Gravid til første lægebesøg – hvornår og hvad skal du forberede dig på?

Udgivet | Senest opdateret | Af Celina Albæk, team momkind

Du står nu med en graviditetstest med to streger på, ja måske du endda har taget op til flere hjemmetests for at være på den sikre side. Den er positiv – du er gravid! Og hvad så nu? Hvis din første tanke er at komme et smut forbi lægen, så er du ikke helt galt på den.

Men hvordan er det nu lige med den første lægeundersøgelse? Her kan du få svar på, hvornår det er en god ide at komme afsted, ligesom vi giver dig et par tips til, hvordan du kan forberede dig inden mødet.

Jeg er gravid – hvornår skal jeg til læge?

Du kan være ganske rolig, der er helt konkrete råd fra sundhedsmyndighederne, når du opdager, du har en lille spire i maven. I første etape handler det om at fastsætte en dato for den første undersøgelse hos din praktiserende læge, og det skal gerne ske et sted imellem 6-10 graviditetsuge.

Hvor tidligt skal jeg kontakte lægen efter en positiv graviditetstest?

Det er forskelligt, hvornår den enkelte vælger at kontakte lægen – nogle hiver straks telefonen frem, mens andre lige skal fordøje nyheden. Det er dog en god ide at kontakte din læge snarest muligt, så den første graviditetsundersøgelse kan komme i kalenderen inden 10. graviditetsuge.

Hvis du ikke har lyst til at kontakte din læge omgående, bør du notere, hvornår du havde din sidste menstruation, og evt. hvornår befrugtningen kan have fundet sted. Denne viden er nemlig vigtig i forhold til at planlægge, hvornår du kan blive indkaldt til nakkefoldsscanning.

LÆS OGSÅ: Terminsberegner – beregn din termin her

Desuden skal det noteres, at du fra det øjeblik testen er positiv bør følge de officielle råd til gravide – herunder sørge for at tage vitamintilskud for gravide. Så er alt nemlig på den sikre side for dig og den lille spirrevip, der begynder at tage form indeni.

Beregn din terminsdato


Hvordan ønsker du at beregne din terminsdato?


Hvad sker der ved første lægebesøg?

Det første lægebesøg er en kombination af fysiske undersøgelser, vejledning i forhold til livsstils- og sundhedsråd og ikke mindst nogle valg, som du skal tage stilling til omkring dit graviditetsforløb. Det første møde med din læge har til formål at give dig målrettet hjælp til dine behov og ønsker.

Lad os starte fra en ende af med de fysiske undersøgelser. Ved dit første lægebesøg skal du have et helbredstjek, som består af følgende:

  • Måle vægt og højde: et højt BMI har indflydelse på den anbefalede vægtøgning under graviditeten, da overvægtige har øget risiko for graviditetssukkersyge.
  • Måle dit blodtryk: let forhøjet blodtryk er ikke nødvendigvis farligt, men meget højt blodtryk øger risikoen for at udvikle svangerskabsforgiftning.
  • Tage en blodprøve: lægen skal have styr på din blodtype, og desuden er det vigtigt at udelukke infektionssygdomme som syfilis og HIV, og
  • Tage en urinprøve: måles for at tjekke sukker og protein med henblik på at undersøge for urinvejsinfektion m.m.
  • Evt. en gynækologisk undersøgelse: Dette er en lægelig vurdering, der bl.a. afhænger af, om du har spiral, oplever smerter eller bløder fra skeden.

Foruden de sundhedsmæssige undersøgelser vil du og lægen skulle have en samtale om de gældende sundhedsråd. Lægen er forpligtet til at give vejledning omkring kosttilskud under graviditeten, sund livsstil, arbejdsbyrde og medicin. Samtidig får du ved mødet instruktioner til dine undersøgelser i løbet af graviditeten hos læge, sygehus og jordemoder. Din læge vil også spørge ind til, hvor du ønsker at føde, selvom det måske kan synes meget fjernt på det pågældende tidspunkt.

