Må jeg bruge parfume når jeg er gravid?

Udgivet | Senest opdateret | Af team momkind

Når du ser det positive resultat på graviditetstesten, vil en af dine første reaktioner formentlig blive at undersøge, hvad du må og ikke må i al den tid det tager, at gro et barn. Der findes adskillige anbefalinger og restriktioner for ikke at tale om gamle husråd, så det er helt naturligt at blive lidt bims.

Her skal det handle om reglerne for graviditet og parfume. Den skønne duftevand er nemlig én blandt mange ting, som man bør være lidt varsom med som gravid, og det er faktisk bedst helt at undgå parfumer under graviditet.

Graviditet og parfume

Et af de første symptomer på graviditet er den øgede lugtesans, der ofte kommer ledsaget af en følsomhed over for visse dufte. Det kan blive lidt træls i hverdagen, hvis du pludselig udvikler kvalme af lugte, der er svære at komme udenom – f.eks. din partners aftershave eller chefens eau de toilette.

Du skal vide, at det er naturligt og ganske ufarligt, når gravide ændrer forhold til, hvordan ting dufter/lugter – og for den sags skyld smager. Desuden er det ikke unormalt, at hudens følsomhed ændrer karakter i graviditeten, så du måske pludselig reagerer negativt på din gamle yndlingsparfume.

Må jeg bruge parfume, når jeg er gravid?

En ting er, om man med hormonernes påvirkning af lugtesansen har lyst til at bruge parfume som gravid, en anden ting er om man bør. Det korte svar er, at du bør undgå parfume og generelt skal forsøge at minimere din kontakt til kemikalier under hele graviditeten.

Vælg parfumefrit når du er gravid

Vi bor heldigvis i et land med høj forbrugersikkerhed og et bredt udvalg af parfumefri plejeprodukter og rengøringsartikler. Disse er sjældent dyrere end konventionelle produkter med parfume, og med tydelige miljømærkninger er de som regel nemme at finde på butikshylderne og i diverse webshops.

Hvis du har svært ved at undgå skønne dufte i din hverdag, så kan vi trøste dig med, at der findes rigtig mange lækre naturlige og ikke-allergifremkaldende alternativer til den klassiske eau de parfum. Og er du den krea DIY-type, kan du jo begive dig ud i lidt hjemmebryggeri med naturlige olie og rosenblade fra haven.

Hvorfor må gravide ikke bruge parfume?

I parfume findes stoffer, der vides at være allergifremkaldende og mistænkes for at være hormonforstyrrende og/eller kræftfremkaldende. Derfor anbefales det generelt – og for gravide især – at holde igen med parfume, ligesom vi bør undgå for mange konserveringsmidler og farvestoffer i hverdagen.

Hvad angår æteriske olier gælder det, at nogle dufte kan virke hormonforstyrrende – ja sågar vestimulerende, og fordi der ikke ligger nok forskning på området, er det måske simpelthen smartest at undgå dem helt.

Når du er gravid, bliver skadelig kemi overført til baby gennem moderkagen. Det betyder, at eventuelt allergifremkaldende stoffer kan øge risikoen for, at dit ufødte barn udvikler allergi senere i livet. På samme måde peger forskning på, at fertilitetsproblemer kan skyldes skadelige stoffer i de hudpleje- og rengøringsprodukter, som vores mødre brugte, da de ventede os.

Hvilke skønhedsprodukter er der parfume i?

Du kan måske hurtigt regne ud, at der er parfume i shampoo, sæbe og deodorant, body-/facemists, eau de toilette og hårspray, men der er faktisk også parfume i det meste kosmetik. Eksfolierende scrubs, ansigtsmasker, cremer, olier og lotions (herunder solbeskyttelse) samt barberskum har som regel også parfume på ingredienslisten.

Ja, faktisk havde det været nemmere at opremse, hvilke skønhedsprodukter, der ikke indeholder parfume.

Duft sælger, og fra et praktisk perspektiv kan tilføjelse af duft maskere en dårlig lugt fra en aktiv ingrediens i det pågældende hud- eller hårplejeprodukt. Det gælder f.eks. for nogle serums, at lugten kan være lidt kras, hvis ikke der er tilsat parfume eller æteriske olier. Derudover kan visse parfumestoffer virke som konserveringsmiddel.

Sådan tjekker du, om der er tilsat parfume

Det er som regel ikke svært at se, om et produkt indeholder parfume, da vi i EU har strenge mærkningsregler. Du burde kunne tjekke, om der er tilsat parfume ved at læse mærkatet bag på produktet. Her vil typisk stå “parfum” efterfulgt af en liste over ingredienser i parentes.

Herhjemme har vi ikke tradition for at bruge så meget parfume i hverdagen, og for de fleste forældre vil det f.eks. være uhørt at putte baby i en parfumeret ble. En række velkendte mærker i både supermarkeder, på apoteket og i Matas gør det nemt at vælge de neutrale, allergivenlige produkter.

På emballagen vil producenten ofte fremhæve ”no perfume”, eventuelt ledsaget af ”no parabens”. Her kan du også lede efter Svanemærket, EU-Blomsten eller Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmarks, som garanterer, at produkterne lever op til strenge miljø- og kemikaliekrav.

LÆS OGSÅ: Må man drikke kaffe når man er gravid?

Alligevel kan det være vanskeligt at helgardere sig mod kemi i en moderne verden, hvor vi – bevidst eller ej – omgiver os med kunstige duftstoffer, ligesom det er svært at undgå tilsætningsstoffer i vores fødevarer. Det er i forvejen hårdt at være gravid, så du skal ikke skamme dig, hvis du ikke kan leve op til samtlige anbefalinger hele tiden.

JA, du bør så vidt muligt undgå unødig kemi i graviditeten, og det omfatter brug af parfume, men der er ingen grund til at slå dig selv oveni hovedet, hvis du nu og da snupper et lille stænk Chanel N°5.

Læs også

Kost og graviditet: Sådan skal du spise, når du er gravid

De 7 bedste råd: Alt du skal vide om at flyve som gravid

Komplet pakkeliste til hospitalstasken

Symfyseløsning: 13 gode råd mod smerter i symfysen