkende først. Og hvilken lykke at komme hjem til sit eget. Det var også hårdt, men Renate kom tre gange om ugen, og vi var også til diverse ugentlige tjek på hospitalet.

Selvom tiden på Hvidovre var hård, så var den også god. Vi oplevede kun omsorg og hjælpsomt personale, også selvom de havde mere end travlt. Jeg rockede egentligt også den uge ret godt, synes jeg selv. Fik hurtigt styr på rutinerne med amning, blodprøver og håndtering af alarmer.

Amningen er i virkeligheden et helt kapitel for sig. Kæmpede med det i 4 måneder og valgte derefter at sige stop, hvilket var den bedste beslutning for hele familien.

LÆS OGSÅ: De 5 hyppigste grunde til at amningen går galt: ammeerfaringer fra nye mødre

Jeg tænkte aldrig over, at hun var lille. Kun når folk mødte hende. Husker både veninder og bedsteforældres ansigtsudtryk da de så hende. Tror måske de blev lidt forskrækkede. Men det var jo min virkelighed. Jeg så bare en vidunderlig lille pige.

Tiden hjemme gik godt. Ikke mange besøg og kun små korte gåture rundt om blokken. Ikke for mange indtryk. Det kunne hun ikke kapere. Alle har spurgt, hvorfor hun kom 6 uger for tidligt. Jeg ved det ikke, og det vidste de heller ikke på Hvidovre. Der var intet galt. Rita ville bare ud i verden, og det mente hun så kun kunne gå for langsomt.

Længe ventede Rita mus, som ikke ville vente længere

I dag er Rita 19 måneder, og hun trives. Vi har lært at der ikke skal ske for mange ting på en dag. Det bliver for meget. Og så har hun brugt lidt længere tid på det grovmotoriske. Til gengæld synger hun dagen lang og er finmotorisk en lille nørd.

Jeg brugte en del tid på at bearbejde min skuffelse efterfølgende. Skuffelsen over at jeg ikke fik min barsel. Starten på neonatal og min fødsel, som ikke blev som forventet. Nå ja, og så kom corona-pandemien og spændte ben for alt det sociale og diverse babyaktiviteter, som Rita og jeg nu var klar til. Men jeg har haft gode mennesker omkring mig, som jeg kan dele tankerne med, så det har jeg fået parkeret.

Vi er bare heldige at have verdens fineste Rita – uden umiddelbare senfølger, som vi ellers kan læse, at mange andre for tidligt føde børn desværre får.

Jeg skrev en sang til Rita, som jeg sang ved hendes navngivningsfest med far på guitar. Her er de to første vers.

Melodi: ”Hvad gør vi nu lille du?” af Kim Larsen

Du kom til verden på et hospital.

Din far er tosset, din mor er normal.

Da de kørte dig væk op på neonatal

Spurgte vi, hvor skal du hen lille du?

Men du kom hjem til Vesterbro.

Her var der hygge og dejlig ro

Og du blir bare ved med at gro

Så dygtig du er. Lille du.