Hvor skal jeg begynde? Min fødsels- og efterfødselsberetning.

Der er jo så meget.

Jeg har lyst til at fortælle om det hele. Altså alle tankerne. Alle følelserne. Jeg vil gerne åbne op for det, som jeg synes er det sværeste.

De der følelser. Det mentale. Min sindstilstand efter min fødsel. Efter at blive nogens mor og ikke bare være Tine mere.

Der hvor jeg for alvor måtte give slip. Overgive mig til mørket.

Der hvor jeg ikke herskede mere. Nemlig hos min selvkontrol. Min kære selvkontrol.

Det startede, da jeg fødte min søn i sensommeren 2019. En mandag. På Rigshospitalet. Stue 1. Det tog 23 timer. Og så kom han til verden. Smuk og fin.

Jeg frygtede fødslen, men på samme tid var jeg så nysgerrig. Jeg frygtede kun det fysiske.

Jeg har altid haft et stærkt sind.

Jeg tænkte meget, “hvordan føder jeg et barn uden at gå i 1000 stykker?”

Men det gør man. Og jeg gik lidt i stykker. Men ikke i 1000 stykker.

Jeg kunne næsten ikke gå i to måneder af smerter, jeg ved ikke hvorfor, men jeg sidder og trækker på smilebåndet i samme stund, jeg skriver det. Måske fordi jeg overlevede det og kan gå den dag i dag.

Jeg tror sgu også, at jeg var lidt i chok.

I chok over det jeg havde gennemlevet. Det som alle mødre gennemlever. Fødslen.

Jeg kan huske, at jeg spurgte mine jordemødre om de ville vurdere min fødsel som en god fødsel.

Og ja, det ville de.

Jamen okay, så gjorde jeg det.

I mit sind. Vurderede det som en ”god fødsel”.

Min sandhed var nok en lidt anden.

Jeg kom mig, eller rettere sagt, jeg er i gang med at komme mig fysisk.

Men jeg har haft det svært mentalt.

Jeg har haft brug for at sunde mig.

Komme mig over chokket.

 LÆS OGSÅ: ”Det tog mig mange år at blive klar til at få endnu et barn”

Snakke med mig selv. Holde om mig selv. Græde om natten og lade de salte tårer trille ned ad mine kinder i stilhed. Så puden blev helt våd. Ikke af brystmælk, men af “ondt i hjertet”.

Jeg har haft brug for at lade som om jeg var okay, selvom jeg havde en knude i halsen, som var så umulig at synke, når jeg følte mig utilpas. Og jeg ved ikke hvorfor.

Jeg synes, at alles behov omkring mig skulle indfries eller nærmere opfyldes. I forhold til hvordan glansbilledet ser ud, når man har fået en nyfødt og især det førstefødte barnebarn i en familie.

Og indsatsen i denne pulje var min søn og jeg.

“Vi vil jo bare se ham”. “Bare holde ham”. “Hvorfor kommer I ikke snart og viser ham frem til familien og besøger os?”. “ Bedste vil jo også gerne se ham”. ”Du er godt nok en løvemor”. “ Hvorfor går du? Du kan da bare amme her i stuen hos os andre, det er ok”.

FORDI JEG HAR IKKE LYST.

Jeg har kun lyst til at være hjemme.

Med min søn. Og min mand. Og mig selv.

Det er ikke for din skyld, at jeg finder et værelse der ligger længst væk fra alle og ammer i stilhed. Tjekker om døren er låst, når jeg sætter mig til rette.

Det er for min skyld! Og min søns skyld!

Og nej, jeg har ikke lyst til at besøge Jer og lade min søn gå på rundtur.

Jeg har bare ikke lyst.

 LÆS OGSÅ: “Det var den mest ensomme tid i mit liv”

Gråden trænger sig på, som da man var ung og ens største kærlighed havde slået op. Og man troede man skulle dø af det!

Jeg føler mig så tung, og en følelse af opgivelse og tristhed strømmer indover min krop og mit sind.

Jeg har slet ikke kræfter til at prøve at forklare dem, hvordan jeg har det.

Og i virkeligheden har jeg slet ikke lyst.

Jeg har bare lyst til at have det sådan her, selv. Bare lyst til at være i fred. Med min søn. Og min mand.

Og ja, så kan man jo ikke bebrejde nogen noget. Det ved jeg godt. Og det er heller ikke meningen.

Det der er meningen er, at vi skal ændre noget her. Ændre glansbilledet.

Jeg har et kæmpe behov for at få at vide, at sådan som jeg har det, er helt okay. Folk skal ikke blive bekymret. Rynke deres pande. Presse mig. Blive ved med at bede om at holde min søn. Kigge undrende på mig.

Nej – de skal imødekomme mig.

De skal gøre sig umage for at tilsidesætte deres egne behov, og så skal de huske en ting – for at barnet kunne komme til verden, skulle der en kvinde til. En mor. Og hun har mange følelser i kroppen. Måske er hun uændret. Måske er hun ændret. Måske mærker hun nye følelser. Har nye holdninger. Er mindre “loose” end før.

Men alt er okay. Intet er rigtig eller forkert.

Og nej. Du kan ikke sammenligne din fødsel med hendes. For alle fødsler er forskellige.

Men du kan se hende.

Og bagefter kan du se hendes barn, med en større succes end hvis du ikke så hende.

Det lover jeg.

Kilde: Kong Walther.