Tegn på fødsel: 8 ting der tyder på, at du snart skal føde

Udgivet | Senest opdateret | Af Tilde Broge-Starck, team momkind

Tegn på fødsel: Tegnblødning, slimprop, tyngdefornemmelse, vandafgang og veer. Vi kommer omkring det hele i denne artikel, der handler om, hvordan du ved, om fødslen nærmer sig.

Hvornår sker det? Er det mon nu? Var det en ve? Måske du er nået termin, måske du gerne snart vil have det overstået, du er træt af at være gravid, eller du glæder dig egentligt bare til at møde din baby. Men hvad er tegnene på, at du skal føde? Vi giver dig et overblik.

Sikre tegn på fødsel

Der florerer mange myter om, hvilke symptomer der kan forsikre dig om, at nu er tiden kommet – du skal føde og kan snart holde din baby i dine arme. Der er dog kun to tegn, du kan vide dig ganske sikker ved: Når vandet går og/eller du får veer. Og selv da kan det tage flere døgn, inden jordemoderen rækker dig din lille nyfødte. Om ikke andet, så er der alligevel en række tegn, der indikerer, at fødslen nærmer sig.

1. Slimproppen går

Under din graviditet sørger en slimprop i livmodermunden for, at bakterier ikke får adgang til din livmoder og dermed også din baby i maven. Når tiden for fødslen nærmer sig, vil du måske opleve, at slimproppen løsner sig og ender i enten dine trusser eller i toilettet. Den har typisk en tyk og sej konsistens, men kan også være fast, hård eller slimet. Nogle gange kan den også gå over flere dage.

Din slimprop kan gå flere gange, og går den før tid, kan kroppen danne en ny. Derfor er der heller ikke grund til panik, hvis du ikke har nået termin, når slimproppen går. Slimproppen er ikke et sikkert tegn på fødsel, men den er et tegn på, at der er aktivitet i din livmoderhals, og det kan indikere, at fødslen er nær. 

2. Tegnblødning

Dit udflåd kan blive en smule blodigt, når livmodermunden begynder at udvide sig. Det skyldes, at små blodkar i livmoderhalsen sprænges, mens din livmoder gør klar til at føde dit barn. Det er slet ikke sikkert, at du er på vej i fødsel, men det er tegn på, at din krop er ved at udvide sig og forberede sig til det, der snart skal ske. 

LÆS OGSÅ: Efterfødselsbind: Hvor kan jeg købe dem? Og hvor mange får jeg brug for?

3. Diarre

Måske vil du opleve at få diarre de sidste dage op til fødslen. Det er kroppen, der renser ud og gør plads, så den kan bruge sine kræfter på at bringe dit barn til verden. Slet ikke alle oplever at få diarré, og for at hjælpe kroppen med at skille sig af med alt overflødigt – og for at undgå, du har afføring midt på fødelejet – vil du måske få tilbudt et afførende middel, når du ankommer til fødegangen.

4. Tyngdefornemmelse

I slutningen af din graviditet kan det føles som om, at barnet presser på for at komme ud, eller at det måske ligefrem kan poppe hovedet ud når som helst. Bare rolig – baby smutter ikke bare ud mellem benene på dig lige pludselig. Men du kan opleve en tyngdefornemmelse, fordi baby i livmoderen efterhånden ligger i position klar til at blive født med hovedet skruet godt ned mod livmoderhalsen. Plukkeveer er med til at skubbe barnet længere og længere ned mod fødselskanalen, så I begge er så klar, som muligt, til det går løs.

5. Menstruationssmerter

Du er gravid, men du har menstruationssmerter. Undrer det dig? Jo nærmere, du kommer fødslen, kan du opleve, at din livmoder laver kramper, der ligner dem, den laver, når du har menstruation. Derfor vil du helt naturligt genkende følelsen fra før, du blev gravid. Det kan føles som en murren i lænden eller i den nederste del af maven, og det er ganske ufarligt. Det kan være starten på dine veer, men behøver ikke at være det. Det er blot endnu et tegn på, at fødslen nærmer sig lige så stille og roligt.

