Terminsberegner – beregn din termin her

Udgivet | | Af Team momkind

Terminsberegning er intet nyt koncept, da man naturligvis altid har haft et begreb om, hvor længe en graviditet varer. Det er dog væsentligt nemmere at beregne termin og følge graviditet uge for uge i dag, end dengang din mor var gravid med dig.

Beregn din termin her og få svar på, hvornår den lille ny kan forventes at gøre sin entré.

Beregn din terminsdato


Hvordan ønsker du at beregne din terminsdato?


Hvad er termin?

Termin er en estimeret dato for, hvornår den lille ny kommer til verden. Det sker imidlertid sjældent, at spædbørn formår at følge en tidsplan, så du bør snarere se din terminsdato som et slags pejlemærke. Det er normalt at føde et sted mellem 37 og 42 uger.

Hvordan beregnes termin?

Termin beregnes med udgangspunkt i den første dag i din sidste menstruationsperiode eller ud fra ægløsning eller fertilitetsbehandling. Det gøres ved hjælp af en digital terminsberegner, som den vi har indsat foroven, eller med et fysisk værktøj i form af et slags plastikhjul med drejeskive. Sidstnævnte findes ofte ved lægen.

Der findes også særlige værktøjer til ægløsningsberegning henvendt til kvinder, der aktivt forsøger at blive gravide og derfor har brug for en indikation af, hvilke perioder de er mest frugtbar.

Terminsberegning ud fra ægløsning

Du får en mere præcis udregning af termin, hvis du kender tidspunktet for din seneste ægløsning. Her er nemlig tale om et relativt smalt vindue, da befrugtning af ægget kun kan ske i 24-48 timer efter det bliver frigivet fra en af dine æggestokke.

Det er vigtigt at huske på, at der også er sandsynlighed for graviditet, hvis du har ubeskyttet samleje i dagene op til ægløsning. Sædceller kan nemlig leve op til 3-5 døgn i livmoderen, hvor de så at sige ligger på lur og håber på, at der dukker et æg op.

Terminsberegning ved fertilitetsbehandling

Hvis du bliver gravid efter fertilitetsbehandling, skal udregning af termin ske med udgangspunkt i datoen for befrugtning, hvad enten det gælder IVF-behandling (reagensglasbehandling), hvor befrugtningen sker udenfor kroppen efter ægudtagning eller ved intrauterin insemination (IUI), hvor mandens sæd indføres i livmoderen med et smalt plastikrør.

LÆS OGSÅ: “Hvem er jeg, hvis jeg ikke er nogens mor?”

Ligesom det gælder for terminsberegning ud fra ægløsning skal der ved terminsberegning efter fertilitetsbehandling lægges 38 uger til.

Hvornår har jeg termin?

Din termin ligger 40 uger (280 dage) efter den første dag i din sidste menstruationsperiode eller 38 uger (266 dage) efter ægløsning. Det er dog ikke unormalt, at terminen bliver rykket frem eller tilbage undervejs i graviditeten, hvis en ultralydsscanning viser, at barnet er større eller mindre.

Hvis du har en uregelmæssig menstruationscyklus eller af anden årsag ikke ved, hvornår sidste blødningsperiode begyndte, vil en tidlig ultralyd bruges til at bestemme din terminsdato. Typisk vil en eventuel regulering af termin ske ved nakkefoldsscanning omkring uge 12.

Beregn terminsdato med Naegeles-reglen

Matematikken bag den smarte terminsberegner skal findes tilbage i 1800-tallet, hvor den tyske gynækolog Franz Karl Naegele kom frem til, at man kunne beregne barnets forventelige fødselsdag ved at lægge et år til den første dag i senest menstruation, trække tre kalendermåneder fra og lægge syv dage til.

Metoden er baseret på en normal 28-dages menstruationscyklus og en forventet graviditetslængde på 280 dage (40 uger), men der er ikke taget højde for skudår.

Hvor langt er jeg henne?

Er du blandt dem, der synes det er hyggeligt at følge babys udvikling uge for uge, kan du bruge en graviditetskalender til at udregne, hvor langt du er henne. Ligesom udregning af terminsdato gøres dette med udgangspunkt i første blødning i seneste menstruation.

Du går formentlig ud fra, at du er 0 uger og 0 dage henne på det tidspunkt, hvor du bliver gravid, men det er faktisk ikke tilfældet. Tidspunktet for befrugtning vil formentlig være 14 dage efter den første dag i seneste menstruation.

Hvilken uge er jeg i?

Beregn uge ud fra termin ved hjælp af en uge for uge beregner, der – på samme måde som en terminsberegner – tager udgangspunkt i den sidste menstruations første dag. Du kan også vælge at indtaste din seneste ægløsning, hvis du er interesseret i at kende den såkaldte gestationsalder.

Der findes to måder at tælle antallet af ugerne i en graviditet på. Det at være i 12. uge er f.eks. det samme som at være fulde 11 uger henne plus 1 til 6 dage. Ja, det er med at holde tungen lige i munden!

Metoden med fulde uger plus dage benyttes i vandrejournalen, så der f.eks. vil stå 11+3, hvis du har været gravid 11 uger og tre dage. Hvis du derimod taler graviditetslængde blandt venner og familie, er det mere normalt at sige. “jeg er i 12. uge”.

Hvornår skal jeg føde?

Du skal indstille dig på at føde omkring uge 40, men alt imellem 37+0 og 41+5 regnes indenfor normalen. Hvis din reaktion efter terminsberegning f.eks. er, “åh nej min termin er juleaften!”, bør du derfor ikke tage sorgerne på forskud…Du kan ligeså vel føde nytårsdag!

