Caroline Kragh Hurup

Jordemoder og IBLCE-certificeret ammevejleder

I 12 år har Caroline Kragh Hurup arbejdet som jordemoder, og stået ved siden af gravide og nye familier, når de tager deres første skridt ind i deres nye virkelighed. Hun er uddannet fra Jordemoderskolen i København og har arbejdet i Danmark, Norge og England – altid med samme mission: at skabe tryghed og støtte i nogle af livets mest betydningsfulde øjeblikke.

Caroline har undervist i både fødsels- og ammeforberedelse på dansk og engelsk, hjulpet ved både hjemmefødsler og fødsler på fødeklinikker, og de seneste år har hun været en del af Rigshospitalets team, hvor hun har håndteret alt fra komplicerede fødsler til den første tid på barselsgangen. Med andre ord – hun har været der, set det hele og ved, at ikke to fødsler er ens. Derfor er et af hendes store fokuspunkter at rumme og imødekomme hver families unikke behov.

I 2017 blev Caroline certificeret ammevejleder gennem IBLCE. I dag kombinerer hun arbejdet på fødegangen på Roskilde Sygehus med sine virksomheder, ammevejledning.dk og vildmedfoedsel.dk. Begge er skabt ud fra ideen om at give forældre mere kontinuitet, nærvær og ressourcer – det, som hun selv ved, kan gøre en verden til forskel.

Caroline har en unik evne til hurtigt at skabe nære og trygge relationer til de mennesker, hun arbejder med. Hun er meget taknemmelig for at kunne støtte kvinder og familier gennem graviditeten, fødslen og den første tid som forældre.