5 gode råd: Sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

Skrevet af Camilla Garby-Dreyer i samarbejde med Jannie Dobel, urogynobs fysioterapeut ved Klinik for Delte Mavemuskler
3. december, 2020

Kejsersnit
8 min.

Den nybagte mor kan fristes til at tænke, at helingen af ar efter kejsersnit klarer sig selv, men det er ikke helt tilfældet. Uden den nødvendige opmærksomhed risikerer du et generende ar, og dårlig helingsproces kan i værste fald føre til nedsat fertilitet, blæreproblemer og smerter i underlivet.

Hvordan behandler jeg mit ar efter kejsersnit?

Gode råd efter kejsersnit indgår ikke altid i fødselsforberedelsen og de rutinemæssige jordemoderbesøg, og desværre får personalet på fødegangen sjældent understreget vigtigheden af bl.a. arvævsmassage. Vi har derfor samlet 5 gode råd til behandling af dit kejsersnit ar, så du er bedre rustet til den ny tilværelse som kejserinde.

1. Lær dit kejsersnit ar at kende

Mange af os har tendens til at være berøringsangst, når det kommer til kroppens funktioner, ligesom det er udbredt at være ræd for blod og nåle. Som nybagt kejserinde kan det imidlertid være en rigtig god ide at sætte dig ind i, hvordan kroppen heler, da det kan give dig en bedre forståelse for, hvordan du bedst plejer dit kejsersnitar.

Hvad er arvæv?

Arvæv er sammenvoksninger mellem kroppens forskellige vævs lag, og det kan brede sig. Forestil dig en bog, hvor du frit kan bladre for at læse siderne. Siderne bevæges let og ubesværet. Pludselig kommer du til at spilde cola ned i bogen, og nogle af siderne klistrer sammen.

Det er det samme, som sker ved arvæv – vævet klistrer sammen, og som med colaen begrænses skaden ikke kun til området, hvor dråben lander. Når vævet er klistret sammen, bliver det hårdt, uelastisk og blodtilførslen til området er nedsat.

Arvæv efter kejsersnit

Når et barn skal forløses ved kejsersnit, skal kirurgen igennem hele syv lag, før baby kommer til syne. Hertil kommer bindevævslagene, der bedst kan beskrives som en slags “støttestrømpe”, der holder sammen på alle vores muskler og organer.

 

Den 12-15 cm lange linje på maveskindet er altså kun toppen af isbjerget, og arvævsmassage skal derfor ikke alene ses som en kosmetisk foranstaltning. Den rette pleje kan forebygge smerter i arret og modvirke, at du får et stramt og hårdt kejsersnit ar med føleforstyrrelser.

ar-efter-kejsersnit-illustration-af-lag

2. Massér arret

Arvævsbehandling kan være blid eller gå mere i dybden, afhængig af person og ar. Nogle har nemt ved at røre kejsersnitarret, mens andre føler det grænseoverskridende og væmmeligt. Hvis du er mere tryg ved at overlade massage af arret til en professionel, kan du søge hjælp hos en osteopat, kranio-sakralterapeut eller fysioterapeut med speciale i arvæv.

  • Efter 1 døgn: Det store plaster, der dækker operationssåret, kan fjernes efter 24 timer. Typisk vil en sygeplejerske gøre det for dig. Her er det også sikkert at tage det første bad siden fødslen, men du skal ikke røre såret.
  • Efter 1 uge: De små plastre/strips begynder  at “flosse” og kan nu pilles af. Hvis de er genstridige hjælper det at tage et varmt bad eller bruge lidt olie. Du kan evt. fortsætte brugen af kirurgisk tape for at holde sammen på arrandene.
  • Efter 4 uger: Behandlingen efter et kejsersnit kan opstartes ligeså forsigtigt efter en måned, eller når selve såret er helet, hvilket typisk sker efter 5 ugers tid, hvis der ikke har været komplikationer. Her begynder du at vænne arret til berøring for at forberede nervesystemet på, at alt er ok. Start med at vænne huden omkring arret og selve arret til berøring – måske i første omgang ved at ae udenpå tøjet.
  • Efter 6-8 uger: Nu kan du begynde at massere arret blidt i små cirkler. Husk at trække vejret samtidigt. Det kan godt svie lidt, når du begynder at “arbejde” med dit kejsersnit ar. Svie og ømhed betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt, men det kan være en god ide at tage et par dages pause.
  • Efter 10-12 uger: Nu er det tid til at strække vævet mere i dybden, og du kan begynde at strække og ”løfte” en smule i arret. Mærk efter hvor dit ar mærkes stramt. Her holder du et blidt træk, og mærker hvordan vævet langsomt giver sig/smelter mellem dine fingre. Det må stadig ikke give smerter, men behandlingen kan føles grænseoverskridende og lidt ubehagelig. Husk at trække vejret dybt imens.

