Akupunktur som smertelindring under fødslen
Udgivet | Af Emma Kleist, team momkind
Er du i gang med at planlægge dine ønsker til en forestående fødsel?
Måske prøver du at tage stilling til, hvilke former for smertelindring, du gerne vil takke ja til - er du til epidural og lattergas - eller vil du hellere forsøge at klare dig med så lidt medicinsk indgriben som muligt?
Hvis du gerne vil prøve at holde dig til de mest naturlige muligheder, kan det være, at akupunktur er værd at overveje for dig.
Smertelindrende akupunktur kan både være meget effektivt mod vesmerter, kan give dig et nemmere fødselsforløb, og så er det samtidig uden bivirkninger for dig og baby. Det fortæller akupunktør og jordemoder Winnie Elholm fra Den Gode Behandling.
Overvejer du akupunktur som smertelindring under fødslen? Så læs med her og bliv klogere på mulighederne for akupunktur under fødslen.
Akupunktur som smertelindring
Akupunktur kan bruges gennem hele fødslen - og ikke mindst i graviditeten. Det skyldes, at forskellige punkter i akupunkturen tjener forskellige formål. Nogle er gode til at modne og gøre dig mentalt klar til en fødsel, mens andre er effektive til reel smertelindring under veerne.
Winnie Elholm skelner mellem to forskellige grene inden for akupunktur: den kinesiske og den vestlige. Den vestlige akupunktur er den slags akupunktur, som mange forbinder med klassisk smertelindring.
Læs også: Guide: Smertelindring under fødslen
Hun forklarer, at den vestlige akupunktur blandt andet er funderet i den såkaldte gate-control-princip, hvor stimuli fra akupunkturnålen går ind og hæmmer for smertesignalerne til hjernen. Ofte vil akupunkturnålen blive sat på det område, hvor smerterne opleves, hvilket under fødslen typiske er over lænden eller foran ved symfysen.
“Tit oplever vi, at vi sætter nålene på lænden, og så ved næste ve, kan kvinden mærke det meget mere foran. Og det er fordi man netop har fået hæmmet vesmerten bagpå, og derfor får brug for at gøre noget på den anden side også. Det er simpel fysiologi,” siger Winnie Elholm.
En anden gren inden for akupunkturen er den kinesiske. Den kinesiske akupunktur arbejder med de punkter, som er med til at skabe balance i din krop og hjælpe den naturlige fødsel på vej.
“Det er også relevant at snakke smertelindring i forhold til den kinesiske medicin. Her har akupunkturen mere fokus på at fremme den naturlige fødsel, hvilket reducerer smerterne i den forstand, at hvis du har en fødsel, der forløber fuldstændig naturligt, så har du færre komplikationer, og dermed færre smerter,” forklarer Winnie Elholm.
Akupunktur under fødslen
Hvis du ønsker at bruge akupunktur som smertelindring under fødslen, er det et nærliggende spørgsmål at tænke over, hvilket tidspunkt i fødselsforløbet, akupunkturen kan hjælpe dig.
“Akupunkturen kan sættes i spil fra starten, og den kan bruges under hele forløbet. Der er ikke noget der gør, at man venter, ligesom man fx vil gøre med en epidural, hvor man venter til kvinden er i aktiv fødsel,” forklarer Winnie Elholm.
Læs også: Modningsakupunktur - virker det egentligt?
Hun fortæller, at det selvfølgelig kræver, at der er en jordemoder til stede, som kan lægge de rigtige nåle, men hendes oplevelse er, at der på et sygehus som regel altid vil være mindst én, der har disse kompetencer.
“Der er rigtig mange jordemødre, som har et kort akupunkturkursus, hvor de lærer de her akupunkturpunkter, der giver mening for en fødende,” siger hun og forklarer, at den mere udvidede kinesiske akupunktur, kræver en noget mere specialiseret akupunktør.
Fordele ved at få akupunktur under fødslen
Færre smerter, mere naturligt forløb og ingen bivirkninger. Det er nogle af de ting, som Winnie Elholm fremhæver som de helt store fordele ved at bruge akupunktur som smertelindrende og fødselsfremmende middel.
Hun understreger, at med den rigtige akupunkturbehandling, kan det være muligt at forebygge nogle komplikationer under fødslen, hvilket i sidste ende giver en mindre smertefuld fødselsoplevelse for den fødende.
Læs også: Smertefri fødsel – 7 øvelser og principper du skal kende
Her er det dog særligt den kinesiske akupunktur, du skal kigge til, da den mere vestlige udgave af akupunkturen fokuserer mere på lindring af konkrete smerter.
“Der er de her vefremmende punkter, og så er der nogle rigtig gode ‘giv slip’-punkter. Det er noget, man har rigtig meget brug for under en fødsel. Man har brug for at miste kontrollen, give slip og følge med kroppen. Så akupunktur kan både bruges som denne her vestige smertelindring og så kan det bruges til at fremme det naturlige flow i fødslen,” forklarer Winnie Elholm.
Giv slip punktet findes mellem tommel- og pegefinger på begge hænder.
Gør det ondt at få akupunktur?
Det er en misforståelse, at det gør ondt at få akupunktur. Ifølge Winnie Elholm, kan du muligvis mærke et lille prik, når nålen rammer huden, men selve akupunkturen gør ikke ondt. Hun understreger, at sammenlignet med andre metoder til smertelindring under fødslen, er akupunktur mere smertefri.
“Akupunktur gør klart mindre ondt end fx bistik. Bistik og akupunktur har meget den samme effekt, når det først er lagt, men bistik gør åndssvagt ondt at få lagt.”
