Snydt, forkert og alene
Det blev ikke bedre, da to kollegaer var gravide samtidig med mig, og jeg var den eneste, som havde brug for at blive sygemeldt. Det føltes virkelig som et nederlag, og det var særlig hårdt, når folk begyndte at stille spørgsmålstegn ved mine graviditets-komplikationer. Så følte jeg mig anklaget og nødsaget til at skulle forsvare mig selv, i stedet for at møde den forståelse og anerkendelse, jeg virkelig havde brug for.
Før min graviditet var jeg hende veninden, hustruen, naboen, kollegaen, som altid var meget aktiv både fysisk og socialt. Nu kunne jeg intet. Smerter og negative følelser forbundet med graviditeten sammen med urealistiske forventninger og manglende forståelse fra omverden førte til skam og usikkerhed i stedet for ren graviditets-lykkerus. Jeg følte mig snydt, forkert og alene, og jeg bebrejdede min krop for at være så svag!
Hvorfor kunne jeg ikke leve op til graviditets-idealerne og blandt andet gå lange ture med hænderne omkring min mave og smile lykkeligt til alle forbipasserende? Mine smerter gjorde det svært at forberede børneværelse og umuligt at gå ture, selvom gravide jo skal motionere…og de skal også forberede en masse mad til fryseren, mens de stadig passer deres arbejde, holder hjemmet rent og haven fri for ukrudt, går til gravidyoga og svømning, socialiserer med veninderne over koffeinfri kaffe på kaffebaren og shopper små nuttede babysko og økologisk babytøj.
Jeg kunne kun ligge i sengen eller sidde på sofaen med mine smerter og knibeøvelser, mens jeg læste bøger om fødselsforberedelse og købte babyting online. Jeg så med længsel frem til fødslen. Som førstegangsgravid kunne jeg godt have haft brug for at høre, at graviditet ikke nødvendigvis er en svævetur på en lyserød (eller lyseblå) sky, og at det bestemt ikke er alle, som kan kravle rundt og plukke ukrudt på terminsdatoen.
LÆS OGSÅ: “Jeg havde aldrig troet, min verden ville krakelere på grund af graviditet”
Jeg havde så høje forventninger til, hvor vidunderligt det ville være at have den store mave, mærke babys bevægelser, bygge rede og gøre alt det, der forventes af gravide, mens alle smilede anerkendende og lykønskede mig. Jeg havde ikke skænket eventuelle graviditetskomplikationer den mindste tanke, for dem taler ingen om. Hvordan skulle jeg vide, at jeg ikke var den eneste, som hadede at være gravid?
Jeg følte, at jeg svigtede vores baby, når jeg oplevede sorg og vrede eller var ked af det over kombinationen af graviditetskomplikationer og tabet af min far. Der står jo i alle bøgerne, at barnet inde i maven kan mærke moderens sindstilstand. Så jeg tænkte, at jeg fejlede som mor ved at påvirke babys start på livet negativt, fordi jeg ikke var lykkelig gennem hele graviditeten. Og jeg bebrejdede mig selv for det.
En aften krammede min mand mig og sagde, at det er helt okay at være ked af det og glad samtidig, for nogle gange er livet bare meget ambivalent. Hvad jeg ikke forstod dengang var, at han havde ret i et meget større perspektiv, end jeg på daværende tidspunkt kunne se med mine idealistiske skyklapper på. Det var faktisk okay, at jeg hadede min graviditet på grund af komplikationerne, og at jeg savnede og sørgede over min far, mens jeg glædede mig til at møde vores pige og allerede elskede hende ubetinget. Jeg ved bedre i dag, for jeg har gjort mig mine egne erfaringer.
Jeg følte mig som en total power mom, da jeg uden komplikationer og kun en smule lattergas fødte vores datter med kæmpe støtte fra min mand, som ikke veg fra min side under hele fødslen. Jeg er dårlig til at være gravid, og ja, amningen mislykkedes trods store anstrengelser, men jeg er en fantastisk mor til en vidunderlig datter på snart 3 år. Hun stortrives og er sød, nem, smilende og omsorgsfuld. Nu kan jeg se, at den meget ubehagelige graviditet på ingen måde har påvirket min måde at være mor på, og at jeg aldrig har elsket min datter mindre pga. graviditeten – måske endda tvært imod.
