Fødselsforberedelse: Guide til metoder og populære fødselsforberedelseskurser

Udgivet | Senest opdateret | Af Camilla Garby-Dreyer, team momkind

Forsidefoto fra kursus i Smertefri Fødsel (fotokredit: Sarah Sanctuary Williams)

Nogle gravide vælger at nøjes med fødestedets fødselsforberedelse, andre betaler sig til en masse forskellige kurser og andre igen føler slet ikke behov for at lære om fødeteknik forud for den store dag.

Denne guide er især skrevet til dig, der ikke er helt sikker på, hvor du står og gerne vil blive klogere på, hvad der er op og ned i rebozo massage, vejrtrækningsøvelser osv. Sidst i artiklen – efter en intro til forskellige fødselsforberedelsesmetoder – får du en præsentation af tre af landets mest populære kurser.

Hvad er fødselsforberedelse?

Det kan siges ganske kort: fødselsforberedelse forbereder dig til fødslen. Her er tale om en slags undervisningsforløb for dig og en eventuel partner eller fødselshjælper, hvor du/I lærer en masse ting om fødslens faser samt får praktiske værktøjer til at arbejde effektivt med veerne og håndtere smerterne.

Er det nødvendigt at gå til fødselsforberedelse?

Fødselsforberedelse er populært i Danmark, og antallet af privat udbudte kurser synes at have vokset kolossalt i de seneste år. Du skal dog vide, at selvom gravide i din omgangskreds går på diverse hold, og du møder reklamer undervejs i graviditeten, så er du ikke tvunget til at gå til fødselsforberedelse.

LÆS OGSÅ: Jordemoderens 4 gode råd til dig, der er nervøs for at føde

Du kan finde alverdens viden om fødsler på egen hånd, ligesom din jordemoder vil være behjælpelig med de mange spørgsmål, som du måtte have om vandafgang, pressefaser osv. Og måske du bare foretrækker at nøjes med aktiviteter som gravidsvømning og gravid yoga. Det er der absolut intet galt i.

Masser af kvinder verden over har gode fødselsoplevelser uden at have lært hverken den ene eller den anden afspændingsøvelse eller åndedrætsteknik.

Når det så er sagt, skal du alligevel vide, at der er noget om snakken. Mental forberedelse giver mindre angst, mere kontrol og færre smerter, og erfaringer viser, at kvinder, der har modtaget god fødselsforberedelse, føler sig bedre rustet til at arbejde fokuseret med veerne.

Er det tilstrækkeligt med hospitalets fødselsforberedelse?

Det er en individuel sag, om du finder hospitalets fødselsforberedelse tilstrækkelig. En flergangsfødende, der har læst utallige bøger om fødsler og generelt føler sig superklar, vil måske fint kunne nøjes med et offentligt udbudt fødselsforberedelseskursus. Derimod vil en ængstelig førstegangsfødende typisk have gavn af mere end hospitalets fødselsforberedelse.

LÆS OGSÅ: Sådan føles veer – erfaringer fra 30 mødre 

Ved hospitalernes fødselsforberedelseskurser er gennemgangen af fødslens faser en kende komprimeret, der bliver sjældent trænet vejrtrækningsøvelser, og der er ikke tid til at komme grundigt omkring vigtige emner som f.eks. ammeopstart og kejsersnit.

Typisk foregår hospitalets fødselsforberedelse i større forsamlinger i et auditorium. Det er ikke sikkert, at alle deltagere får mulighed for at stille spørgsmål efter jordemoderens oplæg, og måske du ikke er tryg ved at stille spørgsmål i det store forum.

Alligevel kan det varmt anbefales at deltage i fødestedets fødselsforberedelse. De ansvarlige jordemødre er som regel virkelig dygtige formidlere, og lidt fødselsforberedelse vil altid være bedre end ingenting.

Hospitalernes fødselsforberedelse online

Som følge af corona-pandemien har flere kommuner valgt at udbyde virtuel fødselsforberedelse i et webinar-format, hvor de gravide f.eks. bliver tilknyttet et live arrangement på Teams. Online fødselsforberedelse er blevet utrolig populært – enten som alternativ eller supplement til de fødselsforberedelsesarrangementer, der finder sted på selve fødestedet.

Fødselsforberedelsesvideoer

Udover online arrangementer kan du finde små fødselsforberedelses-film, som du og en eventuel partner eller fødselshjælper kan se og gense, når det passer jer.

Fødselsforberedelse på film, som linket nedenfor, er lavet af jordemødre fra fødesteder i Region Hovedstaden, men de er frit tilgængelige for alle, uanset hvilken kommune du bor i.