For at gennemføre et fuldt sundhedstjek, vil du også blive spurgt om arvelige sygdomme i familien, samt hvorvidt I vil takke ja til tilbuddet om undersøgelser af jeres foster. Det gælder nemlig, at nakkefoldsscanningen allerede skal gennemføres i slutningen af første trimester

Sådan forbereder du dig til det første lægebesøg

Det er ikke obligatorisk at forberede sig inden den første graviditetsundersøgelse, men det er et plus, hvis du kan oplyse, hvornår du havde sidste menstruation og/eller ægløsning. Desuden vil det være en fordel, at du er forberedt på at svare på spørgsmål om symptomer og eventuelle gener.

LÆS OGSÅ: Gravid med kvalme: Her er de 5 bedste råd mod graviditetskvalme

For mange kan det desuden give ro i maven at være afklaret med nogle af de spørgsmål og beslutninger, som hører til første møde med lægen. Måske du inderligt drømmer om en intim hjemmefødsel, eller bekymrer du dig om misdannelser hos dit foster? Så kan du med fordel selv overveje eller vende dine behov med din fødselspartner. Du kan også hive notesbogen frem og skrive spørgsmål ned til din læge, så du får sagt alt, du har på hjertet til mødet.

Hvad er en vandrejournal?

En vandrejournal er en slags kalender eller notesbog i form af en samling papirer, hvor din læge og jordemoder skriver vigtige informationer om din graviditet. Det drejer sig om overblik over forløbet og resultater fra diverse undersøgelse. Den sjove titel refererer til, hvordan journalen “vandrer” imellem hænderne på de forskellige fagfolk undervejs i graviditeten.

Før i tiden var vandrejournalen et stykke papir, som du fik udleveret, men i disse højteknologiske tider er journalen oftest et elektronisk dokument. Nogle har stor glæde af at gemme deres vandrejournal og putte den i fotoalbummet for deres barns første år. Andre har et mere nostalgisk forhold til den og glemmer måske at få den med hjem i hospitalstasken.

Hvilke graviditetsundersøgelser skal jeg til?

Er du stadig lidt forvirret og småstresset over spørgsmål som, hvornår skal jeg til lægen under graviditeten? Hvor mange fridage skal jeg søge om? Det er helt forståeligt! Heldigvis vil din vandrejournal og beskederne i din Eboks hjælpe dig godt på vej til et overblik over de forskellige graviditetsundersøgelser.

Du er ikke tvunget til at tage imod alle tilbud, men Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende:

Skal faren med til den første lægeundersøgelse?

Den vordende far eller medmor er ikke tvunget til at tage med, men der er flere fordele for jer begge, hvis vedkommende kommer med til den første lægeundersøgelse. Først og fremmest er det den mest solidariske beslutning, hvis din partner støtter dig i den store livsomvæltning, du går i møde.

Dit behov for støtte er dog ikke kun følelsesmæssigt. Det er også praktisk. Det kan være til stor gavn, at far eller medmor på lige fod med dig er oplyst om gravidvitaminer og kender til diverse do’s and don’ts under graviditeten. Der er meget at holde styr på, så det er rart at have en anden på banen til at minde dig om at spise jerntilskud og komme afsted til undersøgelserne på hospitalet.

Kære kommende far eller medmor

Du er bedre forberedt på de store forandring i jeres liv, hvis du deltager i lægeundersøgelserne – måske ikke alle, men prøv at tage med så vidt muligt. Mor bærer på baby i 9 måneder, så en stor del af ansvaret ligger naturligt på hendes skuldre, men ved at deltage ved lægeundersøgelser, jordemoderkonsultationer og scanninger kan du føle dig mere inkluderet i graviditeten.

Læs også

Hvornår skal du fortælle om din graviditet?

Gravid og træt? Her er de 7 bedste råd

Alt hvad du behøver vide om plukveer

Vægtøgning og graviditet: Hvor meget skal man tage på?