Brunt udflåd kan være en kilde til bekymring, men er ofte helt normalt at opleve. I denne artikel dykker vi ned i årsagerne til brunt udflåd og gør dig klogere på, hvad der er inden for normalen, og hvornår du bør kontakte lægen.
Hvorfor har jeg brunt udflåd?
Dit udflåd bliver brunt, når væske fra underlivet blandes med (gammelt) blod. Det kan forekomme i forbindelse med din menstruationscyklus, og mange oplever det særligt i starten eller slutningen af menstruationsblødningen.
Du kan også opleve at have brunt udflåd under din graviditet, hvilket der kan være flere årsager til. Oftest er det ufarligt og skyldes små blødninger fra livmoderhalsen, som er ekstra sart under graviditeten.
Årsager til brunt udflåd
- Menstruation – særligt i begyndelsen eller slutningen af blødningsperioden
- Brug af hormonprævention som f.eks. minipiller eller hormonspiral
- Implantationsblødning
- Graviditet
- Spontan abort eller graviditet udenfor livmoderen
- Barselsflåd
- Overgangsalder
- Kønssygdomme
- Bakteriel vaginose
- I meget sjældne tilfælde kan det være et symptom på kræft i underlivet
Brunligt udflåd kan skyldes mange ting og er i de fleste tilfælde helt normalt og ufarligt. Brunt udflåd kan dog også være tegn på noget mere alvorligt, som er vigtigt at få undersøgt, så derfor er det godt at være opmærksom på kroppens signaler og søge læge ved tvivl.
Brunt udflåd midt i cyklus
Nogle kvinder oplever en lille og kortvarig pletblødning, når de har ægløsning. Det kan komme til udtryk som en svag blødning eller brunt udflåd og aftager som regel efter kort tid.
LÆS OGSÅ: Ægløsningsberegner – beregn hvornår der er størst chance for at blive gravid
Det er en god idé at snakke med din læge, hvis du har større mængder af brunt udflåd midt i cyklus uden forklaring. Det er højst sandsynligt ufarligt, men det er vigtigt at få udelukket behandlingskrævende tilstande. Læg mærke til om det brunlige udflåd er ledsaget af smerter eller generelt ubehag.
Brunt udflåd før menstruation
Brunt udflåd før menstruation skyldes som regel at menstruationen er ved at starte, men at “flowet” ikke er så kraftigt endnu. Blodets farve bliver mørkere, jo længere tid der går fra det forlader livmoderen, til at det kommer ud gennem skeden.
Et godt tip er at tage menstruationstrusser på, når din menstruation nærmer sig. Så kan du fortsætte hverdagen med ro i sindet, uden at spekulere på brunt udflåd, eller om du pludselig bløder igennem.