Amningen duede ikke, og jeg følte mig som en fiasko
Vi fik skubbet en brystpumpe ind på hjul, og så skulle jeg bare gå i gang. Lulu var en sulten sjæl, og min mælkeproduktion kunne slet ikke producere i de mængder, hun ville have, så der blev suppleret med MME.
Der var desværre ikke meget tid fra personalet til at hjælpe mig med amningen. Den første nat fik jeg ingen søvn. Kim måtte ikke overnatte, og Lulu ville ikke tage fat, så hun og jeg lå og græd samtidig.
LÆS OGSÅ: De 5 hyppigste årsager til at amningen går galt
Jeg følte det som jordens største fiasko, at jeg ikke kunne give min datter mælk, og at jeg måtte ”nøjes” med at give hende MME. Jeg havde hele graviditeten igennem glædet mig til den tæthed, man ville få ved amning og mine egne forventninger var meget høje. Jeg havde gjort alt klar med ammebh’er, ammeindlæg osv., så tanken om, at jeg ikke kunne og dermed ville miste tætheden var rigtig hård.
Sådan fortsatte det de efterfølgende dage vi var indlagt. De mistænkte, at hun havde fået et lille vrid i hendes arm under fødslen. Måske var den brækket. Hun blev scannet, men gudskelov var det blot et slag, så hun fik lidt smertestillende og det blev bedre for hende. Desværre kom det ikke meget videre med amningen.
I dag er hun 7 måneder og er en glad pige, som får flaske (og grød) på livet løs. Jeg har lært – og også selv sagt – at det at være mor ikke sidder i brysterne.
Til september venter vi en lille dreng. Til en privat scanning sagde jeg, at det blev planlagt kejsersnit. Hans kommentar var ”Ej hvor ærgerligt…synd du ikke kommer til at opleve en rigtig fødsel”!! Desværre var jeg ikke lige forberedt, så jeg fik ikke sagt noget sejt tilbage. Hans ord fik mig tilbage i min lille amme-skammekrog, hvor jeg ikke var god nok, og hvis det ikke var vaginalt, så var det ikke en rigtig fødsel.
Kejsersnit var det helt rigtige for os, og jeg er stolt over at Lulu har boet inde i min mave og også kom ud den vej.