– Hvidovre Hospital: “Fødselsforberedelse på film”

– Herlev Hospital: “Fødselsforberedelse “Bliv klar””

– Nordsjællands Hospital: “Virtuel fødselsforberedelse”

– Rigshospitalet: “Online fødselsforberedelse (for alle gravide)”

Fødselsforberedelse online på abonnement

Der findes selvsagt også mange private udbydere af virtuel fødselsforberedelse, og heriblandt skal fremhæves YoJo Fødselsforberedelse Online, som er en smart abonnementløsning. Yogalærer Maria Allingham og jordemoder Anne Ruby, som sammen driver YoJo, har desuden skabt et Online Efterfødselsunivers, som bl.a. byder på videoer om amning og bækkenbundstræning.

Hvornår kan jeg starte til fødselsforberedelse?

Kurser i fødselsforberedelse afholdes i tredje trimester, og alt afhængig af kursusstedet, vil det typisk blive anbefalet at du har afsluttet kurset omkring graviditetsuge 35-36. Hvis vi også medtæller mindfulness, gravid yoga og gravidsvømning, kan du dog starte fødselsforberedelse tidligere og fortsætte helt frem til termin.

Ja, du kan egentlig starte fødselsforberedelse fra det øjeblik, du aflæser to streger på hjemmetesten, da fødselsforberedelse i princippet også dækker over alle dine Google-søgninger. Og du bestemmer jo helt selv, hvornår du vil sætte dig ind i ting som vandafgang og veer.

Hvilken type fødselsforberedelse skal jeg vælge?

Du bør først og fremmest vælge fødselsforberedelseskursus ud fra, hvad du føler dig mest tryg ved. Det er en ganske personlig sag, om man vil sidde i rundkreds med andre kvinder eller ønsker fødselsforberedelse for par, om man foretrækker private sessions i hjemmet eller helst vil tage fødselsforberedelse online.

Når først formatet er på plads, skal du vælge den metodemæssige retning, og her handler det igen om smag og behag. Hvis du f.eks. synes, at mindfulness og meditation er noget hokus pokus, så kan det bedre betale sig at finde hold med praktiske øvelser med undervisning i aktive fødestillinger, vejrtrækningsteknik osv.

Kursister til Smertefri Fødsel (fotokredit: Sarah Sanctuary Williams)

Udbuddet af kurser i fødselsforberedelse er ganske bredt alt afhængigt af, hvor du bor i landet. I Københavns Kommune er der særligt meget at vælge mellem, og her er apa fødselsforberedelse blandt de vigtigste og ældste om buddet.

APA (aftenskolen for psykomotorik og afspændingspædagogik) tilbyder bl.a. gravid yoga, fødselsforberedelse for par og fødselsforberedelse for solomødre, ligesom kursuskataloget også rummer spændende hold til efterfødselstiden.

De mest kendte fødselsforberedelsesmetoder

Laboro vejrtrækning

”Laboro” (af spansk laborar) betyder ”jeg arbejder”, og det er egentlig et passende navn til denne teknik, for det at trække vejret under en fødsel er et arbejde! Kort sagt går denne teknik ud på at trække vejret overfladisk – nærmest som at gispe efter vejret.

Det har længe været kendt, at vejrtrækningen spiller en vigtig rolle for fødselsoplevelsen, og der er derfor forsket meget i, hvordan vi med gode åndedrag kan minimere smerterne i forbindelse med fødslen. Din vejrtrækning udgør nærmest hele fundamentet for tackling af veerne.

Rebozo massage

En rebozo er et langt stykke vævet stof, der traditionelt bæres af kvinder i Spanien og Centralamerika som tørklæde, sjal eller bærevikle. Med rebozo-tørklædet er udviklet en massageteknik, der kan virke afspændende og smertelindrende, ligesom teknikken kan hjælpe babys rotation i fødselskanalen og rette op på uheldige hovedpositioner i dit bækken.

Massageteknikken kan både bruges i graviditeten og under veerne, hvor din partner eller fødselshjælper/doula styrer det lange tørklædes ryk og vrid på din krop. Alt efter hvor det gør ondt, og hvad føles rart, kan du vælge stående øvelser eller ryg- og sideliggende massagestillinger.

Visualisering

Visualisering er en form for mental fødselsforberedelse, hvor du med positive billeder forestiller dig, hvordan din fødsel kommer til at foregå. Det drejer sig bl.a. om, at du ser smerten helt klart for dit indre blik og træder ind i den. Herfra trækker du energi fra andre steder i din krop og fører den rare energi hen til det sted, hvor smerten befinder sig.