3. Brug englehud til dit kejsersnit ar

Du bliver syet med både indvendige og udvendige sting, som opløses af sig selv i løbet af 4-5 uger. Efter plaster og strips er fjernet en uges tid efter operationen, kan du selv fortsætte med at dække arret med kirurgisk tape – også kaldet englehud, som “holder” på arret og støtter sårrandene.

Det er ikke nødvendigt at fjerne det, når du går i bad, og det samme stykke englehud kan sidde cirka 14 dage ad gangen. Arret skal dog også have luft indimellem, ligesom du naturligvis skal fjerne den kirurgiske tape, hvis du masserer med olie eller creme.

4. Brug olie til dit ar efter kejsersnit

Fra vævet er helet, omkring fire uger efter operationen, er det en god idé at begynde at bruge olie til dit arvæv. Du kan starte med at påføre en lille portion, når du lige så forsigtigt skal begynde at arbejde med arret jævnfør trin-for-trin-guiden ovenfor.

En lækker olie, som f.eks. the kind oil, gør arvævsmassagen lettere, mens huden tilføres nærende stoffer. Vælger du en naturlig olie med E-vitamin mindskes irritation og rødme, og arret vil – ved daglig brug – komme til at fremstå mindre synligt.

Creme til dit ar

Når det kommer til cremer og salver til ar og strækmærker, er det vigtigt at træde varsomt, da visse producenter lover mere, end de kan holde. Der findes flere forskellige produkter på markedet, og du risikerer at bruge rigtig mange penge uden at opnå det ønskede resultat.

Creme til ar efter operation vil aldrig få arret til at gå væk, men ligesom olie kan cremer med E-vitamin hjælpe ar-helingen på vej. Desuden vil en god creme lindre evt. kløe i arret og føles rart i forbindelse med den vigtige arvævsmassage.

5. Hold øje med arrets heling

Et blåt mærke, f.eks. efter et slag i hovedet, skifter farve over tid. I løbet af den tid det tager det forslåede område at hele, vil du se nuancer af både sort, rød, gul og grøn. På samme måde vil et ar efter kejsersnit ændre karakter i løbet af helingsprocessen. Her følger de typiske bekymringer i forbindelse med kejsersnit heling.

Mit kejsersnit ar er rødt

Der er ikke nødvendigvis grund til bekymring, hvis dit kejsersnit ar er rødt. Ofte vil det fortage sig, hvis du giver arvævsmassagen en lille uges pause. Hvis arret samtidig er hævet og føles varmt, kan rødmen imidlertid være tegn på infektion, og så er det vigtigt at søge læge.

Mit ar buler

I alle typer ar kan der opstå fortykkelse i den tidlige helingsproces, men det vil som regel gå i sig selv uden problemer. Hvis der derimod flere måneder efter operationen opstår fortykkelse, og det spreder sig videre end arrets oprindelige grænser, skal du reagere.

Det kan være, at du har udviklet et såkaldt keloid-ar. Denne type ar opstår, når hudcellerne producerer for meget af proteinet kollagen, hvilket især sker hos mennesker med mørk hud. I visse tilfælde er det kun et spørgsmål om æstetik, men hvis et keloid-ar giver anledning til længevarende ømhed og kløe, kan man få behandling via egen læge.

