Vitaminer som gravid: Hvilke kosttilskud skal jeg tage?
Udgivet | Senest opdateret | Af Celina Albæk & Kicki Boss, team momkind
Tillykke – du er gravid! Du har sikkert allerede opdaget, det også betyder, du anbefales at tage en række vitaminer og kosttilskud frem til baby kommer. Nogle af dem også efter.
Du er ikke alene, hvis du er faret vild i junglen af anbefalinger om jerntilskud, folsyre og alle de andre vitaminer og mineraler, som din gravide krop har brug for. For slet ikke at tale om, hvornår og hvor længe, du skal tage hvad. Men bare rolig – her får du den store guide til vitamintilskud under graviditet.
Hvorfor skal jeg tage ekstra vitaminer og mineraler under graviditeten?
Når du er gravid, ændrer behovene for visse vitaminer og mineraler sig. Det kræver det noget ekstra at bygge et lille menneske. Dels fordi, en del af det går til baby og er vigtige byggesten, og dels fordi din krop er på hårdt arbejde og skal passes ekstra godt på.
Den rette kombination og mængde af vitaminer og mineraler giver desuden både de bedste betingelser for en god graviditet og stiller både baby og dig bedst til en god start, når barnet kommer til verdenen, ifølge Sundhedsstyrelsen.
Hvilke kosttilskud skal jeg tage som gravid?
Som gravid er der nogle vitaminer og mineraler, du skal have, du sikkert ikke plejer at tage. Der er også nogle du skal have større mængder af, og nogle, du skal sørge for ikke at få for mange af. Anbefalinger til danske gravide er:
- Folsyre
Det anbefales, du tager 400 mikrogram(µg) folsyre frem til og med uge 12, og gerne fra før graviditeten, hvis den planlægges. - D-vitamin
Du bør tilføje 10 mikrogram (µg) D-vitamin til dit daglige indtag som gravid gennem hele graviditeten. Tal med din læge om den bedste vejledning for dig, hvis du allerede er vejledt at tage supplerende D-vitamin. - Kalk/calcium
Sørg for at få 500 milligram (mg) kalk dagligt gennem hele graviditeten, og kan fås via kosten ved at indtage mejeriprodukter. Men hvis det kniber med at indtage netop den fødevaregruppe, kan du også tage kalk som tilskud. - Jern
Det anbefales, du tager 40-50 milligram (mg) jern i kosttilskud fra 10.uge i graviditeten.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Du kan også supplere med disse tilskud i graviditeten
- Gravid multivitamin
Der findes en del forskellige slags multivitaminpiller til gravide, som dækker det anbefalede daglige indtag i forskellig grad. Rådfør dig gerne med læge eller på apoteket, så du er dækket ind. - Fiskeolie
Fiskeolie, eller Omega 3, indeholder vigtige fedtsyrer, som også er gavnlige for babys udvikling. Ønsker du til at tage tilskud af fiskeolie i din graviditet, anbefales det dog, at du stopper med at tage det 4 uger før termin og din forestående fødsel, da det kan påvirke blodets evne til at størkne. Rådfør dig med din læge og apotekeren.
Spis sundt og varieret under graviditeten, men husk også, at det vigtigste er, du får spist.
Hvad er forskellen på folinsyre og folsyre?
Måske er du stødt på, at anbefalingen nogle steder lyder på folinsyre og andre steder folsyre? Betegnelserne bruges lidt i flæng, men der ér faktisk forskel. Folsyre hører til B-vitamingruppen. Folsyre er den naturlige variant, mens folinsyre er den syntetiske fremstilling af det samme vitamin.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er det mest korrekt at omtale kosttilskuddet, som anbefales til gravide, som folsyre.
Folsyre før og under graviditeten
Folsyre når du er gravid, er vigtigt. Det spiller nemlig en vigtig rolle i dit fosters udvikling. Folsyre sænker risikoen for, at barnet får misdannelser i hjerne og rygmarv – eller det, der på fagsprog kaldes neuralrørsdefekter. Samtidig er folsyre (også kaldet folinsyre og folat) afgørende for udviklingen af fosterets centralnervesystem.
Og hvornår skal jeg tage folsyre, spørger du måske? Folsyre eller folinsyre anbefales allerede fra du planlægger at blive gravid og gennem hele første trimester. Ellers sagt med andre ord, tag folsyre fra du ved, du er gravid, eller ved, at du gerne vil være det, og frem til og med uge 12, og det er ved at være tid til, du tilbydes nakkefoldsscanning.
