Jeg har ikke haft mod til den her samtale med mig selv før nu, selvom det snart er to år siden. Måske fordi det har taget tid at forstå, hvad der egentlig skete. 

Først efter mange måneder med terapi, gruppeterapi, efterfødselssamtaler og utallige snakke med mine nærmeste og min kæreste, kan jeg tage samtalen med mig selv med mere forståelse end fordømmelse.

At føde ved kejsersnit er noget, jeg forstod med kroppen før hjernen. Det har taget tid at indhente oplevelsen og bearbejde den. Lang tid, hvor jeg gik rundt og følte mig som en, der havde været med til noget, hun ikke helt forstod. 

Mange hænder og bekymrede stemmer 

Den dag, vi sad i taxaen mod hospitalet, havde jeg en helt anden forestilling om, hvad der ventede os. Som alle andre beskriver det, føltes hver dag efter termin som et år. Termin var overskredet med 13 dage, og efter en igangsættelse var min tålmodighed tyndslidt.

Veerne begyndte klokken 3 om natten den 1. juni. Endelig. Vi tog en taxa med alt vores habengut mod Riget ved middagstid. Jeg blev undersøgt og fik at vide, jeg var fire centimeter åben. Yes! 

LÆS OGSÅ: 20 fødendes erfaringer med kejsersnit

Vi blev parkeret i ventezonen, og med veer for fulde gardiner ventede vi på en stue. Først klokken 18 blev vi kørt ind. Jeg husker det som et vendepunkt. Nu begyndte slutspurten, troede vi. Men Otto havde lige så dårlig stedsans som sin mor og tog sin tid om at finde sin vej ud. 

Hans hjertelyd blev ved med at dykke, og mit blodtryk blev ved med at stige. Det hele begyndte at blive mudret. Natten blev en sløret cocktail af epidural, ve-drop, rebozo, omsorg, smerte og udmattelse. Jeg husker de mange hænder. Lattergas-hallucinationer. Og bekymrede stemmer.

Skal vi sadle om til kejsersnit?

Ved solopgang trak jordemoderen gardinet til side, åbnede vinduet, der lod fuglefløjt ind, og sagde med et smil: "Sikke en smuk morgen at fejre fødselsdag på." Og der vågnede jeg fra nattens mørke. Men virkeligheden var, at efter 30 timer med veer var jeg kun åbnet 6-7 cm. Vi fik valget: sadle om til kejsersnit nu eller give det et sidste skud. 

Jeg spurgte: Hvad ville I anbefale? Vi forsøgte én sidste gang. Men der var stadig ingen fremdrift. Det klumpede, grønne fostervand var tegn nok, og alarmklokkerne ringede. Pudselig gik det stærkt.

LÆS OGSÅ: ”Inderst inde føler jeg ikke, at jeg har prøvet at føde”

Jeg husker de beroligende stemmer og min kærestes chokerede, rørte øjne. Fornemmelsen af at være til stede og alligevel helt væk. Jeg sad og kastede op på operationsstuen, mens de anlagde en ny epidural. Lagde mig ned. Kiggede på min kæreste. Og så var han der. Otto. De sagde, han var min. Men det føltes ikke sådan. 

Jeg husker, hvordan han lå pakket ind, placeret oppe ved mit hoved. Jeg ville kysse ham. Men turde ikke. Det var, som om jeg skulle spørge nogen om lov. Men hvem spørger man om lov til at kysse sit eget barn? Ingen. Og i den ubeslutsomme stilhed voksede afstanden inde i mig.

"Vi anbefaler, at far tager hjem og får en god nats søvn"

Efter fødslen blev vi indlogeret på en delestue. Tre familier nåede vi at dele med, hver med deres egne historier, deres egne barselsbobler. Når Otto græd, vækkede vi den trætte familie på den anden side af forhænget. Når vi trak i snoren efter hjælp, forstyrrede vi dem. Når vi tændte lys, tændte deres også.

Og da jeg, liggende i sengen med min nyfødte søn ved brystet, med kateter og drop og en mave, der netop var blevet åbnet og syet igen, spurgte, om der var en madras eller dyne til gulvet, så min kæreste kunne blive, lød svaret:

 "Vi anbefaler, at far tager hjem og får en god nats søvn."

