Den 6. juni 2024 – det var dagen, hvor du kom til verden. En dag jeg aldrig glemmer. Efter en lang og hård fødsel, som slet ikke gik som forventet, endte det hele med et akut kejsersnit.

Starten på vores ammerejse

Jeg lå dér – træt, overvældet og grådkvalt af lettelse, da jeg endelig så dig. Du var her! Men samtidig begyndte bekymringerne at melde sig, for jeg anede ikke, hvad kejsersnittet ville betyde for os to. Jeg havde hørt, at det kunne gøre det sværere at amme – og da du ikke kom op til mig med det samme, begyndte jeg at frygte, at vi havde mistet vores gyldne time.

Men så, på opvågningen, kom du op til mit bryst. Din far bar dig stolt ind, og det øjeblik hvor du blev lagt til, vil jeg for evigt huske. Det var dér, vores ammerejse begyndte. Ligesom så meget andet i livet, var starten ikke nem. Jeg syntes egentlig, du gjorde det godt – men sygeplejerskerne var ikke helt enige.

Med deres støtte og kyndige vejledning fandt vi hurtigt ud af, hvad der fungerede bedst for os. Tvillingestillingen blev vores redning – du lå godt, og jeg kunne skåne mit operationssår.

Nye ammestillinger og rutiner

Efter 2-3 dage på efterfødselsafdelingen, blev vi sendt hjem – glade og lykkelige, men også med en snert af frygt. Hvordan skulle vi passe på dig uden den røde snor, som gav os adgang til hjælp på et øjeblik? Derhjemme var det bare os.

På fjerde dagen kom sundhedsplejersken. Du var sund og rask og tog fint på. Hun viste os laid back-stillingen, som jeg havde glædet mig til at prøve – men av, min krop sagde stadig nej. Det gjorde for ondt, når du lå tværs over mit ar, så vi holdt fast i tvillingestillingen lidt endnu.

LÆS OGSÅ: 13 gode ammestillinger

Som ugerne gik, og jeg begyndte at hele, skiftede vi gradvist til laid back. Det var en lettelse at kunne ligge tilbagelænet og nyde din lille varme krop på mit bryst. Du elskede det også – måske lidt for meget. For du faldt hurtigt i søvn, og så sad jeg der – fanget på sofaen i to timer, med en baby i drømmeland og en ryg, der efterhånden skreg på hjælp.

Hvad ingen havde forberedt mig på, var, at et kejsersnit nogle gange kan mærkes i ryggen. Efter en time eller to i samme stilling kunne jeg knap nok rejse mig. Derfor kom du nogle gange over på fars bryst efter amningen – både for at knytte bånd til ham og for at give mig en pause. Du elskede det, og han elskede det – og jeg nød at se jer to ligge dér sammen, helt tæt.

Er alt som det skal være?

På et tidspunkt, i de første dage, ringede vi ind til efterfødselsafdelingen. Dine bleer så lidt mærkelige ud, og vi blev nervøse. Men jordemoderen beroligede os: alt var normalt. Mælken var løbet til. Hun foreslog, at jeg begyndte at amme på ét bryst ad gangen – så brystet blev tømt ordentligt, og vi undgik brystbetændelse. Det råd tog jeg til mig. Det fungerede – og sådan gik de første par måneder: amning, bleskift, søvn, gentag.

Du var en mild, nem og glad baby. Alt kørte sin stille gang. Men så, omkring tre måneder, ændrede noget sig. Du var mere ked af det, og amningen begyndte at føles… forkert. Du spiste hurtigt og kort, og jeg kunne ikke ryste følelsen af mig, at du slet ikke fik noget mælk. 

Da sundhedsplejersken kom, viste det sig, at min mavefornemmelse havde ret – du havde ikke taget nok på.

Vi fik at vide, at vi skulle gå tilbage til at amme på begge bryster ved hver amning. Jeg begyndte at tage tid, og du spiste kun i 2-3 minutter ad gangen. Samtidig var vi begyndt at amme liggende om natten. Det var rart for mig – jeg kunne hvile mig – men ofte faldt vi begge i søvn, og du kunne blive liggende og småsutte i op til en time.

LÆS OGSÅ: Sutteteknik hos nyfødt: Sådan sikrer du at baby sutter korrekt

Det gav dig luft i maven, og forbedrede ikke din sutteteknik. Men vi blev ved, fordi det gav os søvn – og søvn er også vigtigt. Det var en balancegang, som jeg tror, mange mødre kender til.

En amning i konstant bevægelse

Der var tidspunkter, hvor jeg var ved at give op. Jeg husker én dag, hvor jeg lå syg, og din far havde dig med til fædregruppe. Jeg lå derhjemme og skreg indvendigt: “Giv hende nu bare flasken!” Men det skete aldrig. Flasken blev aldrig aktuel. Vi holdt fast.

Vi begyndte at gå til osteopat, og stille og roligt fandt vi hinanden igen i amningen. Jeg havde talt ned til dine 4 måneder – så kunne vi måske begynde med fast føde. Men du var ikke klar før 6 måneder. Den 7. december startede vi op. Og langsomt trappede vi ned på amningerne, i takt med at du begyndte at spise mere.

I marts skulle jeg begynde at arbejde igen. Du skulle være hjemme med far – og jeg var nervøs. Vi ammede stadig meget. Men dagen kom, og vi klarede det. Du tilpassede dig hurtigt, og vi fandt en rytme, hvor vi ammede om eftermiddagen, når jeg kom hjem. Det var et hyggeligt, trygt øjeblik for os begge. Men det behov blev mindre og mindre med tiden.

“Vi fortsætter så længe du har lyst” 

I april begyndte du i vuggestue. Jeg troede, det ville være enden på vores ammerejse. Men så blev du syg efter 14 dage – og amningen blev redningen. I fem dage var det stort set det eneste, du ville have. Og jeg var så taknemmelig for, at vi stadig havde det at falde tilbage på.

Nu er du 1 år og 17 dage gammel. Og vi ammer stadig – mest om natten og nogle gange om eftermiddagen, hvis du har brug for det. Du finder selv mit bryst nu – mest for tryghedens skyld. Det har hele vejen igennem været på dine præmisser. Korte, hyppige amninger. Mange bleer. Mange bekymringer for, om du fik nok af den fede mælk. Men vi klarede det. Vi står her, og jeg er stolt af dig og os.

LÆS OGSÅ: Hvor længe bør jeg amme?

Der har været stunder, hvor jeg bare ønskede min krop tilbage. Øjeblikke, hvor jeg håbede, at du ville sove igennem, hvis vi stoppede med at amme. Men vi holdt fast. Og vi fortsætter – så længe du har lyst.