Uregelmæssig menstruation: Få svar på dine spørgsmål her

Udgivet | Af Anne Sofie Bysted, team momkind

For nogle kvinder er dét at have menstruation en forudsigelig del af hverdagen, mens andre står over for månedlige uregelmæssigheder, der kan give anledning til bekymring eller ubehag.

Uregelmæssig menstruation kan være et tegn på en række forskellige forhold – fra naturlige livsfaser som pubertet og overgangsalder til medicinske tilstande, der kræver opmærksomhed. I denne artikel vil vi udforske, hvad uregelmæssig menstruation er, hvilke symptomer man skal være opmærksom på, og hvilke behandlingsmuligheder der findes.

Hvad er uregelmæssig menstruation?

Uregelmæssig menstruation er en betegnelse for ændringer i menstruationscyklussens længde og blødningsmønstre – og er egentlig slet ikke så unormalt, som mange går og tror. Typisk vil pubertet og overgangsalder være forbundet med en uregelmæssig cyklus, men det samme gælder også for tiden efter en fødsel eller efter ophør af prævention.

LÆS OGSÅ: Prævention efter fødsel: Hvad skal jeg vælge?

Det er vigtigt at huske på, at alle kroppe er forskellige og at det, der betragtes som uregelmæssigt, kan variere fra person til person. Nogle har måske en kort cyklus med en let blødningmens andre har en langvarig menstruation og kraftige blødninger. 

Hvordan er en normal menstruation?

En normal eller regelmæssig menstruation varer som regel 3-7 dage, mens menstruationscyklussen har en længde på mellem 24 og 38 dage. Det er helt normalt at opleve variationer i cykluslængden, og der er også stor forskel på, hvor kraftige blødninger den enkelte oplever.

En god huskeregel er, at den blødningsfri periode gerne må svinge med ni dage for hver cyklus. Det vil sige, at du kan have en cyklus på 24 dage den ene måned og 33 dage den næste. Hvis din cyklus svinger med mere end de ni dage, er det en god idé at snakke med lægen og få afklaret årsagen til din uregelmæssige cyklus.

Hvilke symptomer skal jeg være særligt opmærksom på?

Når det kommer til din menstruationscyklus, er der visse symptomer, som kan indikere, at noget er ude af balance. Selvom det i perioder kan være helt normalt at have en uregelmæssig menstruation, er vigtigt at være opmærksom på din krops signaler og søge lægehjælp, hvis du oplever:

Vedvarende uregelmæssige menstruationer: Hvis du i en længere periode har uregelmæssig menstruation, kan det være tegn på hormonel ubalance eller andre medicinske tilstande.

Blødning efter samleje: Blod efter sex, pletblødning eller blødning midt i cyklus er vigtigt at få undersøgt hos lægen for at udelukke tilstande, der kræver behandling.

Meget kraftige blødninger: Hvis du konsekvent bløder igennem og er generet af kraftige blødninger, eller hvis du har menstruation i mere end 7 dage.

Meget smertefulde menstruationer: Hvis smerterne forhindrer dig i dine daglige aktiviteter, eller hvis du oplever voldsomme menstruationskramper.

Udebleven menstruation: Hvis du ikke har haft menstruation i mere end tre måneder, og du er sikker på, at du ikke er gravid.

Symptomer på infektion: Feber, usædvanligt udflåd eller smerter kan være tegn på en infektion og bør altid undersøges af en læge med det samme. 

Det er også vigtigt at være opmærksom på mere generelle symptomer, som kan være relateret til din menstruationscyklus, såsom træthed, brystspænding, hovedpine eller ændringer i humør. Disse symptomer kan være en del af præmenstruelt syndrom (PMS), men hvis du er meget plaget, kan det være en god idé at tale med din læge.

Du kan med fordel føre dagbog over din menstruationscyklus, så du sammen med lægen kan kortlægge dine symptomer og finde en god løsning på dine gener, hvis du oplever at din cyklus påvirker din hverdag i negativ retning.

