Jeg er mor til to skønne drenge, fra et tidligere forhold, som er kommet til på helt normal vis. Med min nye mand ønsker vi nu et fælles barn, og hans første, men vejen dertil har været lang og er stadig lang. Vi har været i fertilitetsbehandling i over fem år og når jeg tænker tilbage, for nu at fortælle min historie, bliver jeg klar over, at man efter så lang tid, fortrænger en hel del af det lange forløb, men her kommer min fortælling.

Det fineste hjerteblink, der pludselig ikke var der mere

Min første tanke var, at det ville blive et spændende eventyr, for dengang var jeg ikke i tvivl, vi skulle nok nå dertil, hvor vi vil sidde med vores fælles barn i armene. Vi blev sendt videre grundet min mands sædkvalitet, men hen over de sidste 5 år, har vi fået konstateret lav sædkvalitet, endometriose og adenomyose, DNA skade på sædcellerne og antifosfolipid syndrom, hvor jeg formegentlig danner blodpropper i moderkagen. 

Det hele startede helt perfekt, til vores første ægudtagning fik vi 4 æg, 3 af dem på frys og et frisk lagt op, som blev til vores første graviditet. Vi var så glade, da vi så det fineste hjerteblink til 8 ugers scanning, men også helt uvidende om, at til nakkefoldsscanning ville vores verden gå i stå. Vi så det lille foster, men ikke noget hjerteblink, det var gået i stå i uge 9+, en missed abortion.

Vi var helt rundt på gulvet, for hvad var der gået galt? Herfra tog det hele en drejning. Sygeplejersken talte nu om et produkt, og jeg anede ikke hvad det var for et produkt, indtil det gik op for mig, at det var vores lille foster hun snakkede om. Vi var i vores mest sårbare øjeblik og hun talte nu som om det var en ting, vi skulle skille os af med.

“Det der skete, havde ingen forberedt os på”

Vi blev sendt hjem med de piller, der skulle sætte den medicinske abort i gang. Min krop var god, den gjorde det den skulle, og der gik ikke lang tid, før det hele skete. Men det der skete, havde ingen forberedt os på. For hvad jeg troede bare skulle komme ud som blod, endte med at være et lille foster, som jeg fandt i min trusser.

Det hele var udviklet, små bitte fingre og tæer, øjne, øre næse og mund – alt var der, et lille bitte bitte foster. Og hvad skulle vi gøre derefter? Jeg kunne ikke andet end at leve i min helt egen klokke, for jeg havde svært ved at møde verdenen igen.

Efter noget tid og gode snakke med fertilitetsklinikken, havde vi tre oplægninger, som ikke blev til noget og efter flere ekstra undersøgelser, blev vi bekendt med, at jeg havde endometriose og adenomyose, og behandlingen blev lavet om til at tage 3 mdr. hver gang jeg skulle have lagt æg op – 3 ulidelige lange måneder.

Endnu en voldsom oplevelse

Men det bar også frugt, for vi stod igen med en positiv test. Og denne gang var vi sikre, for det kunne jo ikke gå galt to gange i streg, men det gjorde det. Vi blev igen sendt hjem med piller, så vi kunne sætte en medicinsk abort i gang, og nu troede vi, at vi var forberedt, men nej. Efter jeg havde taget de første piller, og mens jeg skulle vente til dagen efter med at tage de sidste, skete der det, at jeg om natten med lidt murren i underlivet, stod ud af min seng og der lød et stort plask.

Gulvet var fyldt med vand og bagefter begyndte jeg at styrtbløde, så gulvet ud til badeværelset var fyldt med blod og det stoppede ikke. Jeg gik under bruseren, hvor også det lille foster kom ud, efter noget tid måtte jeg sætte mig ned på toilettet, for jeg blev ved med at styrtbløde og jeg sad der i flere minutter, til det hele aftog.

Glem ikke manden i det her

Det var så uvirkeligt det hele, og mens det hele stod på, var min mand den sejeste, stod ved min side hele vejen igennem. For vi må netop ikke glemme manden i dette billede, det er meget muligt, at det er mig, kvinden, og min krop, der udsættes for en masse, både før under og efter sådan en proces, men derfor gør det ikke mindre ondt på min mand at miste.

