Annas fødselsberetning

Da jeg fødte vores første datter planlagt hjemme i vores stue, havde jeg ikke regnet med det ville lykkes. Det kan måske lyde fjollet. Jeg levede ellers op til samtlige fordomme om jordemødre – kan lide yoga og vil føde derhjemme. Bingo.

Jeg kan huske, at jeg i ugerne op til fødslen, hvor vi forberedte os til fødslen og fik de praktiske detaljer inden hjemmefødslen på plads, tænkte: “Ej, det kommer vi jo ikke til, det her hjemmefødsel”. Misforstå mig ikke, jeg ville gerne føde hjemme og føde på den der hyggelige måde, der er skøn at fortælle om med hjemmebag og dyb vejrtrækning.

Jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle kaste op i 20 af de 30 timer fødslen varede. Eller at jeg snorksov mellem presseveerne. Eller at det føltes som en bold, der rullede ned over røven på mig, da hendes hoved skulle liste ned igennem bækkenet. Sådan bliver man klogere.

 LÆS OGSÅ: “Der kom et plask af blod og også nogle hinder, men ingen moderkage”

Et eller andet sted i mit baghoved, gemte der sig i lang tid en skeptiker. “Det kan ikke lykkes, det tør jeg ikke håbe på”. Måske var det alle de forskellige fødsler jeg havde set, måske var det bevidstheden om at fødsler er store og ustyrlige begivenheder. Men som timerne gik, var det ikke desto mindre det, der skete. Jeg havde en god jordemoder, så min jordemoderhjerne kunne sætte spekulationerne på standby og føde i stedet. Man kan ikke være sin egen jordemoder, slet ikke når man har så korte arme som mig.

Annes fødselsberetning

Min mor har født tre børn ved vaginale fødsler. På de tre fødsler har hun sammenlagt haft veer i 9,5 timer. Hun har hverken fået smertelindring eller bristninger. Havde det ikke lige været på grund af en fastsiddende moderkage under første fødsel og sidenhen to fødsler med børn i underkropsstilling (undertegnede den ene), havde hun været den oplagte hjemmefødsels-kandidat.

Med de super fødegener i bagagen måtte mine fødsler simpelthen også blive suveræne og i dur med hendes, tænkte jeg. Derfor føltes det helt rigtig – realistisk endda – at stile efter en hjemmefødsel til fødslen af vores førstefødte. Men under graviditeten udviklede jeg svangerskabsforgiftning, hvorfor det hverken blev til en hjemmefødsel eller en vaginalfødsel; hverken første eller anden gang, men derimod to akutte kejsersnit.

 LÆS OGSÅ: 5 gode råd: sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

Fik jeg hvad jeg havde forestillet mig – endda drømt om? Not so much, men det blev ej heller en fiasko, måske fordi jeg trods drømmene godt ved, at man altid skal være omstillingsparat til en fødsel. I skal blive ved med at drømme og forberede jer, men også huske på at det måske bliver nødvendigt at sadle om undervejs i fødslen – på den måde bliver det lettere at forlige sig med, hvad fødslen bringer.

Kilde: Jordemodertid