Nu var det nu. Vi var blevet gift, havde købt hus og netop overstået en omfattende renovering af selvsamme. Jeg fik min spiral fjernet i januar og allerede i april dukkede der to fine streger frem på den tidlige test. Tænk at det skulle gå så nemt. Indtil det så ikke gjorde mere.
Grebet af en omsorgsfuld læge
En fredag formiddag på arbejdet gik jeg på toilettet og da jeg tørrede mig, var papiret fyldt med blod. Det føltes som om min hjerne kortsluttede i det øjeblik. Jeg var egentlig ikke i tvivl om, hvad der skete og som en zombie, vaklede jeg ud i storrumskontoret igen. Jeg satte mig ved min computer og forsøgte at arbejde, men måtte hurtigt kapitulere. Jeg hev min nærmeste kollega ind på et nærliggende kontor og fortalte det som det var.
Hun gav mig et kram, sendte mig hjem og stak mine andre kollegaer en historie om, at jeg pludselig havde fået hovedpine.
Jeg skulle til 1. graviditetstjek ugen efter, så jeg ventede med at tage til læge indtil da. Jeg havde på forunderlig vis fået booket aftalen direkte ved lægen og ikke ved sygeplejersken, og jeg kunne fornemme, at han var lidt irriteret over det. “Så du er så gravid?” sagde han, mens han lukkede døren, og jeg svarede “Ja, det tror jeg så ikke jeg er mere”.
I samme sekund skiftede stemningen fra irriteret til omsorgsfuld og han greb mig fuldstændig. Empatisk informerede han mig om, at det jo desværre ikke er unormalt at en graviditet går til tidligt i graviditeten, men at han ville gerne tjekke det med blodprøver – også for at have det dokumenteret i fald det skete igen, for man har ret til udredning, hvis man har tre på hinanden følgende graviditetstab.
Tilbage på sporet – troede jeg
Blodprøverne efterlod ingen tvivl om, at jeg i hvert fald ikke var gravid mere. Det ramte mig hårdere end jeg havde troet. Jeg var jo ikke så langt - men jeg var allerede knyttet til drømmen om en januar-baby. Heldigvis blev jeg gravid allerede inden jeg overhovedet fik min cyklus tilbage. Vi var tilbage på sporet. Nu med en marts-baby.
Dagene gik, og pludselig sad jeg igen ved lægen – denne gang korrekt booket ved sygeplejersken. Jeg fik den famøse gule kuvert med hjem og begyndte så småt at slappe af. Indtil jeg i august en torsdag aften i 10. graviditetsuge begyndte at bløde. Weekenden igennem blødte jeg on/off og skiftede hele tiden imellem håb og håbløshed.
Jeg havde fået taget første blodprøve fredag og anden mandag. Jeg arbejdede hjemme tirsdag da svaret tikkede ind på MinSundhed, som vi jo alle var blevet vante til at tjekke takket være good ol ‘rona. Jeg vidste godt, hvad svaret var, for samme morgen havde min krop udstødt fostret. Alligevel ramte det mig som en hammer og jeg brød grædende sammen.
“Der var nok noget galt med barnet”
Denne gang havde vi nået at fortælle det til vores forældre og et par venner. Velmenende kom flosklerne. “Der var nok noget galt med barnet”. “Det var nok meningen”. Og så selvfølgelig den med statistikken, at hver fjerde graviditet jo går til grunde inden uge 12. Der er bare det ved det, at ingen, der står med en positiv graviditetstest, forestiller sig, at det lille liv er sygt, eller at man ender som en del af en kedelig statistik.
Herefter fulgte et langt forløb, hvor jeg i flere måneder efter pletblødte, og jeg blev til sidst sendt til scanning for at se om der sad rester af væv tilbage i livmoderen. Det gjorde der heldigvis ikke, og vi fik besked på at vente med at prøve igen, til jeg havde fået min cyklus. igen. Den kom først i november. Da den endelig kom, blev jeg så lettet. Min krop var ikke ødelagt. Og nu kunne jeg endelig begynde at se fremad igen.