Hvis jeg havde vidst, hvor svært det ville være, havde jeg nok aldrig gjort det. Og når jeg ser tilbage på det i dag, forstår jeg ikke, hvor jeg fik kræfterne til at kæmpe.

Jeg husker den første tid med min datter som værende præget af smerter, tårer, vrede, frustration og en stærk følelse af min egen utilstrækkelighed som mor. For hvis jeg ikke engang kunne give mit barn mad, hvad kunne jeg så?

Da jeg fik mit første barn i 2011, havde jeg ikke forberedt mig på amning. Fødslen havde jeg forberedt mig på ved at gå til fødselsforberedelse, og det kan da også godt være, at de havde nævnt noget om amning i en bisætning til en af de tre gratis fødselsforberedelseskurser, jeg var til. Hvem ved. Jeg ved bare, at fødslen fyldte meget, og selv hvis de havde nævnt noget om amning på kurset, var der ikke noget af det de havde sagt der hjalp mig, da jeg sad med min nyfødte datter i armene og kæmpede med at få hende lagt til mine helt ubrugelige bryster.

Jeg havde nemlig én flad og én indadvendt brystvorte, og mine bryster var kort sagt bare ikke egnede til at amme. Der gik over et halvt døgn efter fødslen, inden min datter fik fat, og allerede efter den første amning fik jeg sår.

Verdens dårligste mor

Det kan godt være, at en god mor ikke sidder i brysterne, men jeg følte mig alligevel som verdens dårligste mor. Aldrig har jeg følt så meget afmagt. Aldrig har jeg følt mig så uduelig som mor. Og sjældent har jeg kæmpet så meget for at få noget til at fungere.

I de første par dage efter fødslen, inden mælken løb til, bekymrede jeg mig om, at den aldrig ville komme. Jeg vidste ikke engang om det var en reel mulighed, eller hvor ofte det skete at mælken ikke løb til – men jeg var rædselsslagen for at det ville ske for mig.

LÆS OGSÅ: “Jeg har grædt flere tårer på toilettet end til sørgelige tøsefilm!”

Det kom meget bag på mig, at jeg intet vidste om en så fysiologisk normal og naturlig del af menneskekroppens funktioner. Jeg er trods alt uddannet læge, og der er mange ting om kroppen som jeg ved og forstår. Men da det kom til amning, opdagede jeg, at jeg var fuldstændig blank. Det var som om nogen havde revet siderne om amning ud af pensum på medicinstudiet, for jeg havde aldrig lært noget om det.

Frygten for at mine brystvorter ville falde af

Den dag i dag kan jeg faktisk ikke huske hele forløbet i detaljer. Sådan er det med enkelte ting i mit liv – min hjerne visker dele af oplevelsen ud, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af hvad der skete, uden at huske detaljer.

Jeg husker, at jeg havde store, randformede sår hele vejen rundt om den ene brystvorte, som lignede at den hang på en stilk. Min mand og jeg troede begge to, at den ville falde af. Jeg husker, at jeg forsøgte at få hjælp, men at alle fagfolk sagde, at min datters teknik var korrekt på trods af mine sår og smerter.

Jeg husker, at der gik måneder inden sårene havde helet tilstrækkeligt op til, at jeg kunne komme ud af badet og vikle et håndklæde om mig selv uden smerter, når håndklædet ramte de åbne sår på mine bryster. Jeg husker, at jeg brugte timer på at søge vejledning og information på nettet.

Jeg husker at få brystbetændelse en aften, hvor jeg fik så høj feber på så kort tid og rystede så voldsomt over hele kroppen, at jeg var bange for, at det var kramper. Hverken min mand – som også er læge – eller jeg havde set noget lignende før, og vi forstod ikke hvad der skete, indtil vi tog min temperatur og opdagede, at jeg havde en temperatur på 41. Jeg har aldrig haft så høj feber hverken før eller efter.

Jeg husker følelsen af at skulle være der for mit nyfødte barn, og samtidig være så syg at jeg ikke kunne stå op. Jeg husker, at jeg røg på hospitalet og kom i behandling. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt i forløbet udskrev medicin mod både svamp og mod betændelse i sårene til mig selv, fordi jeg havde læst, at man kunne behandle sår, der ikke ville hele på den måde. Det var at skyde med spredehagl i desperation.

 LÆS OGSÅ: De 5 bedste råd mod ømme brystvorter 

Jeg husker også, at jeg tog til en La Leche League ammecafé, hvor der var nogen der sagde noget til mig om min datters teknik, som gjorde en stor forskel. Jeg kan ikke huske præcis hvad det var, men jeg husker at efter besøget på den café, samtidig med behandlingen for svamp og betændelse i sårende, blev tingene bedre. Sårene begyndte gradvist at hele, og jeg kunne så småt amme uden smerter efter mere end to måneder i smertehelvede.

Jeg er stolt af den kamp, vi kæmpede sammen

I dag er mine brystvorter helt normale, bortset fra en tyk bræmme af hvidt arvæv rundt om hver brystvorte. Det er hvad der er tilbage af de store sår, jeg havde. En evig hvid tatovering der fortæller historien om den kamp, min datter Sienna og jeg kæmpede for at få lov til at amme. Præcis ligesom hun til stadighed passer på sine søstre og hjælper dem, banede hun vejen for dem allerede som nyfødt, fordi forløbet med hende omdannede mine brystvorter og gjorde de to næste ammeforløb markant nemmere. Og når jeg ser det på den måde, bliver jeg så stolt af både hende og mig selv, og den kamp vi kæmpede sammen.

Mit forløb gjorde, at jeg besluttede mig for at lære alt hvad jeg kunne om amning, så jeg en dag kunne hjælpe andre i samme situation. I 2015 tog jeg et 90 timers ammekursus for at blive IBCLC-certificeret ammerådgiver, og jeg er den dag i dag stadigvæk den eneste læge i Danmark, der har taget det kursus. Jeg deler ud af min viden på min Instagram-profil maelkevejen.nu og på min hjemmeside af samme navn.

Kilde: Mælkevejen