Må man drikke kaffe når man er gravid?

Udgivet | Senest opdateret | Af team momkind

Skader det mit barn, hvis…? Må gravide gerne…? Er det farligt for gravide at spise…?

Disse typer spørgsmål hører til hverdagen for mange gravide – måske især i første trimester, og du er absolut ikke alene, hvis du bøvler med at finde vej i junglen af graviditetsrelaterede regler. Listen er lang og somme tider ulogisk eller sågar selvmodsigende.

Her skal det handle om et sådant spørgsmål, når vi giver dig svar på, hvordan det forholder sig med kaffe og graviditet.

Må man drikke kaffe, når man er gravid?

Anbefalingerne i forhold til den øvre grænse for kaffedrikkeri under graviditeten varierer en smule, men det korte svar er JA. Man må som udgangspunkt gerne drikke kaffe som gravid, hvis indtaget af kaffe og andre koffeinholdige drikke som f.eks. cola og energidrik holdes til et absolut minimum.

Danskerne drikker i gennemsnit 3-4 kopper om dagen, og det giver os en plads blandt verdens største kaffedrikkere. For mange af os er dagens første kop java et helligt morgenritual, som det gør rigtig ondt at pille ved, ligesom et graviditetsrelateret rygestop kan føles noget nær uoverkommeligt.

Der er jo desværre mange ting du må give afkald på, når der dukker to streger op på hjemmetesten, og det er drønhårdt. Mens nogle dyrker en alt eller intet-tilgang og kaster sig ud i en kold tyrker, vil andre gravide foretrække gradvis nedtrapning.

Nedtrapning af kaffe kan f.eks. gøres i tre trin:

  1. Begræns dit kaffedrikkeri til en eller to kopper per dag
  2. Bland den almindelige kaffe med koffeinfri kaffe
  3. Stop helt med at drikke almindelig kaffe

Kan koffein påvirke baby?

Koffein kan påvirke baby, fordi stoffet via blodbanen krydser moderkagen, som jo nærer den lille spire. Undersøgelser viser, at store mængder koffein – forstået som over 300 mg – både øger risikoen for tidlig abort og lav fødselsvægt, som giver større risiko for senere udvikling af hjerte-kar-sygdomme og diabetes.

Undersøgelser peger desuden på, at virkningen af kaffe bliver mere mærkbar, jo længere din graviditet skrider frem. Det skyldes, at dit gravide korpus bliver dårligere og dårlige til at nedbryde koffein, og så ryger der et højere niveau videre i blodbanen.

Hvor mange kopper kaffe må jeg drikke om dagen, når jeg er gravid?

Det anbefales, at gravide begrænser kaffedrikkeriet til 2-3 kopper om dagen, men det er en god ide at holde sig i den lave ende, fordi det er svært at vide præcis, hvor meget koffein du får per kop. Den samlede mængde afhænger nemlig af både kaffemærket, doseringen og koppens størrelse.

I nogle lande ligger den anbefalede grænse på 300 mg koffein per dag, hvilket svarer til omtrent tre kopper kaffe, men i andre lande, som f.eks. Danmark, anbefales at holde sig under 200 mg (ca. to kopper). Her skal det påpeges, at der ikke er noget der tyder på, at du øger risikoen for dødfødsel, for tidlig fødsel eller misdannelser ved at indtage 300 mg koffein per dage. Der er derfor snarere tale om et forsigtighedsprincip.

LÆS OGSÅ: ”Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig”

Husk, at de anbefalede grænser for koffeinindtag både dækker over kaffe, te, cola og diverse energidrikke. Det betyder, at hvis du under ingen omstændigheder kan starte dagen uden morgenkaffe, så kan du i princippet holde fast i den kop, hvis du til gengæld udelukker andre typer koffeinprodukter i løbet af døgnet.

Indholdet af koffein i forskellige drikkevarer

  • En almindelig kop filterkaffe (1,25 dl) indeholder cirka 85 mg koffein
  • Te har typisk 25 mg koffein per dl, men stærk sort te kan nå et koffeinindhold som kaffe
  • Cola må ifølge dansk lovgivning maksimalt indeholde 15 mg koffein per dl (ca. 150 mg per liter)
  • I kakao og chokolademælk får du normalt 3-5 mg koffein per dl
  • Koffeinfri kaffe indeholder også typisk 3-5 mg koffein per deciliter
  • Energidrikke må i Danmark maksimalt indeholde 32 mg koffein per dl

Det skal siges, at Fødevarestyrelsen helt fraråder at drikke som Red Bull, Monster, Booster og lignende under graviditeten. Det skyldes, at energidrikke – udover store mængder koffein og sukker – rummer en række stoffer, der kan være skadelige for din baby.

Er kaffe farligt for gravide?

Lad os for en stund se bort fra koffeinens påvirkning af fosteret og i stedet rette blikket på mors egen krop. Som udgangspunkt tager du ikke skade af kaffe under graviditeten, men du får formentlig (endnu) større tissetrang, og desuden kan kaffe gøre det sværere for din krop at optage jern.

Både kaffe og te har en vanddrivende effekt, og det betyder, at du – gravid eller ej – skal tisse mere, når du drikker kaffe. Selvfølgelig er det ikke i sig selv farligt at løbe på toilettet i tide og utide, men det er utrolig træls! Desuden er det ekstra vigtigt for gravide at være opmærksomme på at opretholde en sund væskebalance for ikke at blive svimmel, få hovedpine, kvalme osv.

Hvad angår optagelsen af jern, er det ikke kun koffeinen, der har betydning. Andre stoffer i kaffe som aminosyren taurin, spiller også en rolle i forhold til, hvor let din krop optager jern fra madvarer og kosttilskud. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide fra uge 10 tager jerntilskud, og virkningen falder, hvis du tager den daglige pille sammen med kaffe.

LÆS OGSÅ: ”Jeg havde aldrig troet, min verden ville krakelere på grund af graviditet”

Når vi taler anbefalinger og restriktioner i forbindelse med graviditet, er det vigtigt at minde om, at ingen er perfekte. Du er ikke alene, hvis du kommer til at drikke dig fuld, før du opdager graviditeten. Det er ikke verdens undergang, hvis du indimellem får spist en pizza med gorgonzola eller anden blå ost. Og det er ikke verdens undergang, hvis du nu og da drikker en kop kaffe mere end det anbefalede. Det er så nemt at træde ved siden af med selvbebrejdelser og skam til følge, men husk på, at vi alle sammen gør det så godt vi kan!

Læs også

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid

De 7 bedste råd: Alt du skal vide om at flyve som gravid

Komplet pakkeliste til hospitalstasken

Hvilke ammeindlæg skal jeg vælge?