LÆS OGSÅ: Tegn på fødsel: 8 ting der tyder på, at du snart skal føde 

Et studie fra University of London, der registrerede engelske fødsler mellem 2004 og 2015, peger på, at de fleste kvinder føder om natten eller i de spæde morgentimer.

Set ud fra et evolutionært perspektiv, er det i grunden smart at føde på det tidspunkt. De fleste pattedyr sover i flok, og den fødende mor er derfor bedst beskyttet mod rovdyr på det tidspunkt.

Hvor længe er man gravid?

Man er gravid i cirka 40 uger, hvilket vi i daglig tale afrunder til 9 måneder og opdeler i tre trimestre. Her er menstruation og ægmodning medregnet, og det kan derfor siges at være mere korrekt, at man er gravid i 38 uger (266 dage) fra sædcellen befrugter ægget.

Hvilken uge er termin?

Din terminsdag ligger i graviditetsuge 40. Hvis din første blødningsdag i den sidste menstruation før befrugtning kom på en torsdag, vil din termin derfor ligge på en torsdag 40 uger efter. Men hvordan er det liiige, at 40 uger kan blive ni måneder opdelt i tre trimestre?

Jo, sagen er den at fire uger er 28 dage, men måneder (undtagen februar) har 30 eller 31 dage, hvilket gør hver måned ca. 4,3 uger lange.

Graviditetens trimestre inddeles på følgende måde:

Første trimester

1. måned: graviditetsuge 1 – 4
2. måned: graviditetsuge 5 – 8
3. måned: graviditetsuge 9 – 13

Andet trimester

4. måned: graviditetsuge 14 – 17
5. måned: graviditetsuge 18 – 22
6. måned: graviditetsuge 23 – 27

Tredje trimester

7. måned: graviditetsuge 28 – 31
8. måned: graviditetsuge 32 – 35
9. måned: graviditetsuge 36 – 40

Hvor mange føder til termin?

Det er kun et sted imellem 5 – 10% kvinder, der føder på deres terminsdato. Derfor skal terminsberegning tages med et gran salt og ses som en rettesnor snarere end et facit. I Danmark bliver de fleste børn født efter 40 uger og to dage, altså umiddelbart efter terminsdato.

Hvor længe før termin får man kejsersnit?

Da der kan ligge mange forskellige grunde bag et planlagt kejsersnit, er det svært at svare entydigt på, hvornår indgrebet finder sted. Hvis hverken mors eller barnets liv er i fare, vil en fødsel ved kejsersnit lægges i kalenderen så tæt på termin som muligt.

LÆS OGSÅ: Hvad er bedst? Kejsersnit eller naturlig fødsel?

Hvor langt over termin må man gå?

Det er ufarligt at gå et par dage over, så længe du og junior har det godt. Du vil få tilbudt en ekstra kontrol, når du når 41+0, og det anbefales, at fødslen igangsættes, inden 42 fulde uger, som er det man kalder en “overbåren” graviditet.

Hvis din terminsdato er kommet og gået, uden at du set skyggen af veer og vandafgang, vil din jordemoder sørge for ekstra overvågning. Ved de ekstra konsultationer kan du forvente, at læge eller jordemoder vil kontrollere størrelsen på din baby, overvåge puls og position og spørge ind til, hvor meget bevægelse du mærker derindefra.

At blive født efter den 40. uge skader sjældent barnet, men der er risiko for nedsat mængde fostervand eller grønt fostervand, ligesom det bliver mere sandsynligt, at barnet oplever iltmangel under fødslen.

Hvorfor går man over termin?

At gå over termin er en naturlig afvigelse, hvad angår graviditetslængde. Det er ikke muligt at sige præcis, hvorfor nogle babyer har mere travlt med at kom ud end andre, men der lader til at være en arvelig komponent. Desuden vil en overbåren graviditet ofte danne præcedens for fremtidige graviditeter.

Hvis du gik over tid, da du var gravid med første barn, er der altså større sandsynlighed for, at du vil gå over tid ved kommende graviditeter.

Hvem går over termin?

Det er i høj grad tilfældigheder, der bestemmer, hvorvidt du skal løfte rundt på den tunge gravide mave i længere tid end først antaget. Til gengæld er der masser af myter, og det siges f.eks., at man med større sandsynlighed går over termin, hvis man venter en dreng.

Der er ikke evidens for, at drengebørn bliver hængende i længere tid end piger, og det er også en myte, at overbåren graviditet – også kendt som postterm fødsel – skyldes alder. Derimod peger forskning på følgende årsager, når der tales om at gå over termin:

  • Det er dit første barn (28 % førstegangsfødende går over termin)
  • Genetisk disposition (arvelighed fra din mors side)
  • Terminsdatoen var regnet forkert
  • Du er svært overvægtig
  • Du har tidlige født efter termin

Hvem føder før termin?

Mødre til flerlinger når typisk ikke meget længere end de 35 uger. Flergangsfødende har også en lille tendens til at føde tidligere end førstegangsfødende. Hertil kan stress, rygning og visse medicinske præparater være medvirkende til, at barnet kommer før forventet.

Mens mange kvinder spontant går i fødsel før termin, er der også tilfælde, hvor komplikationer hos mor og/eller barn gør en tidlig igangsættelse eller et planlagt kejsersnit nødvendigt.

Termin med tvillinger

Venter du tvillinger skal du ikke forvente en graviditetslængde på mere end 38 uger. Hvis du ikke allerede er gået i fødsel to-tre uger før termin, vil det på mange hospitaler blive anbefalet at sætte fødslen i gang omkring 38 fulde uger. Det gøres af hensyn til tvillingernes sundhed.

Læs også

9 tidlige tegn på graviditet

Graviditet og inkontinens: De 3 bedste råd til dig der er gravid

Hæmorider og graviditet: De 5 bedste råd til dig der er gravid

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid