Desværre slutter bækkenløsning bare ikke ved fødslen, eller det gjorde det i hvert tilfælde ikke for mig. Det tog mig begge gange over et år at få sådan nogenlunde styr på mit bækken igen, og efter Sally fik jeg faktisk konstateret kronisk bækkenløsning. Den er tough, specielt når man er yogalærer og bruger sin krop rigtig meget! Desuden kom der endnu en ’gave’ med 2. graviditet…
Hvad er nu det, der hænger ud af mig?
At få barn nr. 2 var bare pisse hårdt. Ens ressourcer strækkes endnu mere, og med en krop, der var presset efter hård fødsel og bækkenløsning, var batterierne bare små. Men noget føles alligevel anderledes denne gang. Hvad dælen er det, der ”hænger ud” af mig? Ja sådan helt konkret, som en ballon var på vej ud af mig.
Det var en virkelig underlig og ubehagelig fornemmelse, da jeg første gang lagde mærke til det. Faktisk panikkede jeg! Efter en tur ved lægen fik jeg konstateret nedsunket underliv. Undersøgelsen i sig selv var meget underlig. Både liggende og stående skal man hoste, mens lægen ser og mærker, hvordan situationen ligesom er dernede. Der var ingen tvivl. Min nedsynkning var synlig med det blotte øje – en ballon, der hang ud.
LÆS OGSÅ: Underlivsprolaps efter fødsel: Hvad kan du gøre?
3 måneder efter fødslen røg jeg på sygehuset til yderligere undersøgelse, men inden da besøgte jeg igen Mette, gyn obs fyssen. Ved endnu en indvendig undersøgelse konstaterede hun nedsunket blære i svær grad. Jeg var grædefærdig! Synes ligesom jeg havde rigeligt at bøvle med i forvejen! Mette hjalp mig med øvelser, støttepessar og does and donts i hverdagen. En kæmpe hjælp.
Jeg blev fast gæst på sygehuset det næste års tid. Undersøgelse efter undersøgelse. De ville rigtig gerne operere mig og sætte et ”net” op, men chancerne for succes ved sådan et indgreb er kun 50/50. Og netop derfor ville jeg gerne have muligheden for først at gøre alt hvad jeg selv kunne. Fordi jeg ikke kunne tillade mig at udsætte min krop for mere risiko – på det tidspunkt i hvert fald. Så jeg endte faktisk med at takke nej til operation, fordi jeg sideløbende gik fast hos Mette, passede min meget blide træning og brugte støttepessar.
Det fokus og den kombination har gjort, at jeg i dag kan leve med min nedsynkning. Ja jeg kommer aldrig til at løbe eller hoppe på trampolin igen, men pyt med det! Jeg kan holde nedsynkningen for døren, hvis jeg holder de gode vaner, min træning og kost. Og hvis vi så en dag skal i Legoland, så ryger støttepessaret i!
Det vigtigste for mig var tiden, for det tager altså tid for kroppen at komme sig efter en fødsel. Derfor er mit råd til kvinder med lignende gener: giv det max 1 år, før du overvejer indgreb eller operationer. Kroppen er magisk, bare den får de rette forhold og tid.