Til spørgsmålet: skal jeg tage folinsyre før graviditet er svaret også ja, da det som nævnt er det samme som folsyre.
Hvor meget folsyre skal jeg have om dagen, når jeg er gravid?
Du skal have 400 mikrogram folsyre eller folinsyre dagligt, når du er gravid, og gerne allerede fra du planlægger at blive gravid. Du anbefales at tage kosttilskuddet frem til og med uge 12 i din graviditet for at give dit foster de bedste betingelser for udvikling.
Folsyre anbefales kun til første trimester, og du skal altså ikke tage folsyre hele graviditeten.
Jerntilskud når du er gravid
Mange gravide får jernmangel i graviditeten, hvis de ikke får jerntilskud. Det skyldes b.la. at blodvolumen stiger drastisk, når man er gravid. Derfor anbefales et tilskud af jern fra 10.graviditetsuge. Jern hjælper fx kroppen til at producere røde blodlegemer gives altså forebyggende.
LÆS OGSÅ: Gode råd om jerntilskud til gravide
Det jerntilskuddet konkret forebygger, er af blødninger i forbindelse med fødslen og efterfølgende blodmangel (anæmi).
Symptomerne på jernmange er b.la. Træthed og kvalme, men da det også er helt almindelige og ufarlige graviditetsgener i første trimester, kan det være svært at bedømme, om det, man oplever, skyldes det ene eller det andet. Uanset hvad, anbefales det altså, at du supplerer med jern fra 10. uge (altså 9+).
Det øgede behov for jern er svært at dække via kosten, selv hvis du sætter alle sejl ind på bøffer, rødbeder, spinat og andre fødevarer med et høj indhold af jern. Tilførslen bør derfor komme fra en decideret jerntablet, og heller ikke blot multivitamin. Hvilken slags du vælger, er igen en smagssag, men sig gerne på apoteket, at det drejer sig om jern til gravide.
LÆS OGSÅ: Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid
Det anbefales at tage et jerntilskud fra 10.uge, men for nogle kvinders vedkommende kan det være smart at vente til uge 18, hvis jerntilskuddet giver bivirkninger som fx øget kvalme. Du kan spørge din læge eller jordemoder til råds om dette.
Nup gerne dit jerntilskud mellem måltider og gerne sammen med et glas frisk appelsinjuice, da C-vitamin fremmer optaget af jern. Derimod skal du undgå at tage det med mælk eller andre kalkrige drikke-og fødevarer. Husk desuden generelt at drikke rigelige mængder vand – gerne to liter om dagen. Det gælder i det hele taget for din sundhed og velbefindende i graviditeten, men det mindsker også risikoen for forstoppelse, som desværre er en af de velkendte bivirkninger ved jerntilskud. Forstoppelse er aldrig sjovt, men det højner også risikoen for hæmorider, så der er god grund til at få drukket godt med vand. Måske klør du dig lidt i håret og tænker: men hvornår skal jeg tage jerntilskud fra. Svaret finder du herunder.
Hvor meget jern skal jeg have om dagen, når jeg er gravid?
Fra din 10. graviditetsuge lyder anbefalingen, at du skal have et tilskud på 40-50 mg jern dagligt. Det fås i håndkøb, og hvis du spørger på apoteket, kan de helt sikkert pege udpege jerntabletter fra flere mærker og forskellige prislejer i den rette dosis til dig og baby.
Beregn din terminsdato
Hvordan ønsker du at beregne din terminsdato?
Tillykke mama, din terminsdato er
Vil du følge udviklingen i din graviditet? Få ugentligt ekspertrådgivning og varme kram direkte til din indbakke.
D-vitamin når du er gravid
D-vitamin er generelt nødvendigt for, at kroppen kan optage kalk til at vedligeholde sunde knogler. I graviditeten gælder det også om at sikre kalkoptaget, fordi babys knogler opbygges. Det kan være svært at få nok naturligt D-vitamin fra solskin, og som gravid anbefales du at supplere med D-vitamin som tilskud.
Har du som mor D-vitaminmangel, fødes baby også som regel med mangel på vitaminet. D-vitamin gavner både dine og babys knogler og tænder. Anlæggene til dit barns tænder skabes nemlig allerede under graviditeten.
Hvor meget D-vitamin skal jeg have om dagen, når jeg er gravid?
Gravide anbefales at tage et tilskud med 10 mikrogram (µg) D-vitamin dagligt gennem hele graviditeten. Dir behov kan være større, hvis du forinden har haft for lavt D-vitamin-niveau. Tal eventuelt med din læge om det og følg altid lægens særlige anvisninger over de generelle anbefalinger for gravide.
