Om morgenen den 23. juni 2023 kom vores søn til verden. Lauges hjerterytme var faldet så voldsomt til sidst, at han skulle ud HURTIGT. Det krævede et klip, men han kom heldigvis ud i god behold og havde kun brug for lidt ilt til at få ordentligt gang i vejrtrækningen. Jeg havde fået bristninger både indvendigt og udvendigt (2. grads bristning) udover klippet.

Jeg blev syet lige efter fødslen på fødestuen. Vi skulle overnatte på sygehuset, da min puls var lav efter fødslen. Syningerne blev tjekket af en jordemoder, inden vi tog hjem dagen efter. Jeg var afkræftet rigtig længe efter fødslen. 

LÆS OGSÅ: Bristning ved fødsel: Det skal du vide om risiko, lindring og forebyggelse

Tre uger efter skulle vi til udvidet høreprøve med vores søn. Han var ca. tre uger gammel på daværende tidspunkt. Dagen forinden talte jeg med vores private jordemoder og spurgte hende, hvor længe der egentlig skulle gå, før stingene fra syningerne skulle være faldet ud. Jeg havde ikke været så fokuseret på det, da alt mit fokus var på amningen, som var et kæmpe ønske for mig. Syningerne havde dog været rimelig smertefulde lige siden fødslen, hvilket jeg troede var normalt. Jeg havde jo aldrig prøvet det før. 

Syningen var gået op

Vores private jordemoder fortalte mig, at trådene skulle have været faldet af nu. Pludselig fik den del af min krop mit fokus, og jeg kunne egentlig godt fornemme, at det ikke var, som det skulle være. Jeg fik min egen mor til at hjælpe mig med at vurdere det – til at kigge dernede, og hun synes altså det lignede, at syningen var gået op…

Jeg blev helt vildt nervøs og besluttede mig for at spørge den jordemoder, der skulle lave høreprøven på vores søn, om det kunne passe, at det skulle blive ved med at gøre ondt. Jeg sagde, at jeg var i tvivl, om alt var, som det skulle være. Hun sendte mig til fødegangen med det samme, og de havde heldigvis tid til at undersøge mig. 

Vi blev modtaget af en virkelig sød jordemoder, som startede med at undersøge mig. Min kæreste ventede sammen med vores søn ude på gangen. Jordemoderen var meget omsorgsfuld og fortalte mig, at syningen efter klippet i hvert fald var gået op, så hun ville ringe efter en læge. Kort tid efter kom lægen sammen med en praktikant. Jeg blev undersøgt igen, og det gjorde SÅ ONDT, da lægen begyndte at røre ved området. 

Lægen sagde til jordemoderen: ”spørgsmålet er bare, om man gør det værre ved at gøre noget ved det. Så er det måske bedre bare at lade det hele, som det er nu”. Jordemoderen tog min hånd og sagde: ”Nej, sådan der skal hun i hvert fald ikke se ud. Det skal der gøres noget ved”. Lægen ringede efter en overlæge/kirurg. Jeg begyndte på det tidspunkt at miste overblikket over, hvad der foregik. 

En rigtig operation 

Den kvindelige overlæge kom tilbage og spurgte mig, om jeg var frisk på at få det lavet i lokalbedøvelse. Ellers var der den mulighed, at man kunne lade det være, som det var, og at jeg så kunne få det lavet ved næste fødsel. Jeg undrer mig stadig over den mulighed, da hun jo i princippet ikke aner, om vi er så heldige at få flere børn – eller om vi overhovedet ønsker det! 

Jeg sagde ja til at få det lavet med det samme. Jeg tænkte, at det var bedst at få det overstået i en fart, så jeg kunne komme hjem og forhåbentligt endelig få ro på sammen med min lille familie. Det havde trods alt været nogle virkelig hektiske første uger som forældre. Jeg fik at vide, at de godt kunne udføre operationen, og jeg blev indlagt med det samme. 

LÆS OGSÅ: Syning efter fødsel: Her er alt du skal vide

Jeg bad min kæreste køre hjem i rolige omgivelser med vores søn - og at jeg ville skynde mig hjem, så snart det var overstået. Jeg sad alene på undersøgelsesstuen på fødegangen og græd, da de tog afsted. For første gang skulle jeg være væk fra min lille nyfødte baby – kun 3 uger gammel. For 117. gang på de 3 uger, tvivlede jeg på mig selv, om jeg nu også var en god nok mor...

Jeg følte overhovedet ikke, at jeg havde overblik over, hvad der skulle ske – og jeg følte mig på ingen måde særlig tryg. En times tid efter blev jeg hentet af en portør, og da gik det for alvor op for mig, at det var en rigtig operation på en rigtig operationsstue. Jeg blev heldigvis mødt af to rigtig søde operationssygeplejersker. 

Den ene sygeplejerske sad ved siden af mit hoved og tog min hånd. Den anden skulle hjælpe operationslægen, som efter lidt tid kom ind på operationsstuen og forklarede, hvad der skulle ske. Det blev de mest ubehagelige og smertefulde 40 min. i mit liv, hvilket ikke siger så lidt, når jeg 3 uger forinden havde været igennem en fødsel. 

Operationslægen fortalte, at det var blevet syet forkert efter fødslen, men at han nu havde rettet op på det. Efter operationen, blev jeg kørt tilbage på min stue, hvor min mor ventede på mig. Jeg havde travlt med at komme hjem til min søn og kæreste, så jeg skyndte mig i tøjet.

Min mor hjalp mig op fra sengen, og der var det allerede blødt igennem. Sygeplejersken sagde at det godt måtte bløde sådan det første døgns tid. Jeg kom hjem til min lille familie og var lettet over, at det nu var overstået.

Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det ikke må bløde så meget efter sådan en operation.

Udviklede efterfødselsreaktion 

De første uger efter fødslen med mislykket amning, ekstrem brystbetændelse, operationen og hele oplevelsen omkring undersøgelserne og indgrebet førte til, at jeg udviklede en efterfødselsreaktion, som for alvor kom til udtryk i efteråret og vinteren. 

Vi var så heldige at have verdens bedste private jordemoder, sundhedsplejerske og familieterapeut ved vores side. Hun var heldigvis meget opmærksom på mine symptomer og hjalp mig med at bearbejde det hele. 

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktioner – Psykologens guide til smerte i moderskabet

I skrivende stund, ca. 9 måneder senere, har jeg stadig gener. Det er sådan, at jeg kan leve med det, men det er ikke uden ubehag. Jeg har fået henvisning fra egen læge ift. at få det undersøgt igen, men jeg har svært ved at tage mig sammen til at få det gjort. Det føles på en måde nemmere at leve med det, som det er nu, end at skulle ”tilbage” og se fortiden i øjnene. Samtidig frygter jeg virkelig for endnu en grænseoverskridende operation i underlivet.

På et tidspunkt, når jeg er klar, har jeg tænkt mig at indgive en klage. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på, hvor store konsekvenser det kan have, hvis behandling efter en fødsel med bristninger og/eller klip ikke er optimal. Mit håb er, at en klage over forløbet kan være med til at mindske risikoen for, at det sker for andre fødende fremadrettet. 

Gennem hele forløbet har det altid hjulpet mig meget at tænke på, at vores søn har haft det godt helt fra start. Han trives. Det er det vigtigste. Vores lille Lauge er det vigtigste og bedste i vores liv – og det hele værd!