Ventetøj: Den store guide til dit graviditetstøj

Udgivet | Senest opdateret | Af Anne Sofie Bysted, team momkind

Under en graviditet vil kroppen uundgåeligt ændre sig, og du vil opleve at dit eget tøj begynder at stramme og/eller sidde ubehageligt. Uanset om det skyldes oppustethed, voksende bryster, hævede ankler eller den runde babybule, der selvfølgelig tager mest af opmærksomheden, så er det en god anledning til at få set garderoben efter i sømmene.

Hvornår får jeg brug for ventetøj?

Kroppen kan allerede begynde at ændre sig kort tid efter, at de to streger har vist sig på graviditetstesten. Mange gravide bliver f.eks. oppustede i første trimester, før den egentlige babybule begynder at vise sig. Hvis din mave vokser hurtigt i starten, skyldes det graviditetshormonernes påvirkning, og det er altså helt normalt.

Selvom der “kun” er tale om luft i maven og/eller lidt forstoppelse, kan du opleve at alt tætsiddende tøj er totalt no-go. Derfor kan du have glæde af at anskaffe dig nogle bløde graviditetsleggings eller ventebukser tidligt i graviditeten, så maven kan få den plads, den har brug for.

Det samme gælder brysterne, som også hurtigt får en anden fylde, end man er vant til. Hvis du tilmed oplever ømme bryster, hvilket for nogle er det første tegn på graviditet, så er det ekstra vigtigt at komme ud af den gamle bøjlebh.

Til voksende, følsomme bryster og ømme brystvorter, er det en fordel at anskaffe sig en blød gravidbh, som hverken strammer eller gnaver.

 LÆS OGSÅ: Guide: 5 gode råd til at vælge amme bh

Hvis du alligevel skal på jagt efter en ny bh under graviditeten, kan du overveje en amme-bh, som du formentlig alligevel får brug for efter fødslen. Amme-bh’er er typisk lavet i et blødt og elastisk materiale, som giver plads til kroppens forandringer både før og efter fødslen.

En crossover bh er et godt bud på en diskret amme-bh, som sagtens kan bruges allerede i graviditeten uden at at afsløre for meget, og som senere hen er perfekt til de mange natamninger med et spædbarn.

Behøver jeg at købe ventetøj, når jeg er gravid?

Du behøver ikke købe decideret ventetøj, fordi du er gravid. Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas, og at dit tøj sidder behageligt. Afhængig af din garderobe inden du blev gravid, kan du nøjes med at tilføje nogle oversized styles, bukser med ekstra elastik og leggings selvfølgelig.

Behovet for ventetøj vil også tit komme an på årstiden. Hvis du er højgravid om sommeren, er et par flagrende sommerkjoler måske alt du har brug for – uden at du behøver investere i særlige ventekjoler.

Selv hvis du ikke ønsker at købe ventetøj i graviditeten, kan du komme langt med et par basisvarer tilføjet til din ellers normale garderobe. De essentielle behov for påklædning er leggings og/eller shorts med ekstra plads til maven, lange undertrøjer/ammetoppe og et par bløde amme-bh’er, som alligevel kan bruges efter fødslen. Og man går heller aldrig galt i byen med en lækker morgenkåbe.

Hvordan finder jeg den rigtige størrelse i ventetøj?

Ofte vil du skulle vælge den tøjstørrelse, du brugte inden graviditeten. Har du f.eks. altid købt trusser i størrelse medium, skal du formentlig også have fat i en medium, når der f.eks. skal købes graviditetstrusser. Med en amme-bh eller gravidbh bør du som regel gå en størrelse op.

Det kan imidlertid være en vanskellig affære at finde graviditetstøj, når man uge for uge bliver større og måske ikke rigtig føler, at man kan genkende sin krop. Måske du altid har været slank af bygning og nu står og overvejer, om du har brug for plus size graviditetstøj.

LÆS OGSÅ: Vægtøgning og graviditet: Hvor meget skal man tage på?

Husk på, at vægtøgning i graviditeten er helt normalt. Det er ikke kun babyen, der vejer. Ekstra vand i kroppen – især i benene – kan også have betydning for, hvilken størrelse du skal bruge i f.eks. graviditetsstrømpebukser og graviditetsleggings.

Heldigvis har de fleste brands en udførlig størrelsesguide til ventetøj, og så er det ellers bare frem med målebåndet.

Hvor kan man købe pænt ventetøj?

Momkind

Hos momkind har vi et bredt udvalg af ventetøj til gravide, såsom leggingsshortskrydsbh og underbukser. Momkinds graviditetstøj og ammetøj er lavet i blødt, åndbart bambusviscose og certificeret i henhold til STANDARD 100 by OEKO-TEX®.

