Da alarmklokkerne begyndte at ringe
Reelt begyndte alarmklokkerne først at ringe efter anden abort. Den første var ren tekstbog. Biokemisk graviditet med blødning ganske få dage efter glæden ved den positive test. Det var ikke sjovt, men vi rystede det relativt hurtigt af os og så fremad.
Anden gang var værre… Jeg var i 9. uge og skulle til første graviditetsbesøg hos lægen. Vandrejournalen lå klar på skrivebordet, klar til at blive udfyldt. Vores lægehus var udstyret med en scanner, og både min mand og jeg så frem til at se det lille hjerte banke. Der var bare ikke noget. Intet hjerte, intet tydeligt foster. Kun en sort plamage på skærmen. Vores læge brugte lang tid på at lede, men måtte til sidste give det triste budskab. Samme dag sendte hun os videre til en gynækolog, der bekræftede, at jeg havde haft en ‘missed abortion’. Fosteret var dødt, men min krop troede stadig, den var gravid.
LÆS OGSÅ: ”Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig”
Vi var i chok. Og jeg havde intet forsvar mod gynækologens himmelråbende mangel på empati. Oplevelsen var i sig selv forfærdelig, men hendes kolde professionalisme gjorde kun det hele meget værre. Hun affærdigede alle bekymringer og spørgsmål. Alt var jo helt normalt. Det var jo faktisk kun anden gang. Ingen grund til at tage sådan på vej over det. Så stod vi der på trappen – kostet ud ad døren med en medicinsk abort i tasken. Stadig i chok og med tusind ubesvarede spørgsmål.
Samme aften tog jeg de tabletter, der skulle sætte min krop i gang med at udstøde graviditeten. Efter en halv nat sammenkrummet af smerter på toilettet uden skyggen af blødning endte jeg på sygehuset. En læge rensede for størknet blod, der sad i klemme, og det fik sat gang i blødningen. Lægerne var tilfredse. Nu var alt fint. Og mens min krop langt om længe reagerede efter bogen, lå jeg i en hospitalsseng på en stue med to fremmede kvinder og var ulykkelig. Sygeplejerskerne klappede mig akavet på benet, og lægerne negligerede endnu engang den sorg og bekymring, jeg følte. For hvorfor var det gået galt igen? Havde jeg gjort noget forkert? Hvorfor ville min krop ikke holde på de små liv?
Bekymring og tvivl
Jeg var 31, da vi fik vores første barn. Det havde ikke været lige til højrebenet at blive gravid, og vi måtte igennem en kortere fertilitetsbehandling, før det lykkedes. Og selvom det var ingenting i forhold til, hvad andre går igennem, havde processen været fyldt med bekymring og tvivl.
Det har aldrig været et drive for mig at blive mor. Langt op i 20’erne var jeg virkelig meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle have børn, men da jeg mødte den rigtige mand, blev beslutningen pludselig meget nemmere. Alligevel var det ikke nemt at blive mor, og jeg brugte næsten et år på at tilpasse mig rollen og knytte mig rigtigt til det lille væsen, der pludselig var blevet en del af vores liv. Så da vi tog beslutningen om nummer to, var den meget velovervejet og bundede i et dybfølt ønske om at få et barn mere.
Og nu lå jeg så der, alene på sygehuset, med alle spørgsmålene og bekymringerne. Alene med min sorg over at have mistet et lille barn. For selvom jeg kun var to måneder henne, så havde jeg allerede knyttet stærke bånd til den lille. I det sekund jeg så to streger på testen, havde jeg allerede skabt en forestilling om vores fremtid med lige netop den lille baby. Og det havde jeg nu mistet. Og pludselig blev sorgen efter den første abort også forstærket.