Gravid uge 20 (19+0 - 19+6)

Nu er du halvvejs gennem graviditeten! Din baby udvikler små tegn på en søvn- og aktivitetsrytme. Din livmoder vokser, og det samme gør din lille krudtugle derinde! Læs mere her.

Sidst opdateret d.

Anne Due Barslund

Faktachekket af:

Anne Due Barslund

Jordemoder

Du er nu gravid i 20. uge

Hey mama, uge 20! Baby har travlt med at lære at koordinere sine bevægelser og har nu sit eget lille aktivitets- og søvnmønster. Baby vejer omkring 280 gram, så der sker en masse udvikling. Din krop? Den arbejder også hårdt. Måske mærker du, at huden på maven klør lidt, mens den strækkes. Og de ekstra modermærker eller fregner, du får, skyldes de kære graviditetshormoner, som øger melaninproduktionen. Der er nu 147 dage til termin – du har nået en vigtig milepæl!

Hvad kan jeg forvente af uge 20 som gravid?

Du er halvvejs! Din mave er nu for alvor begyndt at vise sig, og nogle gravide mærker de første rigtige babybevægelser. Små spark, dyk og rul, som du vil begynde at kunne mærke tydeligere uge for uge. Men husk, at du først skal kunne mærke dagligt liv i maven fra uge 24. Baby har stadig masser af plads til at vende og dreje sig i livmoderen, så der er gang i aktiviteterne derinde. Huden på maven kan begynde at klø, når den strækkes, og det kan føles ubehageligt, men en god fugtighedscreme eller olie til din gravide mave kan hjælpe. Derudover kan du måske opleve halsbrand, forstoppelse eller træthed – din krop er virkelig på arbejde lige nu!

Hvad sker der med den gravide krop i uge 20?

Din krop tilpasser sig babyens vækst i fuld fart. Din livmoder er nu vokset op til navlen og presser på dine lunger, hvilket måske får dig til at føle dig lidt mere forpustet. Mange gravide oplever også, at huden på maven klør, når den strækkes. Øget pigmentering, som giver flere modermærker og mørke pletter, er også ret almindeligt nu. Samtidig kan du opleve ligamentsmerter, rygsmerter og måske endda kramper i læggene. Sørg for at tage pauser i løbet af dagen og prøv at ligge med en pude mellem benene, når du sover – det kan aflaste ryggen og give dig en bedre nats søvn.

Hvad sker der med baby i maven i uge 20?

Baby er nu omkring 21 cm lang og vejer ca. 280 gram. Babys hjerne er travlt beskæftiget med at udvikle millioner af nerveceller, der hjælper med at koordinere bevægelser som at gribe fat i ting eller sutte på tommelfingeren. Nu kan baby høre din stemme og lyde fra omverdenen, mens lungerne udvikler sig for at forberede sig til livet uden for livmoderen. Baby har også fået søvnfaser – men forvent ikke en regelmæssig døgnrytme endnu! Typisk sover baby mest, når du er aktiv, og vågner, når du slapper af. En lille natugle i maven måske?

Symptomer du kan opleve, når du er gravid i uge 20

  • Kløende hud på maven: Huden strækkes, når maven vokser, og det kan give kløe. Fugtighedscreme eller en god olie er din bedste ven.
  • Flere modermærker eller pigmentpletter: Graviditetshormoner kan påvirke hudens pigmentering, så modermærker og fregner kan blive mere tydelige.
  • Øget tissetrang: Livmoderen presser på blæren, så du er sikkert ofte på toilettet.
  • Forpustethed: Livmoderen tager plads fra lungerne, så du kan blive lettere forpustet.
  • Første spark: Hvis du ikke allerede har mærket baby bevæge sig, kan du forvente det snart – det føles som små bobler eller lette spark.

Det skal du huske i denne graviditetsuge

Du er nu halvvejs, og det er værd at fejre! Tag dig tid til at lytte til din krop og giv den, hvad den har brug for. Smør maven med fugtighedscreme for at mindske kløe og pleje huden. Husk at tage dit jerntilskud, så du kan undgå træthed og svimmelhed – især nu, hvor kroppen producerer 40-50 % mere blod end normalt. Har du en tid til misdannelsesscanning denne uge? Her vil der blive lave en detaljeret gennemgang af bl.a. babyens organer, og hvis I ønsker det, kan I også få at vide, om det er en lille dreng eller en lille pige, der gemmer sig derinde.

Midten af 2. trimester

Midten af 2. trimester er en tid, hvor mange gravide begynder at føle sig mere komfortable i kroppen. Kvalmen er forhåbentlig væk, og energien er ved at vende tilbage. Du kan måske begynde at mærke babyens bevægelser oftere, og det hele føles mere virkeligt. Du skal også snart til misdannelsesscanning, hvor sonografen tjekker, om alt udvikler sig, som det skal. Hvis du vil, kan du også finde ud af, om baby er en dreng eller pige. Graviditeten bliver mere konkret, når både maven og babys bevægelser er umulige at ignorere – en spændende tid forude!

Tilbage til uge 19 Frem til uge 21

Læs også

10 graviditetsgener du skal kende

Misdannelsesscanning – guide til graviditetsundersøgelsen i 2. trimester

Strækmærker: Hvorfor kommer de, og hvad kan du gøre ved dem?

Hvad er symptomerne på bækkenløsning?