Jeg var sat til den 3. oktober, men der skulle gå 14 dage mere, før hun gad at komme til verden. Den 17. oktober 2019 – 3 dage efter ankomst på Rigshospitalet, kom Lulu til verden ved akut kejsersnit. En stjernekigger med en kampvægt på 4438 g.

Et skud morfin og ve-drop

Jeg fik lavet en hindeløsning og da der efter et par dage ikke var sket noget og vi nærmede os 14 dage over termin, besluttede vi sammen med fødegangen at tage hen på hospitalet. Vi blev taget godt i mod og fik lov til at sove på en lille fødestue. Min mand i en fødeseng og jeg på gulvet med et skud morfin.

Om morgen kl. 07.00 var det tid til morgenmad og saftevand. Herefter blev jeg undersøgt om der var sket mere. Det var der ikke rigtigt. Veerne var der, men de var ikke kraftige nok. Jeg kom på ve-stimulerende drop omkring middag, og for at tage toppen, ville jeg godt have lattergas. Det virkede ikke på den stue, så vi blev opgraderet til stue 9, med dobbeltseng og mere plads. Og så gik tiden!

Stik mig en epidural!

Droppet blev skruet op til 180 og nu skulle der vist mere til end det der lattergas. Der blev kaldt på ”epidural-manden” og han kom med sin magiske sprøjte. Jeg var i himlen og kunne igen tale med jordemoderen og min mand.

Vi havde den bedste stjerne-jordemoder i Kristina. Vi ville have nået at få over tre jordemødre, men hun endte med at tage en dobbeltvagt med mig, Kim, slik og musik på stuen.

Én gang i timen kom læge med studerende og andet sundhedspersonale ind for at undersøge, skifte kateter og synge med på musikken. De kunne mærke at både baby og jeg var trætte.

 LÆS OGSÅ: ”Igangsættelse, ballonkateter og så et kejsersnit!”

Hun blev stresset hver gang jeg lå på ryg eller på siden. Inden jeg kunne sove en lille lur ville jeg op og stå og Kristina sagde med et smil ”Gud jeg har slet ikke set hvor høj du var..”(er 155 cm høj). På det tidspunkt havde jeg ikke været oppe i 11 timer.

Efter 18 timer på ve-stimulerende drop og dertilhørende epidural, blev det kl. 05.00 besluttet i fællesskab, at det der kejsersnit nok var en god idé.

Jeg var helt flad og kunne ikke mere. Min krop var mørbanket efter ikke at have sovet i flere dage op til, og jeg faldt hele tiden i søvn. Jeg kan slet ikke huske, at jeg så hende lige efter kejsersnittet. I dag er jeg glad for, at Kim har optaget hele fødslen på video.

Vi blev kørt til opvågning og der fik jeg mulighed for at holde vores lille pige rigtigt. For 20. gang skulle katederet ud, og jeg skulle gå lidt rundt. Lægen kom forbi for at sige tillykke, og jeg blev senere kørt hen til den stue, hvor jeg skulle være de næste par dage.

Amningen duede ikke, og jeg følte mig som en fiasko

Vi fik skubbet en brystpumpe ind på hjul, og så skulle jeg bare gå i gang. Lulu var en sulten sjæl, og min mælkeproduktion kunne slet ikke producere i de mængder, hun ville have, så der blev suppleret med MME.

Der var desværre ikke meget tid fra personalet til at hjælpe mig med amningen. Den første nat fik jeg ingen søvn. Kim måtte ikke overnatte, og Lulu ville ikke tage fat, så hun og jeg lå og græd samtidig.

 LÆS OGSÅ: De 5 hyppigste årsager til at amningen går galt

Jeg følte det som jordens største fiasko, at jeg ikke kunne give min datter mælk, og at jeg måtte ”nøjes” med at give hende MME. Jeg havde hele graviditeten igennem glædet mig til den tæthed, man ville få ved amning og mine egne forventninger var meget høje. Jeg havde gjort alt klar med ammebh’er, ammeindlæg osv., så tanken om, at jeg ikke kunne og dermed ville miste tætheden var rigtig hård.

Sådan fortsatte det de efterfølgende dage vi var indlagt. De mistænkte, at hun havde fået et lille vrid i hendes arm under fødslen. Måske var den brækket. Hun blev scannet, men gudskelov var det blot et slag, så hun fik lidt smertestillende og det blev bedre for hende. Desværre kom det ikke meget videre med amningen.

I dag er hun 7 måneder og er en glad pige, som får flaske (og grød) på livet løs. Jeg har lært – og også selv sagt – at det at være mor ikke sidder i brysterne.

Til september venter vi en lille dreng. Til en privat scanning sagde jeg, at det blev planlagt kejsersnit. Hans kommentar var ”Ej hvor ærgerligt…synd du ikke kommer til at opleve en rigtig fødsel”!! Desværre var jeg ikke lige forberedt, så jeg fik ikke sagt noget sejt tilbage. Hans ord fik mig tilbage i min lille amme-skammekrog, hvor jeg ikke var god nok, og hvis det ikke var vaginalt, så var det ikke en rigtig fødsel.

Kejsersnit var det helt rigtige for os, og jeg er stolt over at Lulu har boet inde i min mave og også kom ud den vej.