Bade i havet efter fødsel
Der gælder akkurat samme forholdsregler, når man vil bade i havet, som ved badning i svømmehal eller karbad: Vent 8 uger.
“Vi skærer det hele over én kam, fordi så er man på den sikre side. Det er et stort sår, og det tager lang tid, før det er helet. Selvom der er kommet sårskorpe på, er der stadig risiko for infektion,” understreger Anna Forchhammer.
Hun forklarer, at farven på blodet ændrer sig, når der kommer sårskorpe på, og det kan snyde nogen til at tro, at de ikke længere skal tage de samme forholdsregler, når efterfødselsbind er skiftet ud med trusseindlæg.
“Efter frisk blødning bliver det mere brunligt, og så kommer der udflåd, og det tager altså bare noget tid, og man må være lidt tålmodig”.
Vinterbadning efter fødsel
Har du ventet 8 uger, fået tjek hos lægen og alting ser fint ud, kan du roligt bade alt det du vil. Det gælder også vinterbadning.
“Der er ingenting efter fødslen, i forhold til temperaturchok og sådan noget, hvilket man ellers skal passe på under en graviditet. Overhovedet ikke. Det er faktisk bare skønt! Og det kan være rigtig godt for trætte mødre!”
Hvad kan der ske, hvis man bader før 8 uger?
Ro på! Som mor er der nok at bekymre sig om, og der er ingen grund til panik, hvis du ikke kunne dy dig for at hoppe i bølgen blå allerede seks uger efter fødslen.
De otte uger skal bruges som et pejlemærke, og en god margen for, hvornår der ikke længere er grund til at frygte infektion.
“Risikoen er selvfølgelig størst, mens man bløder. Og hvis man slet ikke bløder efter 6 uger, er der ikke grund til at bekymre sig alt for meget,” siger hun.
Men det er en rigtig god idé at holde øje med infektionstegn, hvis du har tænkt dig at bade i havet, svømmehal eller karbad.
Infektionstegn, du skal være særligt opmærksom på er:
1. Kraftige smerter.
2. Tiltagende blødning.
3. Meget ildelugtende udflåd.
4. Feber.
5. Grønt udflåd.
Oplever du noget af det, bør du kontakte din barselsgang eller egen læge.
Læs også: Blødning efter fødsel
Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg har fået kejsersnit
Ved kejsersnit, såvel som ved vaginal fødsel, har kroppen et stort helingsarbejde foran sig. Og har du født ved kejsersnit, er der et ekstra sår, som skal hele og beskyttes mod bakterier.
Derfor skal man holde sig ekstra meget i ro og, ligesom for alle fødsler, vente med at bade til efter 8 uger.
“Hvis man holder sig til de 8 uger, så burde man være på den sikre side,” siger Anna Forchhammer.
Kejsersnit-såret tager cirka 4 uger at hele, og derfor er dét også good to go swimming efter 8 uger.