At få lagt bistik vil sige at få sprøjtet sterilt vand ind under huden. Det sterile vand svier og stikker, når det bliver sprøjtet ind, men herefter vil det virke smertelindrende, fordi det hæmmer for andre smertesignaler til hjernen. Det er samme princip, som akupunktur bruger. Det kaldes gate-control og går ud på, at stimuli fra akupunkturen eller bistikkene går ind og blokerer for smertesignalet til hjernen.
Læs også: Jordemoderens 4 gode råd til dig, der er nervøs for at føde
“Begge dele har rigtig god effekt, så det er lidt et temperamentsspørgsmål. Men det gør ikke ondt at få lagt akupunktur. Det er sjældent, at man overhovedet registrerer det.”
Er akupunktur naturlig smertelindring?
Ja. Det er det korte svar. For akupunkturen går ind og arbejder med kroppens egne processer, energier og balancer. I modsætning til medicin, hvor du tilføjer en masse ting til kroppen, får akupunkturen kroppen til selv at skabe smertelindring.
Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at akupunktur ikke er en garant mod komplikationer eller smerter under fødslen, og effekten af akupunkturen hænger sammen med hvor kraftige dine smerter er, og hvor kompliceret en fødsel du står overfor.
Læs også: Hvor ondt gør det egentlig at føde?
“For nogen virker det, og for andre virker det ikke. Jeg tror de fleste oplever en effekt af det, men der er også forskel på, hvordan man oplever veerne. Den kvinde, som synes det er lettere at håndtere veerne, men får akupunktur for at lige tage et par smerter der sidder og niver lidt i lænden, hun vil have en større oplevelse af det, end den kvinde, som måske er på vej til at være så presset, at hun ikke kan være i det længere.”
Hun understreger, at akupunktur er et rigtig godt redskab til smertelindring, men at det ikke kan erstatte for eksempel en epidural, hvis der er behov for sådan en.
Kan man få akupunktur når man føder i vand?
Næsten uanset hvordan du føder, kan akupunktur bruges i en eller anden grad, hvis du ønsker det. Det gælder også for vandfødsel.
Winnie Elholm forklarer, at akupunkturnålene lægges lige under huden, hvorefter de tapes til. Derfor kan du sagtens være i vand med nålene på, gå rundt med dem eller ligge på ryggen.
“Så hvis du gerne vil have denne her vandfødsel, så kan du sagtens stadig have akupunkturnålene i. Det gør, at man er ret mobil, når man har dem i.”
En undtagelse fra, hvornår du kan bruge akupunktur er dog, hvis du skal have kejsersnit. Her vil det være nødvendigt at fjerne nålene, inden du kommer på operationsbordet.
Akupunktur og bivirkninger
En af grundene til, at Winnie Elholm er stor fortaler for akupunktur som smertelindring under en fødsel er, at det er en af de få ting, som både er meget effektiv, men samtidig uden bivirkninger.
“Der er ikke bivirkninger ved det! Det eneste der kan være er, hvis man ikke har nok effekt af det. Der er jo nogen, der ikke responderer helt lige så godt på akupunktur, som andre gør,” siger hun og forklarer, at en mindre effekt af akupunktur kan forklares med fødslens forskellige faser.
“Smerterne sidder lidt højere oppe i starten, og så rykker de sig længere ned i takt med, at barnet roterer ned gennem bækkenet. På et tidspunkt kan man derfor opleve, at man ikke synes der er effekt af dem længere, og så er det egentlig fordi de ikke går ind og dækker det område”.
Læs også: Sådan føles veer – erfaringer fra 30 mødre
Hun understreger dog, at akupunkturnåle, som er sat på nogle gode punkter i lænden og ved kønsbenet kan være effektive under en stor del af fødslen.
De eneste situationer, hvor Winnie Elholm kan komme i tanke om, at der kan være uhensigtsmæssige bivirkninger ved akupunktur er, hvis den fødende har en blødersygdom eller har en fobi for nåle.
“Hvis kvinden har nåleangst, skal hun nok finde noget andet smertelindring, fordi der vil hun være så angst for at få sat nålene, at det vil skabe en stresset situation for hende, som ikke fremmer fødslen”.
Akupressur som alternativ smertelindring
Et alternativ til akupunktur er den såkaldte akupressur. Her går du ind og trykker på nogle af de samme punkter, som under akupunkturen. Det kan være et godt alternativ, hvis du for eksempel ikke er glad for nåle, men ifølge Winnie Elholm, kan der faktisk også være ekstra gode grunde til at prøve akupressuren.
“Det er en vildt god ting at sætte en partner til, fordi du får det her samarbejde mellem parterne, og berøringen er også med til at skabe oxytocin”.
Hun fortæller desuden, at nogle punkter kan være svære at sætte nåle i, og at disse punkter derfor bedst tilgås med akupressur.
“For eksempel er der et punkt nede under foden, som er rigtig godt i forhold til at berolige og skabe kontakt nedad. Og der sætter man ikke en akupunkturnål! Der trykker man med sine hænder!” siger hun og forklarer, at en nål under foden både kan føles ubehagelig, og vil være uhensigtsmæssig for en fødende, hvis hun for eksempel har brug for at stå op og bevæge sig rundt.
Winnie Elholm understreger dog, at selvom akupressur er et godt redskab, så er det ikke lige så effektivt som akupunkturen.
“Du kan godt opnå noget af samme effekt. Men akupunktur går ind og gør noget andet. Hvis du gerne vil ind og lave den vestlige smertelinding med gatecontrol, så er det bedst med akupunktur,” siger hun.
Testet og godkendt af mødre
Adgang til vores fællesskab
Altid hurtig levering!
Fri fragt ved køb over 599 kr.