Da jeg fødte min søn i september 2024 kom jeg hurtigt i gang med amning. Jeg ammede endda mens jeg blev syet og jeg kan huske jeg følte mig som en ægte power woman, da jordemoren kiggede op og spurgte om jeg virkelig ammede mens jeg blev syet. Jeg tænkte super! det har jeg da 100% styr på. Jeg havde også været til et online ammekursus via sygehuset og tænkte at det måtte være rigeligt! 

Jeg følte mig som en dårlig mor

Men allerede dagen efter, da vi var kommet hjem og fik besøg af en jordemoder, så ramlede det for mig. Vi ville øve at amme liggende, men jeg kunne slet ikke finde ud af teknikken, hvilket gjorde at jeg panikkede. Jeg græd og havde mest af alt bare lyst til at sende jordemoren væk, da jeg følte mig som en dårlig mor. Det her skulle jo bare virke.

Jeg fik amningen op at køre  og det gik fint for en periode. Mælken var løbet til og kom meget hurtigt. Faktisk for hurtigt. Så hurtigt at min søn hoppede fra, da han var ved at kløjs i mælken. Jeg måtte flere gange råbe på min mand at han skulle komme med mælke-opsamleren, så der ikke var mælk i hele stuen. Når jeg ser tilbage var det nok fordi teknikken ikke var rigtig og han suttede forkert. 

En konstant amning

Efter få uger ammede jeg konstant og i meget kort tid af gangen. Men da ingen - hverken andre kvinder i min omgangskreds eller læge/ sundhedsplejerske sagde noget til det, tænkte jeg det var normalt max at amme i 5-7 min af gangen. 

Det gjorde jeg at aldrig havde “fri” fra min søn, da han var sulten hele tiden. Det blev hurtigt for meget for mig og min mælkeproduktion kunne ikke følge med. Hvilket bare gjorde ham mere sulten. 

Jeg blev så træt til sidst, at jeg var ved at udvikle en fødselsdepression. Jeg kunne ikke have at nogle rørte ved mig. Faktisk kunne jeg ikke engang holde ud at bare røre mig selv på armen. 

Hjælp, det er hårdt

Da jeg påtalte overfor sundhedsplejersken at amningen var hård og at min søn ikke havde taget på som han skulle, blev jeg rådet til at prøve MME og pumpe ud. Men pumpingen var forfærdelig fordi jeg var så træt. Jeg blev så ked af det og ulykkelig, fordi jeg følte mig som den dårligste mor! Jeg følte ikke jeg kunne gøre det jeg skulle som mor. 

Sundhedsplejersken var ikke til meget hjælp over for mig og den psykiske del. 

Hun gik mere op i, at så længe min søn blev mæt var alt godt. Hvilket jo, selvfølgelig også er det vigtigste. Men for mig blev det en kæmpe sorg. Jeg følte ikke jeg havde kæmpet hårdt nok for amningen og jeg “bare” tog den nemme løsning. 

Beslutningen blev taget – men kroppen fulgte ikke med

Jeg var meget modvillig for at give MME. Men min søn vågnede 1-2 gange i timen for at få mad. Så jeg fik slet ikke sovet. En aften besluttede min mand og jeg os for at give 2 flasker MME. Og pludselig sov han 2,5-3 timer. 

Om morgenen ammede jeg ham igen og efter en time vågnede han igen på grund af sult. Det var den morgen jeg tog beslutningen om at jeg ville stoppe med at amme. Jeg ammede i cirka 2 måneder.

Da jeg stoppede var det lige omkring mig 8 ugers tjek ved lægen. Han sagde at grundet min øgede risiko for fødselsdepression ville han ikke give mig amme-stop piller. Hvilket jeg jo godt kan forstå nu.Men da jeg stod i det var jeg vred! 

Jeg ved vred på mig selv og vred på hele verden. Nu havde jeg jo besluttet mig for jeg ikke skulle amme mere, så kunne jeg slet ikke overskue jeg stadig skulle “have noget med mine bryster at gøre”.

Men jeg blev nød til at tage toppen af trykket, og pumpe ud for ikke at få bryst betændelse. Jeg græd hver eneste gang jeg skulle pumpe mælken ud. Jeg gemte mælken og frøs det ned. Men den ene dag var jeg så sur og vred at jeg kastede mælken ud i håndvasken.

Amme-sorgen jeg ikke vidste fandtes

Siden jeg stoppede tilbage i start december 2024, har jeg on/off været ramt af amme-sorg. Hvilket jeg først fandt ud af var en ting, da jeg flere måneder efter at være stoppet, græd hver aften jeg gav flaske og ikke kunne forstå hvorfor. 

Det mælk jeg havde pumpet ud, var blevet gemt i fryseren. Jeg havde brugt lidt af mælken løbende til at putte i grøden, da han begyndte på det. 

Men da det kom til de sidste 2 poser, var det hårdt. Jeg havde besluttet at det sidste af mit mælk skulle han have i flaske.  Jeg græd hele den dag og endnu mere når jeg gav ham flaskerne. For hele tiden blev jeg mindet om, at der ikke vil være mere af mit mælk. Jeg kan stadig nu her, flere måneder senere, græde ved tanken om det vi var igennem. Jeg savnede at der var nogle der havde grebet mig og hjulpet mig. 

At acceptere flasken og måske finde lidt ro

Sorgen og skammen sidder i mig og vil nok gøre det i noget tid. 

Når jeg nu ser mine veninder der sidder og ammer, kan jeg godt blive ked af det og jeg har ikke lyst til at være sammen med dem. De gør jo det, jeg havde et så stort et ønske om jeg ville.

Jeg ved til næste gang jeg skal have et barn, at jeg skal sige højt hvis jeg har brug for hjælp. Jeg ved også at der ikke er en skam i at have et “flaskebarn”. Det var nemlig det rigtige for os, at gå over til flaske, da det gav mig den ro og det pusterum jeg havde brug for. Flasken har også gjort at jeg har kunne sove mere, da min mand har kunne tag nogle af nætterne alene. 

Derudover så ved jeg, at jeg er en fantastisk mor for min søn og at han trives - også selvom amningen ikke lykkedes.