Der findes guidet visualisering på flere fødselsforberedelseshold, og du kan også finde lydfiler online, som kan hjælpe dig med at træne visualiseringsteknikker forud for fødslen.

Her er tale om et stærkt forberedende værktøj, der også bruges i andre terapeutiske sammenhænge. Metoden bruges f.eks. af nogle atleter, når de skal forbedre deres præstation. Hvis man er heldig, kan positiv visualisering nemlig blive en selvopfyldende profeti, og om ikke andet, så er det en virkelig fin måde at afhjælpe nervøsitet eller angst.

Drømmerejse

Drømmerejse er en anden måde at bruge visualisering i forbindelse med fødslen. Her er tale om en smertehåndteringsstrategi, der især kan hjælpe dig i pressefasen, hvor du helt naturligt spænder op og kan se dig blind på smerten. Drømmerejsen kan så at sige give dig en pause fra status quo.

Som det fremgår af ordet, er en drømmerejse – også kaldet fantasirejse – en indre rejse, hvor du lukker øjnene og flyver bort i fantasien.

Et eksempel kunne være et besøg i dit barndomshjem, hvor du i detaljer forestiller dig, hvordan det er at plukke blommer i baghaven, vande primulaen og drikke limonade af sugerør med solens stråler i ansigtet.

Mindfulness

Når mindfulness anvendes i fødselsforberedelseskurser, handler det om at være til stede i både krop og sind uden at flygte fra det, der er ubehageligt. Du lærer bl.a. at forstå mønstrene i veerne, at omfavne den stedvise ro og hvile imellem dem, og du træner en form for accept af smerterne.

Nyere neurovidenskabelig forskning fra USA viser, at mindfulness-meditation dæmper aktiviteten i den del af vores hjerne, der bedømmer situationer som enten farlige eller ufarlige. Der er derfor ikke noget at sige til, at mindfulness, udover at være et populært redskab i fødselsforberedelse, vinder stadig større indpas i behandling af bl.a. stress og angst.

Fødselsforberedelse med meditation

Meditation som fødselsforberedelse kan hjælpe dig til at tro på din egen styrke forud for fødslen samt finde indre ro og kraft. Du vil lære dit sind bedre at kende i en tid med store omvæltninger, og det kan være med til at opnå en tættere kontakt med det liv, der gror i din mave.

Når man bruger meditation i fødselsforberedelse, kan det være med brug af mantra – måske et du selv opfinder, som frembringer en særlig vibration og positive følelse. Rytmisk gentagelse af et mantra, enten for din indre stemme eller ud i rummet, skulle efter sigende hjælpe dig med at finde stilhed i sjælen og holde dårlige tanker fra døren.

Hypnobirthing

Med hypnobirthing arbejdes der ud fra forståelsen af, at tanker og handlinger genererer kemiske reaktioner i kroppen. Betydningen af ord, mentale billeder, berøring, støtte og vejrtrækning kan påvirke graden af spænding, og således vil affirmationer eller visualiseringer hjælpe kroppen til at undgå kæmpe-imod-gear’et, der forværrer smerter under fødslen.

Nyere forskning viser overbevisende resultater, da hypnosebaserede metoder efter sigende lindrer frygt og smerte og øger følelsen af kontrol under fødslen. Over de seneste 20 års tid har hypnobirthing vundet indpas på de amerikanske fødegange, og du kan nu også finde metoden på en række fødselsforberedelseshold herhjemme. Det gælder bl.a. hos Jordemodertid i København.

Psykoprofylakse

Psykoprofylakse (af græsk prophylaxis – ‘forebyggelse’) er en fødselsforberedelsesmetode, der kort sagt handler om at lære nye “betingede” reflekser. Du øver dig på at trække vejret og slappe af i musklerne under veerne i stedet for at spænde op i hele kroppen og holde vejret, når det gør ondt.

Det er helt naturligt for os at spænde op i kroppen og holde vejret, når noget gør ondt, men denne reaktion er ikke altid lige hensigtsmæssig. Under fødslen vil denne stærke medfødte refleks typisk føre til, at vi oparbejder mere smerte og angst.

Forskning i betingede reflekser (også kaldet klassisk konditionering) blev første gang præsenteret af den russiske forsker Ivan Pavlov i starten af 1900-tallet. Med udgangspunkt i studiet af medfødte eller indøvede reflekser præsenterede han ideen om, at man ved at præsentere to samtidige stimuli af hinanden kan skabe associationer, der ændrer vores reaktionsmønstre.