Hvorfor er min menstruation uregelmæssig

Du er ikke alene om at have uregelmæssig menstruation! Faktisk er det helt almindeligt at opleve perioder med uregelmæssigheder i løbet af livet – særligt i forbindelse med pubertet, overgangsalder, ændring af prævention eller efter en fødsel.

LÆS OGSÅ: Hvornår får jeg menstruation igen efter fødslen?

For nybagte mødre kan hormonelle forandringer, amning og søvnmangel påvirke cyklussen, hvilket kan resultere at menstruationen pludselig kommer oftere end normalt, eller at den bliver forsinket. Med tiden vil kroppen som regel finde tilbage til en normal cyklus længde og regelmæssig cyklus.

Psst: Menstruationstrusser er geniale, hvis du ikke ved præcist, hvornår næste menstruation dukker op. De er behagelige at have på, og du behøver ikke bekymre dig om at bløde igennem uden varsel.

Årsager til din menstruation er uregelmæssig

Hormonelle forandringer: De kvindelige kønshormoner, østrogen og progesteron, spiller en central rolle i at opretholde en stabil menstruationscyklus. Livets forskellige faser, især puberteten og perioden op til overgangsalderen, kan medføre svingninger i disse hormoner, hvilket ofte resulterer i uregelmæssig menstruation.

Livsstilsfaktorer: Stress, følelsesmæssig belastning, ændringer i søvnmønstre og fysisk aktivitetsniveau kan alle have en indvirkning på menstruationscyklussen. Stress kan især forstyrre den del af hjernen, der styrer hormonproduktionen, hvilket kan føre til blødningsforstyrrelser. 

Medicinske tilstande: Lidelser som polycystisk ovariesyndrom (PCOS), skjoldbruskkirtelsygdomme, fibromer eller endometriose kan forårsage uregelmæssige menstruationer. Disse tilstande kan påvirke hormonniveauerne og forstyrre den normale cyklus.

Prævention: Brugen af hormonbaseret prævention som minipiller eller hormonspiral kan medføre ændringer i menstruationsmønstret. Nogle kvinder oplever uregelmæssige blødninger eller udebleven menstruation, ved brug af disse præventionsformer.

Vægt: Både betydeligt vægttab og vægtøgning kan påvirke menstruationscyklussen, ligesom at overdreven motion eller også kan forstyrre den hormonelle balance og påvirke cyklussen.

Medicin: Visse lægemidler kan have bivirkninger, der påvirker menstruationscyklussen. Snak med din læge, hvis du tager medicin og har en uregelmæssig cyklus.

Pludselig uregelmæssig menstruation 

Det er naturligt at blive bekymret over uventede ændringer i menstruationscyklussen. Dog er en pludselig uregelmæssig menstruation ofte ikke grund til alarm. Mange faktorer kan midlertidigt påvirke cyklussen, herunder stress, mangel på søvn, intensiv træning eller amning.

Er det normalt at have uregelmæssig menstruation?

Det er helt normalt at opleve uregelmæssigheder i menstruationscyklussen fra tid til anden. For kvinder i den fødedygtige alder, især dem der ønsker at blive gravide, kan ændringer i cyklus såsom hyppig menstruation, kort menstruationscyklus eller forsinket menstruation være bekymrende, selvom de er ofte harmløse. 

LÆS OGSÅ: Gode råd mod menstruationssmerter: 7 ting, der kan lindre

Under puberteten er det normalt, at cykluslængde varierer, da kroppen stadig er ved at finde sin hormonelle balance. Ligeledes vil hormonelle ændringer i tiden op til overgangsalderen naturligt føre til mere uregelmæssige menstruationer. 

Det er vigtigt at understrege, at mens sporadiske uregelmæssigheder kan være normale, bør vedvarende eller ekstreme ændringer i menstruationsmønstret undersøges af en læge. 

Har jeg ægløsning, når min cyklus er uregelmæssig?

Du kan godt have ægløsning selvom din cyklus er uregelmæssig. En uregelmæssig cyklus kan gøre det sværere at forudsige tidspunktet for ægløsning, hvilket kan være frustrerende – særligt hvis du ønsker at blive gravid.

