Den store guide: Hvilke kosttilskud skal jeg tage som gravid?
Skrevet af Celina Albæk, team momkind
27. januar, 2022

Du er ikke alene, hvis du er faret vild i junglen af anbefalinger om jerntilskud, folsyre og alle de andre vitaminer og mineraler, som din gravide krop har brug for. Fortvivl ej: her får du den store guide til vitamintilskud under graviditet.
Hvilke kosttilskud skal jeg tage som gravid?
- Multivitamin: hele graviditeten
- Jerntilskud: fra uge 10 til efter fødslen
- Folinsyre: før graviditet (evt) og frem til 12. uge
- D-vitamin: hele graviditeten
- Calcium: hele graviditeten
- Fiskeolie: valgfri til op til 4 uger inden termin
- A-vitamin: ikke under graviditet
Er det nok med en multivitamin?
Multivitamin har status som et alt-i-én kosttilskud, og det er selvfølgelig rigtig smart, men i forbindelse med graviditet er der én ting, du skal være opmærksom på. For at få dækket både dine og babys behov, skal man gå efter særlige multivitaminer beregnet til gravide.
Indhold i multivitamin til gravide
Det brede indhold i multivitaminer beregnet til gravide gør tilskuddet til en smart løsning, så du får dækket flere af dine behov af blot én pille dagligt. Den multifunktionelle pille indeholder som udgangspunkt altid 400 mg folinsyre og 10 mg D-vitamin, som du har brug for under din graviditet. De forskellige multivitaminer til gravide på markedet afviger dog lidt fra hinanden.

Fotokredit: Anne Beck Christensen
Hvis du vælger Multi-tabs GraVitamin Tabletter dækker det fx. kun folsyre og D-vitamin, hvorimod Matas Stribers Multivitamin Gravid i et hug også klarer dit behov for 500 mg calcium om dagen. Med GraVitamin skal du altså supplere med jern og calcium, imens du med Matas’ multivitamin kan nøjes med at tage jern separat.
Du skal dog være obs. på, at der også er en lille dosis jern i multivitaminpillen, som du skal afregne med dit anbefalede jernindtag på 40-50 mg fra uge 10.
Jerntilskud når du er gravid
Træthed og kvalme er to velkendte og ganske ufarlige gener under det første trimester, men det kan også være symptomer på jernmangel. Det kan være svært at bedømme, om det skyldes det ene eller det andet, men under alle omstændigheder har din gravide krop brug for, at der bliver fyldt godt op på jerndepoterne.
Jern til gravide har også en vigtig forebyggende rolle som kosttilskud i tilfælde af blødninger i forbindelse med fødslen og efterfølgende blodmangel (anæmi).
Måske sidder du og tænker, at du må i gang med at spise en masse bøffer, rødbeder og spinat , men desværre er det forøgede behov for jern svært at dække via kosten. Tilskuddet skal komme fra en jerntablet og ikke en multivitamin.
Men hvornår skal jeg tage jerntilskud som gravid? Det anbefales at tage et jerntilskud på 40-50 mg fra uge 10, men for nogle kvinders vedkommende kan det være smart at starte i uge 18, hvis jerntilskuddet giver bivirkninger som f.eks. øget kvalme. Du kan spørge din læge eller jordemoder til råds om dette.
Nup gerne dit jerntilskud sammen med et glas frisk appelsinjuice imellem måltiderne, da C-vitamin fremmer optaget af jern. Derimod skal du undgå at tage det med mælk eller andre kalkrige drikke-og fødevarer. Husk desuden at drikke store mængder vand – gerne to liter om dagen for at undgå forstoppelse, som desværre ofte er en uheldig bivirkning ved jerntilskud, og det kan i værste fald føre til fæle hæmorider.
Folinsyre før og under graviditeten
Folinsyre spiller en vigtig rolle i frontlinjen, når du er gravid. Dette kosttilskud sænker nemlig risikoen for, at barnet fødes med misdannelse af hjerne og rygmarv – det der på fagsprog kaldes neuralrørsdefekter. Samtidig er folinsyre (også kaldet folsyre og folat) afgørende for udviklingen af fosterets centralnervesystem.
