Hvor lang tid tager en amning?
Udgivet | Senest opdateret | Af Kicki Boss, team momkind
Uanset om du er helt ny eller lidt mere erfaren i amme-gamet, kan man blive i tvivl om, hvad der er op og ned. Spørgsmål om, om baby får nok, hvordan man egentligt ser, om barnet er ordentlig mæt, og hvor lang tid en amning normalvis tager, kan presse sig på.
Når det kommer til vores babyer, deres vækst og deres trivsel, leder vi nemlig tit efter rettesnore, vi kan støtte os til. For vi vil så gerne gøre det både rigtigt og rigtig godt.
– Det er et af de steder i livet, hvor man bare gerne vil være helt gennemsnitlig, og have klare kassesvar på, hvad der er rigtigt og forkert, siger Caroline Kragh Hurup og fortsætter:
– Men babyer er forskellige, og mødre er forskellige. Både af sind, hvad vi har det godt med, og fysiologisk. Vi skal ikke alle være ens, og der er ikke en ”one size fits all”, når det kommer til amning.
Caroline Kragh Hurup er jordemoder og IBCLC ammevejleder ved Ammevejledning.dk.
Hvor lang tid tager en amning?
Det mest korrekte svar er, at en amning tager så lang tid, den skal tage. For de fleste vil det sige, at de ammer et sted mellem 15 og 30 minutter ad gangen. Men normalen er bred, og det, der i virkeligheden tæller, er, at baby og mor er i trivsel.
– Når vi sætter kasser op for, hvor længe og hvor hyppig en normal amning er, så er der altid nogle, der falder udenfor. De kan så blive bekymrede, begynde at tvivle på sig selv, deres instinkter og aflæsning af baby. Og det er ærgerligt. For det kan sagtens være, det fungerer lige præcis for denne mor og baby, siger Caroline Kragh Hurup.
Gennemsnitligt skal en sund og rask baby i trivsel have mindst 8 ammemåltider i døgnet, mens de fuldammes. Sådan lyder en tommelfingerregel, mange sundhedsplejersker og ammevejledere. Men 14 gange kan er fx også være normalt.
– Min erfaring er, at de fleste mødre ammer hver 2-3 time i omegnen 15 minutter til en halv time ad gangen i dagtimerne. Men der er store forskelle, siger hun.
Læs også: Amning: Hvor ofte skal baby ammes?
Tegn på baby trives
Meget ammevejledning går på, ”hvis baby er i trivsel, gælder det, at …”. Her er nogle tegn på, din baby er i trivsel.
- Barnet har overskud og energi til kontakt med jer, når det er vågent.
- Barnet melder sig til måltiderne.
- Barnet græder ikke hele tiden, men er heller ikke sløvt – der er noget af begge dele.
- Man kan høre synkelyde, når barnet er på brystet (når mælken er løbet til).
- Barnet slipper slev brystet og virker overvejende tilfreds efter amning.
- Baby har bleer, der viser, at der kommer tis og afføring, der matcher barnets alder.
- Baby tager på og følger sin vægtkurve, når sundhedsplejersken vejer baby.
Amning: der findes ikke én rigtig måde
Ammeforløb, ammefrekvens og længden på amninger varierer fra mor og barn til mor og barn. Der findes ikke én rigtig måde eller én rigtig kasse, når bare baby er i trivsel, og mor har det godt med forløbet, siger ammevejlederen og opremser, hvad der fx kan være af forskelle:
– Der er forskel på, hvor effektive babyer er ved brystet, men der er også både hormonelle og fysiologiske fra kvinde til kvinde. Det kan have betydning for nedløbet og effektiviteten af amningen, hvor rolig og veltilpas mor er, siger hun.
Nogle kvinder har desuden et meget hurtigt nedløb, andre et langsomt, ligesom selve brystet indvendigt kan se lidt forskelligt ud, forklarer hun.
– Nogle mødre har simpelthen flere mælkegange end andre, og det er også forskelligt, hvor kraftigt meget og hvor hurtigt vi reagerer på oxytocin i kroppen. Der ér bare forskel, siger hun.