Boob

Svenske Boob er et bæredygtigt ventetøjsmærke, der laver klassiske graviditets- og amme-styles i høj kvalitet. Her finder du bl.a. bløde gravidtrusser, ammetoppe og bukser i neutrale farver.

Zizzi Maternity

Zizzi er en dansk tøjkæde, der skaber moderigtigt tøj til kvinder i størrelse 42-60, og her er også plus size ventetøj og ammetøj, så du f.eks. let kan finde behagelige gravidleggings og ammebh til stor barm.

Milker

Det danske mærke Milker specialiserer sig i ammetøj, som navnet indikerer, men har også et godt udvalg af ventetøj. Her er tale om stilsikkert, behageligt tøj i merinould, økologisk bambus og bomuld.

Mamalicious

Mamalicious er et populært dansk mærke ventetøj og ammetøj under Bestseller-koncernen. Det er et budgetvenligt mærke, og udvalget er bredt, så der er noget for enhver smag.

Vero Moda Maternity

Vero Moda, et andet Bestseller-brand, har en Maternity-kategori med fokus på feminitet og komfort. Stilen er skandinavisk mode med de nyeste trends for øje, og priserne ligger i den lave ende.

H&M Mama

Det svenske tøjimperium producerer naturligvis også ventetøj og tøj til ammeperioden – inklusiv gravid-undertøj, og Mama-kategorien har lave priser, som det gælder for de øvrige H&M-brands.

Enula9

I butikken i København og på Enula9s webshop finder du gravid- og ammevenligt tøj samt lækre designermærker til ikke-gravide, og så forhandler Enula9 en bred vifte af babytøj og -tilbehør i høj kvalitet.

MamaMilla

MamaMilla er en stor dansk webshop, der udover at have alt til baby, forhandler gode basisvarer til graviditet og amning – herunder gravid-tøj, amme-bh’er, brystpumper og lækre plejeprodukter til mor.

Esprit Maternity

Esprit er et kvalitetsmærke med rødder i San Fransisco, 1968. Der er tale om behagelige klassiske styles i god kvalitet til fornuftige priser, og der er kommet et rigtig fint udvalg af elegant ventetøj.

Asos Maternity

I gigant-onlineshoppen Asos er der mærker og priser for enhver smag, og de har i øvrigt lanceret egen linje ventetøj Asos Maternity med et fint udvalg af budgetvenlige styles, du kan bruge under din graviditet.

5 gode råd når du skal købe ventetøj

  1. Køb en stretchy amme-bh allerede i graviditeten, når brysterne begynder at vokse
  2. Investér i løse joggingbukser og bløde leggings i første trimester
  3. Lån venindernes gamle graviditetstøj eller køb brugt ventetøj på f.eks. Reshopper
  4. Vælg ventetøj som senere kan bruges som ammetøj, f.eks. oversized skjorter med knapper
  5. Fremhæv din smukke gravide krop!

Du fortjener tøj, som du føler dig godt tilpas i. Det kan føles lidt fjollet at investere i tøj, som du ikke kan bruge så længe, men på den anden side er det vigtigt med lidt selvforkælelse, når man føler sig træt og tung eller døjer med diverse gravidgener.

Desuden er det vigtigt at huske på, at meget ventetøj fint kan bruges langt ind i det fjerde trimester – f.eks. vil du elske at gå med dine gravidleggings i barslen under ammevenlige kjoler, når maven måske stadig buler lidt.

Undertøj når du er gravid

Der er ikke nogen grund til at gå med gnavende bh’er og trusser, der generer i lysken. Det inderste lag skal være på plads, når maven vokser og kroppen ændrer sig. Der findes en masse undertøj lavet særligt til gravide, men mange vil også være glade for at bruge en amme-bhallerede i graviditeten.

Det er ikke sikkert, at du har brug for deciderede graviditetstrusser for at klare dig gennem graviditeten, men måske er du nødt til at lægge din sædvanlige g-streng eller blondetrusse på hylden for en tid. Ofte kan det være nok, at skifte underbukserne ud med nogle store mormortrusser i et blødt materiale.

Der skal dog også dog også være plads til at føle sig lækker, og der findes efterhånden ret meget fint lingerie til gravid. Her er det jo nærliggende at fremhævemomkinds g-streng til gravide, som giver dejlig støtte på mave og lænden, men samtidig fungerer som en almindelig – omend mere blød og behagelig – g-streng, der er superpraktisk under f.eks. stramme kjoler og leggings.