Mit ar er hårdt

Mens de fleste kejsersnitar fremstår som en tynd streg i niveau med huden omkring, oplever nogle kejserinder, at deres ar trækker indad og hæfter sig fast i den underliggende muskelhind. Vævet over arret vil pose ud, så du får en ”pølse” på maven, der hvor dit kejsersnit ar buler ud.

Er dit kejsersnit ar hårdt, eller døjer du med et meget stramt kejsersnit ar, kan det desuden føre til længerevarende begrænsninger i din bevægelighed.

Mit ar føles stramt

Hvis du oplever, at dit ar er stramt, kan det på samme måde som et hårdt ar føre til en udposning af den omgivende hud. Det er vigtigt at være på forkant med en masse massage, så vævet får mere bevægelse, næring og blodcirkulation samt bliver mere elastisk.

Mit ar er følelsesløst

Et kejsersnit vil – som enhver anden operation – påvirke nerverne, og det er normalt at opleve føleforstyrrelser. Nogle kvinder oplever nedsat følelse i flere år efter deres kejsersnit. Det kan være en “fremmed” og lidt ubehagelig oplevelse, men du skal ikke være bekymret for, at det er farligt.

I tilfælde af vedvarende føleforstyrrelser må du aktivt hjælpe din hjerne med at genkende området, som en ny del af dig. Noget så simpelt som at nusse arret et par gange om dagen kan hjælpe nervesystemet på vej, så du ligeså langsomt får følelse tilbage i huden omkring operationsarret.

Smerter i ar efter kejsersnit 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at du vil opleve smerter efter et kejsersnit. Her er trods alt tale om et kirurgisk indgreb, og du får brug for at tage en god portion piller, som i første omgang bliver udleveret på hospitalet.

Den rette smertebehandling er afgørende for, at du kan komme ud af hospitalssengen og tage dig af den lille ny.

I de næste 2-3 uger efter kejsersnittet vil du måske opleve en følelse à la menstruationssmerter. Det er helt normalt. Ved behov kan du tage håndkøbsmedicin i form af Panodil, Pinex og Pamol, hvilket fint kan gøres, selvom du ammer eller pumper. Som naturlig smertelindring kan du desuden bruge momkinds køle-/varmepose.

Smerter og gener efter kejsersnit varierer fra person til person, ligesom vi italesætter vores oplevelse af smerte forskelligt. Det er vigtigt at skelne mellem svie, ømhed og decideret smerte. Hvis dit kejsersnit ar gør ondt, skal du naturligvis tage kontakt til din læge – hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Hvad kan man gøre ved ældre ar fra kejsersnit?

Lad os slå fast med det samme: Ingen ar er for gamle til at blive behandlet. Du kan fortsætte (eller påbegynde) den dybe arvævsmassage flere år efter junior er kommet til verden – både på egen hånd eller med vejledning fra en fysioterapeut.

kejsersnitar-cecilie-fuldt-helet

De fleste kejserinder finder med tiden fred med deres ar og den historie, der ligger i det. Ja i en travl hverdag med bleskift og leverpostejmadder kan man endda helt glemme at det er der!

Et særligt hårdt og stramt indtrukket ar kan korrigeres ved at en plastikkirurg løsner ar-bindingerne mod bugvæggen, så randene af arret løftes i niveau med den omgivende hud på maven. Andre vælger at få mindsket deres kejsersnit ar ved hjælp af laserbehandlinger. Begge dele er imidlertid en dyr affære, hvorfor du bør overveje det grundigt og træde varsomt frem.

Her til slut er det dog vigtigt at minde om, at alle graviditeter, fødsler og derfor også ar er unikke – ikke to er ens. Nogle mennesker danner mere arvæv end andre, og du bør derfor ikke sammenligne dit ar efter kejsersnit med din venindes.

Kilder: Jannie Dobel – urogyn fysioterapeut og Regionshospital Nordjylland