Calcium under graviditeten
Når du er gravid, anbefales det, at du sørger for at kalk dagligt. Det er både til din egen knoglesundhed, men i høj grad også til udviklingen af babys knogler. Det daglige calciumbehov kan dækkes ved at få mejeriprodukter gennem kosten eller via kalk som kosttilskud.
Hvor meget kalk skal jeg have om dagen, når jeg er gravid?
Gennem hele din graviditet bør du sørge for at få 500 mg calcium, eller bare kalk, om dagen. For mange kan det dækkes ved at indtage mælk, yoghurt, ost og andre mejeriprodukter. Er du ikke til mælkeprodukter, eller får du ikke nok, kan du tage kalk som kosttilskud.
Er det nok med en multivitamin, når jeg er gravid?
Måske tænker du, om man kan nøjes med bare multivitamin til gravide? Der er ikke et entydigt svar til dig. Sammensætning af multivitaminpiller til gravide kan være forskellig fra mærke til mærke, og i mange tilfælde vil du stadig skulle supplere med fx jern og kalk.
Overvejer du at hoppe på en multivitaminpille, skal du selvfølgelig være opmærksom på, at den skal være til gravide og de særlige behov, der følger med en graviditet. Multivitamin til gravide har status som en slags alt-i-én kosttilskud. Det kan selvfølgelig være både smart og praktisk, så der er mindre du skal gå og huske på, rigtig smart, men du skal huske at tjekke, om de opfylder alle anbefalingerne for vitaminer og mineraler i graviditeten.
Indhold i multivitamin til gravide
Det brede indhold i multivitaminer til gravide gør tilskuddet til en smart løsning, der gør det nemt at dække flere af dine behov med bare én pille dagligt. Den multifunktionelle pille indeholder som udgangspunkt altid 400 µg folinsyre og 10 µg D-vitamin, samt andre vitaminer, der generelt anbefales dagligt.
Ofte indeholder de dog ikke alle de vitaminer og mineraler eller den fulde dosis, du anbefales at tage som gravid. Tjek derfor indholdsfortegnelsen grundigt og suppler op med det, du mangler.
Hvilke slags vitaminer, der er de bedste vitaminer til gravide er nok mest en smagssag, så længe de følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om indhold. Til spørgsmålet: “hvilke vitaminpiller skal jeg tage”, har vi altså ikke et svar at give dig.
Vælger du Multi-tabs GraVitamin Tabletter dækker det fx. kun folsyre og D-vitamin, hvorimod Matas Stribers Multivitamin Gravid i et hug også klarer dit behov for 500 mg calcium om dagen. Med GraVitamin skal du altså supplere med jern og calcium, imens du med Matas’ multivitamin kan nøjes med at tage jern ved siden af mulitivitaminpillen.
Vær opmærksom på, at der ofte også er en lille dosis jern i multivitaminpiller, som du skal afregne med dit anbefalede jernindtag på 40-50 mg fra uge 10.
Fiskeolie når du er gravid
Fiskeoliekapsler, der indeholder omega-3, er ikke et must blandt vitaminer og kosttilskud til gravide, og Sundhedsstyrelsen har ingen anbefalinger om at tage fiskeolie, når du er gravid. Men nogle ønsker at supplere med de sunde fedtstoffer. Det er smagssag, om du ønsker at tage fiskeolie i graviditeten.
Fiskeolie af typen omega-3 indeholder sunde fedtsyrer af typerne DHA og EPA, som forskning understøtter, medvirker til at udvikle babys hjerne og syn.
Der findes fiskeolie særligt til gravide, men vælger du en almindelig slags, skal du være opmærksom på, om den er suppleret med ekstra A-vitamin. Som gravid bør du nemlig ikke tage ekstra A-vitamin, men holde dig til den, du får gennem varieret kost.
Af samme årsag bør du også holde dig fra levertran, mens du er gravid. Levertran har et højt indhold af A-vitamin.
Hvor meget fiskeolie skal jeg have om dagen, når jeg er gravid?
Da fiskeolie ikke er blandt anbefalede tilskud af vitaminer i Danmark, er der heller ikke nogen generelt anbefalet daglig dosis at læne sig opad. Tager du fiskeolie til gravide, vil den daglige dosis for kvinder, der venter sig, være angivet på emballagen.
A-vitamin og graviditet
Din krop kan ikke undvære A-vitamin, som bl.a. har betydning for synet, immunforsvaret og vedligeholdelsen af vores hud og slimhinder. Men når du er gravid, bør du ikke tage kosttilskud med ekstra A-vitamin. Til gengæld er du fint dækket ind ved almindelig sund og varieret kost.