Hvis du gerne vil blive klogere på, om du har ægløsning – og i så fald hvornår i løbet af din cyklus du er mest fertil – kan ægløsningstests være et nyttigt redskab. Du kan også tracke din temperatur eller tjekke dit udflåd for ændringer i konsistens og mængde.

LÆS OGSÅ: Akupunktur og fertilitet – det skal du vide

Hvis din uregelmæssige menstruation skyldes et underliggende problem, som f.eks. PCOS, kan der være andre faktorer i spil, og nogle vil opleve at have meget få eller slet ingen ægløsninger over en længere periode.

Derfor er det en god idé at snakke med lægen, hvis din menstruation er uregelmæssig i lang tid, eller hvis din menstruation udebliver, selvom du ikke er gravid.

Er det sværere at blive gravid for kvinder med uregelmæssig menstruation?

Det er ikke nødvendigvis sværere at blive gravid, men det afhænger selvfølgelig af grunden til den svingende cykluslængde. Der er mange årsager til uregelmæssig menstruation, og hvis din uregelmæssige cyklus skyldes manglende eller sporadisk ægløsning, kan det blive en udfordring at opnå den ønskede graviditet. Det ses blandt andet hos kvinder med PCOS eller stofskiftesygdomme.

Hvis der ikke er nogen underliggende årsag til din uregelmæssige menstruation, vil du ikke nødvendigvis opleve udfordringer med fertiliteten. Her handler det om at kortlægge din cyklus og finde ægløsningstidspunktet, for at time det optimale tidspunkt for befrugtning. 

Det kan du gøre med ægløsningstests eller ved at holde øje med kroppens tegn på ægløsning, som ændringer i temperatur, udflåd og eventuelle ægløsningssmerter.

Behandling af uregelmæssig menstruation

Generelt er uregelmæssige menstruationer ofte ufarlige, og i mange tilfælde er behandling ikke nødvendig. Men hvis menstruationsforstyrrelserne er generende, eller hvis du har svært ved at blive gravid, bør du tage en snak med din læge, som typisk vil overveje følgende behandlingsmuligheder:

Hormonbehandling: P-piller, minipiller og hormonspiral kan være med til at mindske kraftige blødninger og skabe stabilitet i cyklus. Virkningen er dog begrænset til den periode, midlerne anvendes og vil derfor ikke være en god løsning, hvis du gerne vil være gravid. 

Livsstilsændringer: At reducere stress, sove tilstrækkeligt og spise en varieret og nærende kost, kan for nogen være med til at opretholde en stabil cyklus. Hvis du er svært overvægtig, kan et vægttab være værd at overveje.   

Fertilitetsbehandling: Til dig der ønsker at blive gravid, og som ikke er blevet det i løbet af et år – eller 6 måneder, hvis du er over 35 eller har en kendt sygdom, som kan gøre det svært at blive gravid. Der er heldigvis god hjælp at hente, hvis du er udfordret på fertilitet.  

Kontakt lægen hvis

  • Du har vedvarende uregelmæssig menstruation uden forklaring
  • Du bløder efter samleje
  • Du er generet af kraftige menstruationer eller smerter
  • Din menstruation er udeblevet i mere end tre måneder, og du ikke er gravid
  • Du har symptomer på infektion, såsom feber, ildelugtende udflåd og smerter

Lægen vil udover at lytte til dine symptomer, ofte foretage en gynækologisk undersøgelse og eventuelt tage blodprøver for at blive klogere på årsagen til din uregelmæssige cyklus. I nogle tilfælde kan det også være aktuelt med en ultralydsundersøgelse og prøver fra livmoderslimhinden.

Selvom det kan være frustrerende at have uregelmæssig menstruation, er det vigtigt at huske på, at uregelmæssigheder ofte er en del af den naturlige cyklus. Det er vores kroppe, der kommunikerer med os, og ved at lytte til og reagere på disse signaler, kan vi bedre forstå og tage hånd om vores helbred – og få behandling, hvis det er nødvendigt.

Læs også

Terminsberegner – beregn din termin her

Efterfødselsblødninger: Over halvdelen af fødende føler sig uforberedte

Tidlige tegn på graviditet

5 gode råd når du bløder efter fødslen