Og hvornår skal jeg tage folsyre, spørger du så. Ja, faktisk anbefales folsyre som din tro følgesvend allerede fra du begynder at planlægge din graviditet og frem til 12. graviditetsuge – altså lige omkring tidspunktet for nakkefoldsscanning.
D-vitamin når du er gravid
Det eftertragtede solskinsvitamin bør tages i daglige doser af 10 mikrogram under hele graviditeten. Mange mennesker mangler desværre D-vitamin under de mørke vintermåneder i Danmark, og det gælder især, hvis du er mørk i huden D-vitaminet øger optagelsen af kalk i din krop og er derfor vigtig for dine og fosterets knogler.
Calcium under graviditeten
Fordi kalk er så vigtig for udviklingen af fosterets knogler, vil baby suge dette stof til sig under hele graviditeten. Derfor er det vigtigt, at du tager kalktilskud for at beskytte dine egne knogler, så du undgår de ubehagelige symptomer ved vitaminmangel.
Hvis du er den friske type, der drikker en halv liter mælk hver dag, kan det imidlertid dække dit kalkbehov. Ellers anbefales det, at du får 500 mg kalk om dagen fra kosttilskud.
Fiskeolie når du er gravid
De populære fiskeoliekapsler, der indeholder omega-3, er ikke blandt must vitaminer til gravide, og Sundhedsstyrelsen har ingen anbefalinger om dette kosttilskud. Det er derfor en smagssag, om du har lyst til at supplere kosten med fiskeolie.
Der er dog to ting at være opmærksom på; hvis du hopper på fiskeolie-vognen, skal du sørge for at stoppe 4 uger inden termin. Det skyldes, at fiskeolie kan have en blodfortyndende effekt, som vil være ret uheldig i forbindelse med fødslen.
Samtidig skal du styre udenom det ellers ultrasunde kosttilskud levertran, fordi det har et enormt højt indhold af A-vitamin. Nogle fiskeolie-kapsler indeholder også A-vitamin, så kig for en sikkerheds skyld på indholdsliste for at undgå dette.
A-vitamin og graviditet
Din krop kan ikke undvære A-vitamin, som bl.a. har betydning for synet, immunforsvaret og vedligeholdelsen af vores hud og slimhinder. Du kan nemt få den mængde A-vitamin, som din gravide krop behøver gennem en varieret kost, men som kosttilskud er det et no-go, da høje doser kan skabe fosterskader.
Det anbefales derfor også at undgå fødevarer med et højt indhold af A-vitamin. Her er lever og sådan noget som levertran blandt de helt store bomber, så det skal du styre uden om i graviditeten, mens leverpostej kan spises i mindre mængder.
Kan man få for mange vitaminer, når man er gravid?
I en verden fyldt med helsekostbutikker, reklamer og husråd fra influencere virker det fristende at tage max med kosttilskud og vitaminpiller under graviditet. Men som i så mange andre sammenhænge, bør du handle efter udtrykket: alt med måde. For høje doser kosttilskud kan nemlig være skadeligt.
Samtidig bør du være varsom med at tage tilskud, som består af planteindhold, da der for en række af naturens egne ingredienser mangler studier på området.
Naturlige stoffer som kamille og hvidløg er fine plantetilskud til gravide, imens sådan noget som Echinacea, der bruges mod forkølelse, ikke anbefales. Hvis du er i tvivl om, hvilke plantebaserede kosttilskud du må tage, så ræk endelig ud til egen læge eller jordmoder.
Måske du nu sidder med hjertebanken i brystet, fordi du først er begyndt at tage vitaminpillerne sent eller har glemt en pille hist og her. Skuldrene ned, du og din baby skal nok klare den! Tænk bare på alle de kvinder verden over, der først sent opdager deres graviditet eller slet ikke har adgang til vitaminpiller for gravide.
LÆS FLERE ANBEFALINGER TIL GRAVIDE
Må jeg bruge parfume når jeg er gravid?