Det allervigtigste er ikke at tælle amninger eller tage tid, men at have blik for det større perspektiv og se på, hvordan barn og mor trives.
– Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige: Ud med uret, med mindre, der er faktorer, der bekymrer. Det er vigtigere at kigge på dit barn og efterkomme det, som baby beder om. Er baby glad og tilfreds og følger sin kurve? Fungerer det her for mor og barn? Så er der sjældent grund til alarm.
Amning: Forskelle i løbet af døgnet
Hvis du oplever, at baby i nogle perioder vil amme meget ofte, og at der på andre tidspunkter kan gå både 4 og 5 timer, før barnet melder sig, så er det helt normalt. Mælkeproduktionen er forskellig i løbet af døgnet og oftest lavest om eftermiddagen og højest om natten.
Det betyder, at når du oplever, at baby søger brystet med kortere intervaller om eftermiddagen og aftenen, så er der en logisk forklaring.
– Når selve produktionen er ikke den samme hele døgnet, er der helt naturlig variation i, hvor ofte baby har brug for at melde sig. Der, hvor produktionen er højest, er om natten, mens kvinden hviler, og der, hvor den er lavest, er om eftermiddagen og først på aftenen, siger hun.
Men man kan ikke udlede, at det betyder, baby ikke bliver mæt, når barnet vil til ofte. Det kan også være, barnet i de timer snarere får stillet den lille sult oftere.
Hvordan ved jeg om baby er mæt?
Når barnet er mæt, stopper det med at sutte og slipper brystet. Rigtig ofte vil baby enten døse hen, eller bare virke veltilpas og afslappet efter amning. Igen handler det om at have blik for det store billede og barnets generelle trivsel.
At spotte babys mæthed handler om at lære sit barn at kende, men også at vide, det kan se forskelligt ud på forskellige tidspunkter af døgnet.
– Nogle babyer falder i søvn i det, man kan kalde ”mælkekoma”, hvor de bare er så mætte og tilfredse og pludselig blev rigtig trætte, tit før den sidst mundfuld mælk er sunket. Andre babyer falder ikke i søvn, men virker tilfredse og afslappede og vil måske gerne pludre og have kontakt bagefter. Den samme baby kan gøre begge dele fordelt over døgnet.
Hvis baby nogle gange ikke virker tilfreds, er det selvfølgelig ikke ensbetydende med, at barnet ikke bliver ordentligt mæt, eller at der er noget galt.
– Der er mange andre ting, der kan spille ind. Det kan være, baby har en bøvs, der trykker, det kan være, barnet har ømme gummer, synes verden er lidt meget, eller bare have brug for ekstra tryghed. Man skal selvfølgelig huske på, at det også er helt normalt, at babyer er utilfredse en gang imellem. Det skal bare ikke være det overordnede billede, siger hun.
Læs også: 13 gode ammestillinger
Amning er mere end mad
Det er værd at huske, at amning er meget andet end mad for baby. At være ved mors bryst er sikkerhed, tryghed, nærvær. Amning er også relationsopbyggende, ligesom det lavpraktisk er smertelindrede, hvis baby har ondt, fx når der er tandfrembrud.
– Der kan være mange grunde til, at et barn vil mere til brystet. Det kan være, barnet går igennem et appetitspring og har brug for lidt mere, men det kan også være, barnet bare søger ekstra tryghed, siger Caroline Kragh Hurup.
Derfor handler alt, der har med amning at gøre, om at huske helikopterperspektivet og lære sit barn at kende.
– Baby beder altid om det, baby har brug for. Der, hvor det kan være svært, er, at det jo ændrer sig i takt med barnets udvikling, og at der er kan være forskel på årsagen til, at barnet vil til brystet.
Har du på fornemmelsen, at der er andet end bare din babys appetit og tryghedsbehov, der spiller ind, er det altid en god idé at snakke med en fagperson, fx en ammevejleder om det, råder hun.