Hvor meget A-vitamin skal jeg have om dagen, når jeg er gravid?
Det korte svar er det, du får gennem almindelig sund og varieret kost. Det længere svar er ikke mere end 1,5 mg, som er svarende til det, der kan være i en multivitaminpille. Mere kan nemlig være skadeligt for dit ufødte barn.
Grunden til at kosttilskud med A-vitamin er et no-go, mens du er gravid, er, at større doser A-vitamin kan forårsage fosterskade. Ifølge Jordemoderforeningen bør den daglige dosis ikke overstige, 1,5 mg A-vitamin, svarende til en multivitaminpille, da doser på over 3 mg kan være skadelige for barnet.
LÆS OGSÅ: Hvilke vitaminer skal jeg tage når jeg ammer?
Det anbefales derfor også at undgå fødevarer med et højt indhold af A-vitamin. Her er lever og sådan noget som levertran blandt de fødevarer, der er højdespringere, så dem bør du styre uden om i graviditeten, mens leverpostej ikke indeholder nær så meget A-vitamin, og du uden bekymring kan spise en rundtom af her og der.
Kan man få for mange vitaminer, når man er gravid?
Ja, både som gravid og ikke-gravid, kan man bestemt få for meget af de forskellige vitaminer. Man bør altid holde sig til den anbefalede daglige mængde og ikke afvige fra den, med mindre det er under vejledning fra lægen.
I en verden fyldt med helsekostbutikker, reklamer og husråd fra influencere, kan det måske virker som en god idé at give den gas med kosttilskud og vitaminpiller under din graviditet. Men som i så mange andre sammenhænge, bør du handle efter udtrykket: alt med måde. For høje doser kosttilskud kan nemlig være decideret skadeligt for både din baby og dig.
Hvilke vitaminer og kosttilskud må jeg ikke tage som gravid?
En god tommelfingerregel er at holde dig til Sundhedsstyrelsen anbefalinger med mindre, din læge har foreskrevet andet. Der er nemlig flere ting, du ikke bør indtage som gravid, også blandt vitaminer og kosttilskud. Fx bør du som nævnt ikke tage A-vitamin som kosttilskud.
Du bør også være varsom med at tage kosttilskud baseret på planter eller såkaldt naturmedicin. For en række af naturens egne ingredienser mangler studier, der afdækker effekt, dosis og om man må tage dem som gravid.
Fx anbefales det ikke tage Echinacea, der bruges mod forkølelse, som gravid. Hvis du er i tvivl om, hvilke plantebaserede kosttilskud du må tage, så ræk ud til egen læge eller jordemoder.
Vitaminer og kosttilskud inden du bliver gravid
Hvis du planlægger graviditet, kan det være fornuftigt at sørge for, din krop er rustet til det. Du kan fx søge for at tage en multivitaminpille. Derudover anbefales det, at tage 400 mikrogram folsyre dagligt fra 3 måneder før graviditeten, ligesom et tilskud af D-vitamin kan være en god idé.
D-vitamin tilrådes kun fra oktober til april og bare 5-10 mikrogram, ifølge Sundhed.dk.
Gravid: hvad hvis jeg ikke har taget mine vitaminer?
Måske du nu sidder med hjertebanken eller helt ondt i maven af dårlig samvittighed eller bekymring, fordi du først er begyndt at tage vitaminpillerne sent eller har glemt en pille hist og her. Skuldrene ned, du og din baby skal nok klare den!
I forhold til stor del af babys behov for vitaminer og mineraler, skal baby nok blive dækket, også selvom du ikke har fået taget dine vitamintilskud. Kroppen sørger nemlig smart nok for baby først. Det vil sige, at det snarere er dig, end baby, der får lave depoter først. Men I skal gerne begge dækkes godt ind på hele pladen.
Sundhedsstyrelsen anbefalinger om vitaminer, kosttilskud og sund livsstil er der af en god grund og bør selvfølgelig følges, men husk også, hvor mange kvinder, der har fået sunde og raske børn, selvom de først sent fandt ud af de var gravide, eller før man vidste, at visse vitaminer var en god idé. Det vigtigste er, du gør dit bedste for at tage dine vitaminer og leve en sund livsstil for gravide.
Kilder: Fødevarestyrelsen: Alt om kost, Læger formidler: kosttilskud optil og under din graviditet, Sundhed.dk
Testet og godkendt af mødre
Adgang til vores fællesskab
Altid hurtig levering!
Fri fragt ved køb over 599 kr.