Er min menstruation på vej?
Det kan være svært at sige med sikkerhed om din menstruation er på vej – selvom du oplever alle mulige tegn på menstruation. Hvis du vil være sikker, kan du med fordel begynde at tracke din cyklus, siger Ida Axholm.
Det kan du blandt andet gøre ved at holde øje med dit udflåd.
- Det smarte ved at holde øje med dit udflåd er, at du kan bruge det til at tælle dagene fra ægløsning til menstruation, siger Ida Axholm. Omkring din ægløsning, vil dit udflåd være meget vådt og have en konsistens som rå æggehvide.
LÆS OGSÅ: Menstruationscyklus: Bliv klogere på de 4 faser i din cyklus
- Start med at tælle dagene fra det tidspunkt, hvor dit udflåd ikke længere har “rå æggehvide-konsistens”, til din menstruation begynder. På den måde kan du finde ud af, hvor lang din luteale fase er.
- Det geniale ved at tracke ens cyklus er, at den luteale fase altid har samme længde cyklus efter cyklus (selvom den kan variere i længde fra person til person). Så når du kender længden på din luteale fase, og du ved hvornår du har haft ægløsning, så kan du faktisk forudsige præcis, hvornår din menstruation starter.
Min menstruation er forsinket
Du har måske prøvet det. Din menstruation er forsinket, og du begynder at blive lidt smånervøs for, om du mon kan være blevet gravid (eller også går du og drømmer om netop det). Så du tager en test – den er negativ – og nærmest i samme øjeblik kommer din menstruation.
- “Forsinket menstruation” er blevet en del af vores daglige tale, siger Ida Axholm. Men i virkeligheden er det ikke menstruationen, der er forsinket, når den ikke kommer som forventet. Det er faktisk ægløsningen, der er forsinket.
For mens den luteale fase (tiden fra ægløsning til menstruation) har samme længde hver cyklus, er den follikulære fase (tiden fra menstruation til ægløsning) mere påvirkelig overfor udefrakommende faktorer og stress, understreger Ida Axholm.
- Så man kan altså ikke “psyke” sig selv til en længere cyklus, hvis man først har haft ægløsning. Så hvis du har oplevet, at din menstruation kommer lige efter du har taget en negativ graviditetstest, så er det altså blot en tilfældighed.