– Sådan noget som mors nedløb og babys sutteteknik kan også spille ind på effektiviteten af måltiderne og være med til at styre frekvensen. Men det kan man heldigvis oftest hjælpes i bedring, hvis man får assistance fra en fagperson, siger hun.
Skal baby ammes fra begge bryster?
Før mælken er løbet til, er det almindeligt at amme fra begge bryster, fordi mængden af råmælk er begrænset. Når mælken er løbet til, er det både et spørgsmål om babys tegn og behov, og hvad der fungerer for mor og baby, om amning fra begge bryster er det rette.
Sådan forklarer ammevejledere Caroline Kragh Hurup det.
– Når mælken er løbet til, er det indrettet sådan, hvert bryst laver en portion, der forløber sådan, at det først er tynd og tørstslukkende, og mælken, der kommer derefter gradvist, bliver federe og federe. I takt med mælken bliver federe, vil man kunne høre, at baby synker langsommere og langsommere, siger hun.
Der kan være flere grunde til, at det kan være en god løsning at tilbyde begge bryster. Den ene er, at man ser tegn på, at baby vil have mere, end brystet kan tilbyde.
– Hvis man kan høre, tempoet er langsommere, men baby stadig virker sulten og måske bliver frustreret på brystet, så kan det være en god idé at tilbyde det andet bryst og se, om det hjælper. Det kan det også være, hvis barnet falder i søvn og sut og synk bliver langsommere og langsommere, men man har en fornemmelse af, at baby ikke har fået nok endnu, siger hun.
Det kan dog også være, at det bare føles naturligt at amme fra begge bryster, uden der har været særlig grund til det.
– Det kan ikke siges nok gange, at det handler om at afprøve, hvad der fungerer for jer. Hvad vil mit barn gerne have, hvad kan mine bryster, hvad trives vi med? Produktionen skal nok indrette sig efter barnets efterspørgsel og jeres rytme.
Amning og nyfødte
En nyfødt baby (0 til 28 dage) bør ammes lige så ofte, som barnet har lyst. Både fordi mælkeproduktionen skal etableres, men også fordi den nyfødtes mavesæk er lille og hurtigt både er fuld og tom igen. Desuden lærer baby også at regulere appetitten selv, når der er fri mælkebar.
– Jeg er stor fortaler for, at man følger sit barn. Baby beder om det, baby skal have, det gælder også nyfødte. Det er selvfølgelig altid under forudsætning, at vi har med et barn at gøre, der trives, siger Caroline Kragh Hurup.
Har man alligevel brug for et mere fast holdepunkt i, hvor meget mælk en nyfødt har behov for, så er der faktisk en tommelfingerregel at støtte sig til.
Læs også: Amning af nyfødt: Hvor ofte og hvor længe skal baby spise?
Hvor ofte skal baby på 1 måned ammes?
En tommelfingerregel lyder, at en sund og rask baby, der trives, skal ammes mindst 8 gange i døgnet – men normalen spænder bredt, og antallet kan sagtens være en del flere. Det vigtigste er, at barnet trives og tager på, som forventeligt.
Fra barnet er nyfødt, og til det er 1 måned gammelt, siger man, at babys døgnbehov er cirka svarende til 1/6 af barnets vægt. Vejer din baby 3300 gram, vil barnets behov for modermælk altså være cirka 550 gram fordelt over alle måltider per døgn, forklarer Caroline Kragh Hurup.
– Man tager babys næringsbehov relationelt til barnets vægt, men faktisk så stiger barnets behov for mælk målt i volumen ikke vildt meget i takt med det vokser. Mælkesammensætning ændrer sig dog og er altid fuldstændigt tilpasset netop dit barns behov. Det er ret fantastisk og smart.
Det gælder faktisk al den tid, dit barn ammes, at morkroppen laver custommade mælk til baby. Det kan være rart at huske på, når du febrilsk finder på at spørge internettet: ”hvor ofte skal baby ammes?”, fordi du grubler over, om jeres amning egentligt er, som den skal være.
Hvor ofte skal baby på 2 måneder ammes?