Den svenske psykoprofylaksemetode

Psykoprofylakse som fødselsforberedelsesmetode mistede popularitet i en årrække, da mange kvinder fandt teknikkerne uoverskuelige og frygtede at hyperventilere under fødslen. Men omkring år 2000 fik metoden et comeback i Sverige – i en forbedret udgave, der kombinerede vejrtræknings-, afspændings- og massageteknikker og lagde større fokus på partnerens støtte.

Lamaze-metoden

Lamaze-metoden blev præsenteret i 1950’erne af den franske fødselslæge Fernand Lamaze, der videreudviklede principper fra psykoprofylaksen som alternativ til medicinsk behandling under fødslen. Foruden vejrtrækningsteknikker fokuserer metoden bl.a. på at være i bevægelse og skifte positioner under fødslen, at undgå liggende fødestilling og bruge aromaterapi samt køle-/varmeomslag til smertelindring.

De mest populære fødselsforberedelseskurser

Meyermetoden

I Meyermetoden arbejdes der også med mestring af veer og afspændingsteknikker til smertelindring. Det der adskiller metoden fra andre fødselsforberedelsesteknikker, er de særlige Meyer-tryk. Det går kort sagt ud på, at din partner eller fødselshjælper/doula lægger faste tryk på en række fokuspunkterne ned over kroppen for at grounde dig og aflede smertesignalerne.

Ifølge Heidi Meyer skal metoden ikke kun ses som en teknik, men snarere som en universel tilgang, hvis elementer kan bruges både i graviditeten, under fødslen og efter. Det gælder bl.a. arbejdet med positive affirmationer og mobilisering af det parasympatiske nervesystem, som fremmer hormonproduktionen.

Om Meyermetoden skal desuden fremhæves et stort fokus på fællesskab og samarbejde omkring en fødsel, hvilket bl.a. indebærer, at far eller medmor bliver klædt på til at kunne ”(…) læse fødslen og føler sig hjemme på fødestuen og i samspillet med jordemoderen.”

Bliv klogere på Meyermetoden og find kursusoversigt her.

Mamaprofylax

Som det måske fremgår af navnet, arbejdes der ved Mamaprofylax med psykoprofylakse, som stedets kursusledere også underviser til jordemødre på nogle af landets fødesteder – herunder Herlev og Hvidovre. Mamaprofylax kombinerer den svenske psykoprofylaksemetode med undervisning i rebozo-massage, som kan hjælpe babys arbejde ned gennem bækkenet.

Læs mere om teknikkerne hos Mamaprofylax og book dit kursus her.

Smertefri fødsel

Smertefri fødsel – også kaldet Anja Bay-metoden – er et utrolig populært fødselsforberedelseskursus, der både inkorporerer laboro vejrtrækning, visualiseringer og gennemgang af aktive fødestillinger. Titlen skal tages med et gran salt, for Anja Bay-metoden sikrer dig ikke en fødsel med nul smerte. Til gengæld lærer du konkrete fødeteknikker til en fødsel uden angst og med mindre smerte.

Med Anjas egne ord handler det om at ”(…) opnå ro, fødselsselvtillid & følelsen af at du styrer smertesignalet i stedet for at det styrer dig.” Du får nyttige redskaber til at reagere bevidst og aktivt på kroppens signaler under fødslen og bliver sat ind i, hvordan påvirkning af hormonet oxytocin kan hjælpe til at højne din smertetærskel.

Hos Smertefri fødsel kan du vælge mellem grundkursusbootcamp og hjemmestudie.

Kan man føde uden smerte?

Antallet af kvinder, der føder uden nogen form for smerte, kan formentlig tælles på få hænder. Med gode vejrtrækningsøvelser og teknikker fra bl.a. meditation og mindfulness kan du bestemt opleve færre smerter, men uanset hvor godt du forbereder dig, så vil det altså desværre gøre ondt at presse et barn ud.

LÆS OGSÅ: Hvor ondt gør det egentlig at føde?

Fødselsforberedelse giver ikke lovning på drømmefødsler, men med et velafsluttet fødselsforberedelsesforløb i bagagen vil du med stor sandsynlighed føle dig mere tryg forud for den store dag, ligesom din partner eller fødselshjælper vil være bedre rustet til at deltage/assistere undervejs.

Fordi alle graviditeter og alle fødsler er forskellige, vil det af gode grunde også være individuelt, hvilken slags fødselsforberedelse, der matcher den enkelte kvinde. Vi håber at du med denne guide er kommet et skridt tættere på, hvad der er det rette for jer!

Læs også

Hæmorider og graviditet: De 5 bedste råd til dig der er gravid

Gravid app: De 5 bedste apps til at følge baby og graviditet

Gravid med depression – risiko, tegn og behandling

Komplet pakkeliste til hospitalstasken