Inden vi fik vores dejlige datter (som nu er næsten 3 år), var vi igennem to spontane aborter. Det var en virkelig hård tid, og selvom det er meget normalt og sker for mange, så er det ikke rart, især ikke når man har set det lille hjerte banke.

Jeg blev gravid i første hug begge gange, men det skulle bare ikke være, for begge gange endte det i spontan abort. Den ene gang var jeg indlagt på Riget, fordi fosteret ikke selv ville ud, så det var i fuld narkose. Den anden gang var jeg på besøg hos min moster. Jeg fik pludselig ondt i maven og gik op på toilettet for at tisse, og der sad jeg pludselig med det “lille” fnug på toiletpapiret.

Jeg kunne ikke klare at tabe et barn mere

Tredje gang vi prøvede, sagde jeg, at nu var det sidste gang, jeg ville prøve, inden jeg havde brug for en pause. Jeg kunne ikke klare at tabe et barn mere.

LÆS OGSÅ: ”Intet hjerte, intet tydeligt foster. Kun en sort plamage på skærmen”

Jeg blev gravid i første hug endnu en gang, og jeg passede meget på med ikke at være for glad. Først da jeg nåede uge 20 og misdannelsesscanningen var overstået, var jeg nogenlunde sikker på, at hun ville blive siddende.

Jeg mærkede nu ellers nok til hende hele graviditeten, for jeg kastede op hver dag fra uge 4 til uge 37 og havde halsbrand hver dag fra uge 10 til uge 38. Den voldsomme opkast og halsbrand var forfærdelig, men jeg priste mig bare lykkelig for, at der var en lille pige derinde, som gad at blive.

Tiden gik, og vi nåede 41 + 3, før hun kom ud.

Jeg har gjort ting, jeg aldrig troede, jeg skulle gøre. Jeg har eksempelvis altid tænkt, at det der amning ikke skulle blive noget længerevarende projekt for mig. Et halvt år, og så skulle det være tilstrækkeligt. Men jeg endte med at amme i 2 år, og jeg elskede det.

Men jeg har altid haft det meget svært med, hvordan jeg har skulle reagere overfor hende, når jeg er blev lidt irriteret eller frustreret. Jeg har haft svært ved at stille for store krav, og jeg har passet ekstremt meget på hende. Måske for meget.

En fødsel på 52 timer

Jeg var ude at gå med min mor, det sneede, og jeg skvattede og gik i spagat midt i sneen. Jeg gik direkte hjem i karbad, og troede jeg havde ondt på grund af faldet. Efter nogle timer fandt jeg ud af at det var veer.

Lige der anede jeg ikke, at jeg havde en 52 timers lang fødsel foran mig.

Det var skide hårdt, og meget udmattende. Ingen bedøvelse. Jeg kastede op af lattergassen, og epiduralen kunne de ikke få lagt. Efter seks forsøg gav de op. Jeg mistede modet flere gange undervejs, men der var ikke rum til brok.

Da hun endelig kom ud, føltes det som om der ikke var andre end hende og jeg i rummet. Vores lille mirakel, som var en gave vi havde kæmpet for i halvandet år (jeg ved godt andre kæmpe meget længere).

Jeg har gjort ting, jeg aldrig troede, jeg skulle gøre

Tiden efter var også hård. Jeg var syg de to første uger af hendes liv og havde det så skidt med, at jeg ikke kunne være der ordentlig for hende. Men efter de to uger, har vi hængt sammen ved hoften.

Jeg har gjort ting, jeg aldrig troede, jeg skulle gøre. Jeg har eksempelvis altid tænkt, at det der amning ikke skulle blive noget længerevarende projekt for mig. Et halvt år, og så skulle det være tilstrækkeligt. Men jeg endte med at amme i 2 år, og jeg elskede det.

Men jeg har altid haft det meget svært med, hvordan jeg har skulle reagere overfor hende, når jeg er blev lidt irriteret eller frustreret. Jeg har haft svært ved at stille for store krav, og jeg har passet ekstremt meget på hende. Måske for meget.

Dårlig samvittighed

Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg føler den mindste utilfredshed med hende. Til den dag i dag kan jeg stadig ikke tillade mig selv at blive rigtig irriteret på hende, eller stille alt for store krav til hende. Fordi hun var den, der slap igennem. Jeg elsker hende så højt og er så taknemmelig.

Selv nu her til aften efter en putning på næsten to timer, hvor jeg har lyst til at skrige; ”dit lille røvhul, så sov dog”. Så må jeg bevare roen og ae videre, synge Den lille havfrue-sange for tyvende gang og fortælle den lille rødhætte for tiende gang, fordi hun lykkedes, og fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg føler den mindste utilfredshed med hende.

Hun er næsten 3 år og sover stadig ikke igennem. Hun giver os søvnløse nætter, hårde og langtrukne putninger, og så er hun pisse kræsen og vældig stædig.

Men hun lykkes, og jeg er evigt taknemmelig.

Gad vide om andre har det sådan? Og hvornår stopper det!?!?

Min lunte er kortere med min søn

I august fik vi en søn, som nu er næsten 5 måneder gammel. Han er den dejligste og mest milde lille dreng, han sover igennem, er altid i godt humør og er bare skøn.

Jeg elsker ham ikke mindre end min datter. Men jeg kan mærke, at min lunte er kortere med ham. Ikke i den forstand at jeg hæver stemmen overfor ham eller noget, men jeg tæller ofte lige til 10. Især hvis jeg laver noget med hende, og hans lur så eksempelvis er helt skæv den dag, så er det synd for hende, og det er unfair for ham. Så har jeg pludselig dårlig samvittighed overfor to børn.

LÆS OGSÅ: Føler du dig som en lorte-mor, når du har skældt ud?

At jeg ikke kan please hende, jeg er så taknemmelig for, og at jeg bliver irriteret på ham der er så sød og medgørlig. Det er sgu træls!

Jeg arbejder meget intenst på at vende skuden, så jeg kan være præcis, som jeg skal være for dem begge. Det er en balance, som er svær at finde.

Det er skønt at være mor, den allerfineste jobtitel, men også hårdt. Man bliver sgu ikke ligefrem månedens medarbejder hver måned, men man kan da prøve.