En baby på to måneder skal stadig gerne ammes 8 gange i døgnet, men det kan også være mere eller mindre hyppigt. Rettesnoren gælder faktisk lige så længe baby fuldammes. Der vil for de fleste dog være perioder, hvor baby har brug for at komme ekstra meget til brystet.
– Det har ikke nødvendigvis noget med næringsbehovet at gøre. Det er underordnet, hvad man kalder det – tigerspring eller bare vækst – men barnet er i rivende udvikling både mentalt og fysisk. Der kan være mange grunde til, baby har behov for at komme til brystet, siger ammevejlederen.
Brystet er ikke kun babys buffet, men også der, hvor baby tanker op på tryghed og velvære. Der er dog lidt fakta om baby næringsbehov at læne sig opad.
– Fra baby er 2 måneder og resten af fuldamningsforløbet, siger man, at barnet har brug for en daglig mængde modermælk, der svarer til 1/9 af barnets vægt.
Det betyder, at hvis baby vejer 4600 gram, er behovet i volumen altså omkring 511 ml mælk. Mælken er præcis så næringsrig, som barnet har brug for.
Informationen her er selvfølgelig mest til dit behov for at vide det, for vi kan ikke se, hvor meget mælk baby reelt får ved brystet fordelt på amningerne. Her er det, man skal se på barnets overordnede trivsel for at få en idé om, om alt er, som det skal være.
Hvor ofte skal baby på 3 måneder ammes?
En baby på 3 måneder skal som rettesnor gerne ammes 8 gange i døgnet, Men så længe din barn trives og udvikler sig, som forventeligt, er der i udgangspunktet ingen grund til hverken bekymring eller at gå og tælle amninger.
Hvis din baby som 3 måneder gammel vejer 6000 gram, er behovet i mælkevolumen cirka 666 ml i døgnet. Det svarer til 1/9 af babys vægt.
Hvor ofte skal baby på 4 måneder ammes?
Hvor mange gange på et døgn en fire måneder gammel baby skal ammes er individuelt. Den generelle anbefaling om 8 gange i døgnet, så længe der er tale om fuldamning, gælder dog stadig. Antallet af amninger kan sagtens være lidt flere eller færre og stadig være helt indenfor normalen.
Babys daglige mælkebehov målt i volumen er stadig 1/9 af barnets vægt. Det vil sige, at vejer din fire måneder gamle baby nu 7000 gram, har baby brug for omkring 777 ml modermælk i døgnet. Mælken er altid fuldstændigt tilrettelagt efter barnet behov.
Læs også: 5 gode råd: Sådan holder du baby vågen ved amning
Hvor ofte skal baby på 5 måneder ammes?
Hvis I stadig fuldammer, er anbefalingen, at baby ammes 8 gange i døgnet, men det kan også være lidt flere eller færre gange. Når baby starter op på at anden føde, kan antallet af amning blive færre, men det sker ikke for alle.
For den fuldammende 5-måneders baby er behovet for modermælk målt i volumen omkring 1/9 af barnets vægt. Vejer barnet 8000 gram, betyder det noget i stil med 888 ml mælk i døgnet.
Hvor ofte skal baby på 6 måneder ammes?
Fra omkring 6-måneders alderen bliver mange babyer introduceret for andet mad ved siden af amningen. Det betyder, at der ikke længere er en tommelfingerregel til, hvor hyppigt baby skal ammes. Til at begynde med smager barnet dig mest, så du kan stadig opleve lige så mange amninger til en start.
Når der begynder at komme andet mad ind, falder babys behov for at ernære sig ved brystet. For nogle kan det hurtigt aflæses i antallet af amninger, for andre går det langsommere. Men det kan sagtens være, baby spiser mindre ved brystet, end tidligere alligevel, siger hun.
Især natamninger kan være dem, mange mødre længes efter, der bliver færre af. Og det skal nok komme, betrygger ammevejlederen.
Kilde: Caroline Kragh Hurup
Testet og godkendt af mødre
Adgang til vores fællesskab
Altid hurtig levering!
Fri fragt ved køb over 599 kr.