6. Tiltagende plukkeveer

Plukkeveer kan du opleve en stor del af graviditeten: Det er din livmoder, der skiftevis spænder op og slapper af for at træne sig op til fødslen. Samtidig er plukkeveerne med til at modne din livmoderhals og gøre den blødere og kortere. Jo nærmere, du kommer fødslen, des oftere og kraftigere vil du opleve dine plukkeveer.

LÆS OGSÅ: Alt hvad du behøver vide om plukveer

Plukkeveer er i sig selv ikke et tegn på, at fødslen er lige oppe over, og de er hellere ikke farlige for dig eller dit barn, selv om du oplever dem, inden du er nået til termin. Er du bekymret, så vær opmærksom på, om de er regelmæssige eller gør ondt. Ring til fødegangen, hvis du er i tvivl – det er bedre at ringe en gang for meget, end en gang for lidt, og jordemoderen ved telefonen er der for netop at kunne tage hånd om dig og din baby i maven.

7. Vandet går

Kun 8% af alle fødsler starter med, at vandet går. Hos nogle kvinder starter veerne straks derefter, andre må vente på, at der kommer gang i kroppens vearbejde. Måske vil du slet ikke opleve, at dit vand går af sig selv – i nogle tilfælde tager jordemoderen det ved at prikke hul på fosterhinderne.

Du skal heller ikke regne med et “plask” som i Hollywood-filmene. Hos mange fødende siver vandet blot lige så stille, men der vil immervæk være nok til, at du skal have fat i et bind.

Der kan stadig gå flere døgn, inden din baby ser dagens lys første gang, men når vandet går, er den god nok: Det er et tegn på snarlig fødsel. Der er ingen grund til at skynde dig afsted mod hospitalet, men ring til fødegangen og aftal med dem, hvornår du skal komme ind til et tjek.

8. Veer

Veer er et sikkert tegn på fødsel. I begyndelsen er du måske i tvivl, om det rent faktisk er veer, du oplever. Der kan være langt imellem dem, og måske er de uregelmæssige og korte. Du kan downloade en app på din telefon, hvor du kan registrere dine veer for at holde øje med deres regelmæssighed – søg på “contraction tracker” eller “contraction timer”. Det er også en god idé at få din partner til at downloade den, så han eller hun kan hjælpe dig med at holde styr på veerne. Du skal ringe til fødegangen, når der er 3 til 4 minutter mellem veerne og de varer 1 minut.

GODT AT VIDE:

Hvornår skal jeg ringe til fødegangen?

Du skal ringe til fødegangen, når/hvis:

  • der er 3-4 minutter mellem veerne (for flergangsfødende: 4-5 minutter)
  • veerne varer et minut
  • det gør så ondt, at du ikke kan tale under veerne
  • det har været sådan en times tid
  • dit vand går
  • fostervandet ændrer farve og bliver grønligt, brunligt, blodigt eller ildelugtende
  • du bløder mere end, hvad der svarer til menstruation

Hvad er en slimprop?

Slimproppen er en samlet tyk masse, som ligner udflåd og kan være gullig og brunlig i farven. Slimproppen sidder i livmoderhalsen og er der for at beskytte dit barn mod udefrakommende bakterier. Når tiden for fødslen nærmer sig, vil du måske opleve, at slimproppen løsner sig.

Hvad er tegnblødning?

Op til fødslen kan du opleve en blødning, der minder lidt om pletblødning. Det skyldes, at små blodkar i din livmodermund og -hals brister, når kroppen gør klar til fødsel. Det er ganske ufarligt, men er der tegnblødning inden du er 37 uger henne, bør du kontakte fødegangen.

Kilder: bøgerne “Din graviditet og fødsel” og “Fantastisk fødsel”

Læs også

Jordemødrene: Sådan forbereder du dig på fødslen

Fødselsforberedelse: Guide til metoder og populære fødselsforberedelseskurser

Fordele og ulemper ved hindeløsning

Modningsakupunktur - virker det egentligt?