9 tidlige tegn på graviditet

Af Nanna Schultz, team momkind
14. december, 2019

Graviditet
4 min.

Er jeg gravid? Klassiske symptomer på graviditet er kvalme og opkast – dem kender de fleste – men der findes faktisk flere tegn, som du kan være opmærksom på, hvis tvivlen melder sig.

Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Det sikreste bevis på en graviditet er en positiv graviditetstest. Måske sidder du med fornemmelsen af, at den er god nok: Du er gravid, men det er for tidligt at tage en test. Uanset om det er en ønsket graviditet eller ej, kan det være ubærligt at vente på svar. Vi hjælper dig igennem ventetiden med en liste over 9 tidlige tegn.

Men husk:

  • Disse tegn er ikke ensbetydende med, at du er gravid. Der kan også ligge andre årsager bag.
  • Du kan godt være gravid, selvom du ikke oplever nogle af lige netop disse symptomer.
  • Graviditet opleves forskelligt, ligesom vi har forskellige kvalme- og smertetærskler.
  • Du skal tage en test for at være sikker, og det kan tidligst gøres den dag, hvor du skulle have haft menstruation.
  • Kontakt altid din læge ved symptomer, der gør dig bekymret.

Beregn din terminsdato

Hvordan ønsker du at beregne din terminsdato?



Din første dag i din sidste menstruation

Vælg dato

Antal dage i din cyklus

Her er 9 tidlige tegn på graviditet

1. Menstruationen udebliver hvis du er gravid

En udebleven menstruation er et velkendt tegn på graviditet, men her har det betydning, om din menstruation generelt er regelmæssig. Faktorer som stress, sygdom, større vægttab eller vægtøgning kan påvirke din cyklus, ligesom en ændring i prævention har betydning for ægløsning og menstruation.

2. Ømme bryster er tegn på graviditet

De hormonelle forandringer i en graviditet kan påvirke dine bryster. De vil føles anderledes, ekstra følsomme, og nogle kvinder oplever ømhed og ekstra tyngde, der gør det svært at være i bh’en. Dette kan ske allerede 1-2 uger efter undfangelsen. Du kan dog være obs. på, at lige netop disse symptomer også være forbundet med en menstruation.

3. Kvalme kan være et graviditetstegn

De fleste gravide døjer med kvalme, men hvornår får man kvalme? Morgenkvalme indtræffer ofte først, når vi er 6-7 uger inde i graviditeten, men nogle er ramt helt fra starten. Hvis du allerede inden første missede menstruation ligger med hovedet i kummen, kan det betyde, at du er gravid.

4. Træthed er et tegn på du er gravid

Træthed opleves som følge af den øgede mængde hormoner der pumper rundt i din krop. At skabe et barn kræver energi, hvorfor ekstrem træthed kan være et tidligt tegn på, at du er gravid. Men tænk først på, om der kan være andre årsager til din træthed.

5. Pletblødning kan være et tegn på graviditet

Nogle kvinder oplever pletblødning omkring dagen, hvor de skulle have haft menstruation. Den såkaldte tegnblødning indikerer aktivitet i livmoderen. Det er ufarligt og kan betyde, at du er gravid. Dog kan pletblødning også skyldes andre ting, som f.eks. infektion eller det kan være en reaktion efter sex.

6. Ændret og/eller øget smags- og lugtesans

Kan du pludselig ikke lide spegepølse? Lugter alt af løg? Måske du er gravid! Ingen ved præcis hvorfor sanserne intensiveres under graviditeten, men nogle forskere peger på, at det stammer fra urtiden. Øget smags- og lugtesans kan være en overlevelsesmekanisme, der gjorde at gravide kvinder skulle undgå fordærvet mad.

7. Svimmelhed kan skyldes graviditet

Svimmelhed kan skyldtes et lavt blodtryk, og gravide kvinder har tendens til et ustabilt blodsukkerniveau, hvilket også kan gøre dig ør i hovedet. Desuden kan svimmelhed hænge sammen med kvalme, træthed og sågar feber. Uanset hvad det skyldes, så sæt dig ned og drik noget vand.

8. Humørsvingninger er normalt hos gravide

Hormoner betyder humørsvingninger. Du kan opleve, at du pludselig bliver mere sentimental, vred eller frustreret i situationer, som ikke normalt medfører den slags følelser. Ændring i hormonerne kan betyde graviditet, men det kan også være tegn på, at din menstruation er lige om hjørnet.

9. Smerter i underliv kan være et tegn på graviditet

Små jag i underlivet kan også være et tidligt tegn på graviditet. Følelsen kan minde lidt om menstruationssmerter med større eller mindre intensitet. Det er indikation på, at der er “gang i noget dernede”, men ligesom ovenstående kan det altså også bare betyde, at din menstruation er på vej.

Hvornår kommer de første tegn på graviditet?

Kender du din krop godt, vil du måske kunne mærke tegn på graviditet den første uge efter din ægløsning, hvis ægget er blevet befrugtet. Når ægget sætter sig fast, kommer den en lille blødning: implantationsblødningen. Det sker ca. en uge efter, ægget er blevet befrugtet.

Men inden da kan du godt opleve svage tegn som træthed og kvalme.

Kan tidlig graviditet føles som menstruation?

De tidlige symptomer på, at du er gravid, kan forveksles med menstruationssmerter. Måske du til at starte med endda tror, det bare er din menstruation, der driller dig. Der kan nemlig godt komme en pletblødning, når ægget sætter sig fast.  Så ja, menstruationssmerter kan være et af de tidlige tegn på graviditet.

Er jeg gravid?

Det ved du først med sikkerhed, når du nar taget en graviditetstest. Indtil da kan du holde øje med forskellige tegn og symptomer: Har du kvalme? Er du svimmel? Det kan være nogle af de tidligste graviditetstegn.