Misdannelsesscanning – guide til graviditetsundersøgelsen i 2. trimester

Udgivet | Senest opdateret | Af Camilla Garby-Dreyer, team momkind

Langt de fleste tager imod tilbuddet om fosterdiagnostik og risikovurdering for at se, om alt går som det skal inde i babybulen. Nogle glæder sig helt enormt til at se den lille spire, mens andre er nervøse forud for scanningerne, for hvad hvis der nu er noget galt?

Hvad enten du er blandt de lykkeligt spændte eller de nervøse, så er det smart at få et indblik i, hvad de offentligt udbudte ultralydsscanninger egentlig indebærer.

Her skal det handle om den undersøgelse, der kommer efter nakkefoldsscanning, nemlig 2. trimesterscanning – bedre kendt som misdannelsesscanning.

Hvad er misdannelsesscanning?

Misdannelsesscanning er en gennemscanning med brug af ultralyd, hvor en læge og/eller sonograf (specialuddannet jordemoder eller sygeplejerske) tager et grundigt kig på fosterets arme, ben og rygsøjle, hoved, hjerte, bugvæg, mave- og tarmsystem, nyrer og blære. Kort sagt bliver alle kropsdele og organer undersøgt for uregelmæssigheder.

Hvad kan man se på en misdannelsesscanning?

Det omtales også som en anatomiscanning, da man undersøger hele fosterets anatomi fra top til tå. Til gennemscanning vil man kunne se, om alle lemmer og organer er udviklet og vokser som de skal, man vil gennemgå rygsøjlen fra hoved til haleben, tjekke for misdannelser i hjernen og undersøge for bugvægsdefekter såsom brok.

Desuden vil sonografen se på moderkagens placering, måle mængden af fostervand og sikre, at navlesnoren er uden navlebrok og har i alt tre kar. Man vil også opdage, hvis fosteret har alvorlige kromosomafvigelser, som Pautus og Edwards syndrom, hvis de da ikke allerede er registreret i forbindelse med nakkefoldsscanning og double test.

Du skal dog vide, at nogle misdannelser og sygdomme er mere tydelige end andre. Det vil f.eks. være let at se, om der mangler en nyre eller en arm, om barnet har klumpfod eller der ligger organer udenfor bugvæggen. Det gælder derimod, at hjertefejl – som f.eks. hul mellem hjertekamrene – er sværere at identificere ved 2. trimesterscanningen.

Hvornår skal man til misdannelsesscanning?

Du får tilbudt en misdannelsesscanning i 2. trimester, som planlægges imellem 20. og 22. graviditetsuge (19+0 til 23+0). Nogle steder skal du selv bestille tid via fødestedets hjemmeside eller på borger.dk, mens det ved andre sygehuse gælder, at man indkaldes automatisk med en besked i e-Boks.

Beregn din terminsdato


Hvordan ønsker du at beregne din terminsdato?


Hvordan foregår 20 ugers scanning?

Misdannelsesscanningen omkring 20 ugers graviditet forløber langt hen ad vejen ligesom en 12 ugers scanning. Du ligger på en briks, får en særlig gele på maven, og når sonografen fører sit lille apparat – kaldet et ultralydshoved – hen over huden, kommer der billeder op på en skærm.

Undersøgelsen vil i alt tage en halv times tid, hvor du kan følge med på skærmen, mens fosterets forskellige kropsdele bliver beskrevet. Bagefter vil der blive printet et par billeder, som du kan tage med hjem og hænge op på køleskabet.

Det er en rigtig god ide at have en partner/veninde/forælder med – både fordi det kan være hyggeligt at dele oplevelsen med nogen, men også fordi du bør have en nær person at støtte dig til, hvis der er noget galt.

Hvad er forskellen på misdannelsesscanning og nakkefoldsscanning?

Første trimesterscanning har det primær formål at tjekke om der er liv og vurdere risiko for kromosomfejl, hvorimod der ved 2. rutineskanning er tale om en gennemscanning, hvor der undersøges for tydelige misdannelser og sygdomme. Fælles for de to er, at du ser om fosteret/fostrene udvikler sig og vokser, som det/de skal.

LÆS OGSÅ: Nakkefoldsscanning – hvornår, hvordan og hvorfor?

Både nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning er tilbud fra det offentlige, som du ikke er forpligtet til at tage imod. De fleste kommende forældre oplever, at det er hyggeligt og giver tryghed at se ind til det lille liv, men scanninger under graviditeten er ikke et krav. Det er helt op til dig selv, om du har lyst til at blive scannet undervejs i graviditeten.

Hvornår kan man se kønnet på et foster?

Det vil som regel være let at spotte barnets køn ved 20 ugers scanning. Hvis du/I først ønsker at kende det, når barnet er født, skal sonografen derfor vide det inden scanningen. Så kan vedkommende nemlig bede dig/jer kigge væk, når der scannes omkring numsen og kønsorganerne.

LÆS OGSÅ: Sådan ser du kønnet på baby ved hjælp af nub teori

Du skal imidlertid huske på, at kønsscanning ikke er formålet med denne undersøgelse, og vedkommende der scanner dig vil derfor ikke som det første rette opmærksomheden på, hvad køn du venter. Har du rigtig svært ved at udholde ventetiden, kan du naturligvis få en kønsscanning på en privatklinik, og det kan gøres så tidligt som graviditetsuge 14+0.

Kan jeg få en tidlig misdannelsesscanning?

Har du svært ved at udholde ventetiden mellem nakkefoldsscanning og 20 ugers scanning, kan det være en rigtig god ide at tilkøbe en ekstra ultralydsscanning i form af en tidlig misdannelsesscanning. Hos private scanningsklinikker er det som regel muligt at bestille gennemscanning allerede fra uge 15+0.

Du bør dog ikke se denne scanning som et alternativ til den offentligt udbudte misdannelsesscanning, men snarere som et supplement. Et foster udvikler sig som bekendt utrolig meget uge for uge, så ting der ikke opdages ved en tidlig misdannelsesscanning kan potentielt være synlige i uge 20.

Kan man få en abort efter misdannelsesscanning?

Hvis du ved misdannelsesscanningen lærer, at fosteret har seriøse misdannelser eller på anden vis er alvorligt sygt, har du ret til at søge en såkaldt senabort. I Danmark er det nemlig muligt at afbryde en graviditet efter abortgrænsen i uge 12, hvis lægen får tilladelse gennem regionens abortsamråd.

Hvis noget afviger fra normalen i en sådan grad, at du og en eventuel partner står overfor at skulle træffe det urimeligt hårde valg mellem at fortsætte eller afbryde graviditeten, vil du/I naturligvis få rådgivning på sygehuset.

I de tilfælde, hvor du tager det svære valg at få foretaget en abort efter misdannelsesscanning, kan det varmt anbefales at søge støtte i organisationen Forældre & Sorg, som tilbyder gratis terapiforløb til forældre, der har mister et barn i graviditeten eller inden barnets 21. leveår.

Læs også

Gravid med kvalme: Her er de 5 bedste råd mod graviditetskvalme

Gravid app: De 5 bedste apps til at følge baby og graviditet

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid

Alt du skal vide om svangerskabsforgiftning