Guide til uld ammeindlæg: Hvordan bruger jeg dem?

Har du hørt om uld ammeindlæg, men er i tvivl om, hvordan de egentlig bruges? Her får du svaret, så du kan komme godt i gang.

uld ammeindlæg hvordan bruger man dem

Sidst opdateret d.

Ammeindlæg af uld er populære blandt ammende, fordi de føles bløde mod huden, holder brysterne lune og kan håndtere små mælkelækager uden at føles våde. Men når det gælder uld ammeindlæg, hvordan bruger man dem så egentlig, og hvad skal man vælge for at få det bedste ud af uldens naturlige egenskaber? Læs med her.

Hvad er uld ammeindlæg?

Uld ammeindlæg, brystvarmere eller bare uld indlæg – kært barn har mange navne. Et ammeindlæg af uld fungerer på mange måder som et almindeligt ammeindlæg. Du lægger det i din amme bh, så det kan opsamle små lækager af mælk i løbet af dagen. Forskellen på et almindeligt absorberende ammeindlæg og et uld ammeindlæg, er at uldens varmeregulerende egenskaber giver brystet en blød lun omfavnelse, som mange ammende mødre finder behagelig.

Mange nybagte mødre sværger til ammeindlæg af uld i ammeopstarten, hvor mælken løber til, og brysterne føles tunge, spændte og ekstra følsomme. Også i vinterhalvåret kan et ammeindlæg i uld gøre en stor forskel for dit velbefindende.

Vær opmærksom på, at uld ammeindlæg findes i flere udgaver. Nogle er små og dækker kun brystvorten. De egner sig til at opsamle små mælkelækager og holde huden omkring brystvorten lun og tør. Andre ammeindlæg af uld er store og designet til at dække hele brystet. Det er dem, du skal vælge, hvis du gerne vil have varmen med. Her skal indlægget nemlig omslutte hele brystvævet.

Sådan bruger du uld ammeindlæg/brystvarmere

Det er heldigvis enkelt at komme i gang med at bruge uld ammeindlæg:

  • Vælg et indlæg, der passer til dine behov. Ønsker du en brystvarmer, så vælg et indlæg der dækker hele brystet og ikke kun brystvorten.
  • Læg indlægget i din amme bh, så det ligger direkte mod huden. Placer brystvorten midt i indlægget, så det sidder pænt og ikke folder sig.
  • Lækker du meget mælk, kan du lægge et absorberende ammeindlæg indenunder. Så får du varmen fra uldindlægget og den opsugende evne fra det ekstra indlæg.
  • Hvis du har sår på brystvorten, kan det også være rart at bruge et engangs ammeindlæg inderst, så ulden ikke klistrer til sårene.
  • Vælg en blød amme bh med god plads. Et uld indlæg fylder lidt, og et ømt bryst trives dårligt med pres. En amme bh uden bøjle er ofte et godt valg i den første tid.
  • Brug dem, når du har mest brug for noget blødt og lunt. Det kan være i ammeopstarten, om natten eller på en kold dag, hvor du skal udenfor.
  • Skift ammeindlæg, hvis det bliver fugtigt eller vådt. Tørre og rene indlæg er mest behagelige at have på og forebygger svamp.
  • Lad indlæggene lufte mellem brug eller vask dem og følg vaskeanvisningen. Uld skal typisk have lidt skånsom behandling, så det holder længe.

Hvorfor bruge uld ammeindlæg/brystvarmere?

Når du ammer, er det vigtigt at holde brysterne lune og tørre, så du er med til at forebygge brystbetændelse og svamp. I starten af ammeforløbet, hvor mælken løber til, kan brysterne blive spændte, hårde og meget følsomme.

Her kan det især være rart at have noget blødt og lunt omkring sig, og uld er en naturlig favorit. Fibrene føles bløde og skånsomme mod huden og holder på varmen, uden at du får det for varmt, da uld er naturligt varmeregulerende.

Den varme, som et ammeindlæg af uld giver, er særligt rar i de første uger med amning. Kroppen skal lære at regulere mælkeproduktionen, og du har måske smerter ved amning eller en følelse af, at brysterne ikke rigtig kan holdes i ro. Her kan et stort uld ammeindlæg være en kærkommen tilføjelse til ammegarderoben, ligesom det også er dejligt at have brystet pakket ind i uld, når du skal ud og lufte barnevognen i bidende kulde.

En anden fordel ved uld ammeindlæg er at de kan vaskes og bruges igen, og de hører dermed til gruppen af genanvendelige ammeindlæg. Du undgår at smide en masse engangsprodukter ud, og du har altid et par rene indlæg klar til næste skift.

ammetøj ammetop illustration af kvinde der ammer baby

Mælkeknuder og brystbetændelse

Hvis du oplever en øm knude i brystet eller et spændt område, kan det føles rart at holde brysterne lune med et par bløde ammeindlæg af uld. En mælkeknude – også kendt som en stoppet mælkekirtel eller tilstoppede mælkegange – mærkes ofte som et hævet eller knudret område på brystet, hvorfra mælken ikke flyder så let. Uld ammeindlæg eller brystvarmere kan give komfort, men de behandler ikke i sig selv problemet.

LÆS MERE: 7 råd mod mælkeknuder: Symptomer, forebyggelse og behandling

Fortsæt med at amme efter barnets behov, og undgå at forsøge at tømme brystet ekstra grundigt eller at massere hårdt på det ømme område. Hvis knuden ikke bliver bedre, eller du er bekymret, bør du kontakte din sundhedsplejerske eller læge.

Hold også øje med tegn på brystbetændelse, som kan opstå når som helst i ammeperioden – men særligt i den første tid efter fødslen, hvor mælkeproduktionen er ved at finde sit leje.

Symptomer på brystbetændelse kan være:

  • Et rødt, varmt og hævet område på brystet
  • Tiltagende smerter
  • Smerter, når barnet lægges til
  • Feber
  • Kulderystelser
  • Hovedpine
  • En følelse af at være syg eller have influenza

Har du begyndende brystbetændelse, kan du med fordel lægge noget koldt på det berørte område, da det dæmper inflammationen. Det kan være en frossen pose ærter pakket ind i en stofble, eller en frossen køle- varmepose. Det er vigtigt at fortsætte amningen efter babys behov, så brystet får afløb for mælken – også selvom det gør ondt.

At bruge uld ammeindlæg mellem amninger kan give komfort, men erstatter ikke professionel hjælp. Hvis du får høj feber eller er i tvivl, bør du altid kontakte dit fødested (hvis det er kort tid efter fødslen) eller din egen læge for rådgivning.

Kilder: Sundhed.dk

Læs også

guide til at finde bedste amme bh

Guide: 5 gode råd til at vælge amme bh

hvor ofte skal man amme en nyfødt

Amning af nyfødt: Hvor ofte og hvor længe skal baby spise?

amning for lidt mælk kvinde ammer baby

Har jeg for lidt mælk? 5 tegn du skal kende

13 gode ammestillinger mor ammer baby liggende

13 gode ammestillinger