Det føltes som en dårlig joke, hvor nogen havde glemt, at jeg hverken kunne stå eller gå. At jeg knap kunne række ud efter vandglasset ved siden af mig. Og nu var det forventet, at jeg kunne klare resten alene. Alene med et spædbarn, der netop var kommet til verden. Alene med mit snit, min udmattelse, min skrøbelighed og en bundløs følelse af utilstrækkelighed.

Så, fem timer efter fødslen, står min kæreste – efter en tur i Jysk – og pumper en luftmadras op inde på den trange stue, hvor vi var samlet fire voksne og to nyfødte. En absurd scene.

Elsker jeg ham?

Næste akt i det absurde teaterstykke blev udskrivningen. For da der var travlhed på gangen, blev vores og tre andre familiers udskrivelsessamtaler slået sammen til én. Vi fik en gennemgang af det famøse afføringsskema, uddelt telefonnummeret til barselsgangen, og så farvel og tak. 

Alle familier sad vi der med hver vores komplicerede forløb i bagagen. En med sukkersyge, en med gulsot, en med noget tredje og mig med mit store ar og store plaster. Alle, tror jeg, efterladt med en følelse af at være alene.

LÆS OGSÅ: ”Det var et gigantisk nederlag for mig, at jeg ikke kunne føde mit barn”

Og når vi taler om følelser, havde jeg ikke forventet en pjece om, hvordan man skal føle, når man bliver mor. Men jeg havde dog forventet ikke at føle mig som tilskuer til fødslen. At barnet, man selv har født, kan føles som en fremmed. Jeg havde ikke forventet, at kærligheden ville skylle ind over mig som en tsunami – men måske i det mindste et lille skvulp? Bare noget. Men alt, jeg følte, var tvivl og skyld.

En måned senere sad jeg med min tætteste veninde ved min side og min perfekte, sovende søn i armene og hørte mig selv sige:

 "Jeg ved ikke, om jeg elsker ham."

Forkert og alene

De ord brænder stadig i mig. For det var ikke sandt. Jeg elskede ham. Jeg kunne bare ikke mærke det. Det var, som om jeg stod udenfor og kiggede ind på en situation, der burde være min. Som om min kæreste og Otto havde fået den forkerte mor til deres familie. Otto var min. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle være hans. Og han fortjente bedre.

Samtidig med at min familie lige var blevet et menneske rigere, følte jeg mig forkert og alene. Jeg skammede mig over min egen reaktion, over min distance. Og mest af alt: over ikke at være den mor, jeg troede, jeg ville være. 

Den mor, jeg havde forestillet mig, jeg ville blive. Men Otto var der. Han ventede ikke på, at jeg følte mig klar. Han var bare til. Og langsomt, langsomt begyndte jeg at være det sammen med ham. At holde ham, berolige ham, finde tryghed i hans lille krop, i hans duft og i hans øjne.

Og en dag, uden at jeg opdagede det, var den der. Forbindelsen. Som om den altid havde været der, men jeg bare ikke havde haft adgang til den. Kærligheden, jeg ikke kunne finde, havde ventet tålmodigt. Og da jeg fandt den, fyldte den det hele.

Omsorg og forståelse på bagkant 

I dag sidder jeg tilbage med et følelsesløst ar på det nederste af maven og et helende et indeni. Jeg kan godt se tilbage på mig selv med et omsorgsfuldt blik nu. 

Jeg kan møde hende, der lå dér med sin nyfødte søn og følte sig helt forkert, med forståelse. Men jeg arbejder stadig på ikke at skamme mig. På at give slip på følelsen af, at Otto fortjente en anden mor. En, der havde alt på plads fra starten. En, der kyssede ham uden tøven. 

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktioner – Psykologens guide til smerte i moderskabet

Det her er en samtale, jeg stadig har med mig selv. Men nu tør jeg tage den højt. Og jeg håber, at nogen, der læser med, føler sig mindre alene i deres egne. At de måske mærker en lille lindring i deres skyld, deres tvivl. 

Otto valgte mig. Og i dag ved jeg, at jeg er hans mor. Ikke på trods. Men netop fordi vi fandt hinanden, da det var allersværest.