Jeg vil gerne fortælle min historie, fordi jeg i virkeligheden også selv har brug for at brede den ud og sætte ord på, hvad det også kan være at få et barn til verden. For det var på ingen måde som jeg havde forventet. Eller drømt om. Eller håbet på. Men så alligevel sidder jeg her to år senere med min dejlige og fantastiske datter.

En ukompliceret graviditet og en pludselig igangsættelse

Jeg blev gravid for tre år siden og det var virkelig en ønske-graviditet. Jeg havde ingen gener eller komplikationer hele vejen igennem. Jeg fik lov til bare at nyde min graviditet og jeg har sjældent følt mig mere hjemme i min egen krop eller at den gav mening. Da jeg nåede til 39+6 skulle jeg til jordemoder til et normalt tjek og jeg havde måske selv en forventning om at vi skulle tale om en plan, ift. hvis ikke det hele gik i gang.

Men lige der i konsultationen fik jeg første mavepuster. Jeg havde en urinprøve med, der sammen med en blodtryksmåling påviste at jeg havde præeklampsi (også kaldet svangerskabsforgiftning red.). Jeg var forvirret for min forståelse af præeklampsi var at det var noget med at have det meget skidt, hvilket jeg ikke følte ud over at jeg var højgravid. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage på sygehuset for at få igangsat fødslen.

Endnu en mavepuster

Jeg bliver senere samme dag indlagt og afventer lidt nervøs og spændt hvordan det hele skal gå. Dagen efter vil de forsøge at tage vandet, men lige der mens jordemoderen er i gang opdager hun at min datter ligger med numsen nedad. Og så bliver det hele lidt kompliceret. Pga. præeklampsi kan jeg ikke få muligheden for at føde vaginalt. Der kom den der mavepuster igen. Jeg skulle have kejsersnit. Jeg anede ingenting om det og den fødselsforberedelse jeg havde været til, havde talt meget lidt om kejsersnit.

LÆS OGSÅ: “At føde ved kejsersnit er noget, jeg forstod med kroppen før hjernen”

Om eftermiddagen kom jeg på operationsbordet og det gik hurtigt og efter planen. Og der var hun. Det lille mirakel. Hun var helt perfekt og kom hurtigt til brystet og begyndte bare at amme. Alt var nu som jeg håbede på.

Pludselige smerter og et stort blodtab

Men kort tid efter, da jeg lå til opvågning, begyndte jeg at få meget ondt i underlivet. Jeg bløder en del og det gør at jeg bliver kørt på intensiv til observation. Her fortsætter blødningen og jeg mister mere og mere bevidstheden. Jeg kan kun huske små brudstykker som min mand der står på afstand med vores datter i armene og læger der regner sammen hvor mange liter blod jeg efterhånden har mistet. Jeg kan huske de siger 2,5-3 l.

Det var så meget så de tog mig ind til operation igen. Her fandt de ud af at min livmoder ikke havde trukket sig rigtigt sammen og der var et lille hul der bare blødte og blødte. Jeg lå herefter på intensiv i et døgn, uden min mand og datter. De var på barselsgangen alene.

Pga. mit store blodtab var vi indlagt i 4 dage før de sagde god for at jeg tog hjem. Og så var alt godt. Familie og venner kom forbi og alle var lettede fordi vi nu var kommet igennem det svære. Vi græd og snakkede og trak vejret igen. Og alt var virkelig godt. I ca. 3 uger. Jeg begyndte at få virkelig ondt i mit ene ben. Det vækkede mig om natten og gåture var ulidelige.

Skræmmende besked fra lægen

Efter en gåtur en aften kiggede jeg på mine ben og så en tydelig forskel. Det venstre var normalt, men det højre var hævet og rødt. Jeg fik ringet til lægen og hun kiggede hurtigt på det og sagde – du skal køre direkte til akutten, det er en blodprop. Okay, mavepuster igen. De næste uger var skræmmende. Jeg var frem og tilbage til sygehuse og havde det elendigt. Jeg kunne slet ikke overskue at have et spædbarn der havde brug for mig, til omsorg og mad.

LÆS OGSÅ: “Puden blev helt våd. Ikke af brystmælk, men af ondt i hjertet”

Jeg skammede mig meget over mine følelser. Men jeg havde ikke overskuddet til at tage mig af det. Jeg ammede hende stadig, men derudover var det min mand der var på banen. Medicinen virkede ikke, jeg fik en blodprop mere og endte med at skulle opereres. Det gik fint, jeg fik indsat en stent.

Hvad bringer fremtiden?

Ret hurtigt begyndte det at lysne. Jeg kunne gå ordentligt igen. Mit humør blev betydeligt bedre og alt virkede igen perfekt. Men bedringen kom også med en besked om at skulle være i livslang AK-behandling og gå med støttestrømpe livslangt.

Og det ramte mig igen som en mavepuster. Pludselig skulle jeg forholde mig til medicin og lægge mit liv om på mange måder. Jeg hørte nu til en boks jeg ikke kunne genkende mig selv i. Jeg kendte ingen andre i samme situation. Jeg var så ensom og er det til dels stadig. Og det danske sundhedsvæsen har ikke et net der griber en. Det var op til mig selv og min familie.

Tak, hvis I har læst med så længe.