Vi oplever desværre, at på sygehuset (ikke vores fertilitetsklinik), er han bare med på sidelinjen. Vi må ikke glemme at hans håb og ønske er lige så stor, og sorgen kan gøre lige så ondt. 

Men midt i dette mareridt støttede han mig, og jeg støttede ham og sammen klarede vi det og når vi tænker tilbage, kommer det hver gang bag på os, hvordan vi egentlig kom igennem den nat. Men nu skulle endnu en sorg bearbejdes og samtidig ville jeg hurtigst muligt i gang igen, for med så lange behandlinger vidste jeg tiden ville tikke.

Kan man vænne sig til at gå igennem en abort?

Det ville vise sig, at min krop er god til at blive gravid, for i alt har jeg været det 6 gange ud af 11 ægoplægninger, hvilket jo er positivt, men lykken over at se to streger ændrede sig med det samme til frygt. Vi skulle jo være i en lykkerus, men gang på gang har vi holdt vejret.

Vi har skulle balancere imellem, lykke, sorg, vrede og stadig finde fornyet håb, for hvis ikke man har troen og håbet på det, så skal man stoppe. Min mand og jeg har ved de sidste aborter snakket om, kan man virkelig vænne sig til at skulle gå igennem en abort? Kan man vænne sig til de følelser der følger med, for at passe på sig selv? Lægge låg på, for man har jo mærket de følelser, hvorfor så mærke dem igen?

Vi har i hvert fald lettere ved at komme igennem dem, men på den anden side er det jo også er skræmmende, for er det overhovedet sundt at have det sådan?

Nye undersøgelser og flere forsøg

Vi skal igen igennem yderligere test og denne gang gentest, som heldigvis ser fine ud. Vi bliver enige med klinikken om at få testet min mands sæd yderligere og her finder vi ud af, at hans DNA skade ligger på 53% (den skal ligge på 15% for at ligge indenfor normalen). Herefter gennemgår han tre måneder med livstilsændringer og som den sejeste han er, får han den ned på 15,9%.

Men det er ikke det, der er årsagen, for vi skal igennem flere aborter og de næste medicinske aborter sker på sygehuset.

Fra at stå derhjemme, og ikke vide hvad vi skal gøre med fosteret, skal vi nu tage stilling til, om vi vil havde det begravet, endnu en ting vi ikke var forberedt på. Der er så store kontraster i alt det der sker, at vi ikke helt ved, hvilket ben vi skal stå på.

Som det sidste har vi fået obduceret det lille foster og moderkagen, og prøvesvaret viste forandringer på moderkagen, som muligvis opstår grundet blodpropper (antifosfolipidsyndrom) og det er der, hvor vi er nu.

Tre forsøg tilbage og tanker om fremtiden

Vi er ved at nå hen for enden af tunnelen, for jeg bliver snart 40 år, og når vores behandlinger tager så lang tid hver gang, ved vi også, at tiden er knap. I skrivende stund er vi i gang med et forsøg, jeg er på 7 forskellige præparater, alarmerne ringer flere gange om dagen, for at kunne holde styr på hvad jeg skal tage og hvornår jeg skal tage det.

Vi har taget den beslutning, at vi har været igennem vores sidste ægudtagning. Vi har nu tre forsøg tilbage, før det hele det slutter. Bliver det med eller uden et barn? Tanken er skræmmende. Men nu har vi taget beslutningen, for vi vil også gerne nyde vores liv sammen, uden at det skal være styret af humørsvingninger, medicin og sygehusbesøg.

En tanke der også giver frygt, for nu har vores behandling været en del af vores hverdag i så mange år. Om vi i den sidste ende står med et barn eller ej, er jeg bange for, at med så meget vi har været igennem, vil korthuset falde. Der vil være en del, der efterfølgende skal bearbejdes, og hvor skal man starte.

Dette er i store træk min og vores historie og alligevel ikke, for der er ikke sider nok til egentlig at forklare, hvordan de sidste 5 år har været. De utallige følelser, der ikke kan beskrives med ord, den sorg der følger med, de vildeste humørsvingninger, jalousien over at se venner og veninder overhale med ikke kun et barn, men med to børn og så er der parforholdet. Alt har en plads i sådan et forløb, og det hele fylder på hver sin måde

Mit største ønske er at se min mand blive far.