Strømpebukser når du er gravid

Hvis du går koldere årstider i møde med den voksende mave, er strømpebukser til gravide geniale til at holde dig varm under kjoler og nederdele. Mange ventetøjsmærker laver graviditetsstrømpebukser med god plads og måske endda lidt støtte til maven. Vær obs. på størrelsesguiden og vælg gerne de lidt tykkere af slagsen.

Bukser og leggings når du er gravid

Buksesituationen er noget af det første, der bliver udfordret, når en graviditet melder sig på banen. Du vil typisk opleve, at maven er lidt ekstra oppustet (måske endda forstoppet) i det første trimester pga. hormonernes raseren, og herefter begynder baby som bekendt at fylde mere og mere.

Et populært trick, der kan forlænge dine buksers levetid en smule, er at bruge en elastik i knapåbningen af dine bukser, så du ikke behøver at lukke dem helt. Det kræver dog, at du har en løs skjorte eller oversized t-shirt udover, hvis du ikke skal afsløre, at Tivoli er åben.

Allerede tidligt i svangerskabet vil graviditetsleggings være guld værd; som hjemmebukser efter en lang dag på arbejdet, til træning eller som erstatning for bukser. Leggings har som bekendt den fordel, at de er stretchy, og gravidleggings udvider sig i takt med, at maven vokser, så der ikke er noget der strammer.

 LÆS OGSÅ: De 10 bedste råd mod vand i kroppen, hævede fødder og ben

De bedste graviditetsleggings er de, der giver aflastning og støtte lænd og mave, og her er momkinds belly support leggings et rigtig god bud. Her er der i øvrigt også taget højde for, at mange gravide oplever hævede ben og fødder. Buksebenene er således lavet lidt løsere i elastikken, så der ikke er noget der strammer ved anklerne.

Bluser, trøjer og t-shirts, når du er gravid

Afhængig af størrelsen på din mave, vil du nok på et tidspunkt opleve, at dine bluser og trøjer begynder at stumpe midt på maven, uanset hvor meget du prøver at hive dem ned. For nogen vil problemet være let at løse ved at gå i mere oversized tøj eller store skjorter, som de allerede har i skabet.

Hvis du er højgravid i vinterhalvåret, kan du overveje at investere i et par lange undertrøjer eller bluser, som dækker maven og beskytter den mod kulde. Her er det ikke nødvendigvis vigtigt, at der er tale om ventetøj, så du kan overveje at finde nogle lange bluser, som du alligevel vil have lyst til at bruge efterfølgende.

Kjoler når du er gravid

Kjoler er et oplagt valg, når det kommer til ventetøj, fordi der ikke er noget, der strammer midt på maven. Der findes så mange fine graviditetskjoler, at det er let at finde nogle styles, som du rent faktisk har lyst til at bruge efter graviditeten.

Hvis du har lyst til at vise babybulen frem, vil en tætsiddende kjole fremhæve din gravide krop på smukkeste vis, mens en løs kjole giver masser af plads og luft til maven. Du kan evt. gå efter ammevenlige kjoler med knapper, så du kan bruge dem efter fødslen, hvis du planlægger at amme.

I vinterhalvåret kan dine ventekjoler kombineres med graviditetsleggings eller strømpebukser, og hvis du normalt bruger undershorts eller cykelshorts til dine kjoler om sommeren, er graviditetsshorts geniale til at støtte mave og lænd, mens de forhindrer lår, der gnubber mod hinanden.

Et par sandfarvede belly support shorts fra momkind er diskrete og kan bruges under de fleste kjoler, og hvis du bliver rigtig glad for pasformen, findes de også i farverne brun og matcha, som kan spice ethvert outfit op.

Badetøj når du er gravid

Mange gravide er glade for at bevæge sig i vand, fordi en tur i poolen for en kort stund gør kroppen vægtløs. Det er en god form for skånsom motion. Som maven vokser, kan det dog være nødvendigt at finde badetøj som kan indeholde den voksende dunk og hverken strammer eller kryber op.

Nogen vil måske argumentere for, at det er penge ud af vinduet, når en gravidbadedragt eller bikini kun kan bruges for en kort stund. Men igen, tænk komfort og selvforkælelse og husk på, at du altid kan donere dit brugte ventetøj, ligesom man kan forære brugt babytøj til f.eks. Mødrehjælpen. Og så lever vi heldigvis i en tid, hvor det er moderne at købe secondhand, hvilket altså også gælder for brugt ventetøj.

Læs også

Vitaminer som gravid: Hvilke kosttilskud skal jeg tage?

Hvad er symptomerne på bækkenløsning?

Alt hvad du behøver vide om plukveer

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid