”Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig”

Udgivet | Af Sara, mor til Lærke (2016) og Karen (2019)

Min veninde var indlagt på Skejby den sidste måned af sin graviditet. Hun var i risikogruppe for at føde før tid. Hun blev holdt godt øje med. Dagligt lavede hun en CTG-kurve, når hun stod op på sygehuset. Via elektroder sat på maven sendte hun information om sin lille pige til jordemødre, der sad klar hvis der viste sig de mindste udsving i hendes rytme; så kunne man tage hende ud med det samme.

Jeg kan huske, at jeg i mit stille sind tænkte; sikke en tryghed det måtte være.

Mon hendes hjerte stadig slog?

Et års tid senere blev jeg selv gravid. Med mit andet barn. Min datter var på dette tidspunkt 2 år og var præcis derefter; en sød, skøn, fantastisk lille mundfuld! Da hun lå i min mave var jeg bange for at miste hende. Det var tilbage i 2016. Jeg ville hende så meget. Ønskede hende så meget. Bare tanken om at hun ikke skulle komme til verden var uendelig hård, og jeg fik mange scanninger, for at se om hendes lille hjerte nu stadig slog.

Hun kom ud og det var det vildeste. Jeg kan huske, at jeg ikke havde hørt andre tale udpræget om angsten for at miste efter den “sikre” 12 ugers scanning. Mere om skøre madvaner eller trælse plukveer. Jeg kan huske, at jeg tænkte, om det mon kun var mig der havde så voldsomme bekymringer svævende over mit hoved som gravid? Talt om det blev der hvert fald ikke.

Den daglige hjemme CTG blev foretaget i sofaen med min mand ved min side

Jeg var bange for at miste. Igen.

Med erfaringen om at min krop var god til at være gravid og kunne lavet et raskt barn, begav min mand og jeg os ud i det, der skulle vise sig at blive mit livs kamp; barn nummer 2. Alt blev sikkert fint og lige efter bogen. Vi havde jo vores perfekte datter til at minde os om, at vi kunne lave børn som var raske.

De gode argumenter for, at denne graviditet ville blive en dans på roser stod i kø. Lige indtil de to streger trængte igennem det lille vindue i testen. Alt blev ændret i det sekund. Alt blev sårbart, dyrebart, mærkbart og ude af vores hænder. Jeg var bange for at miste. Igen. Alt min rationalitet blev skyllet ud af hver en celle i min krop. Min datter var ikke længere det gode eksempel og en relevant erfaring.

 LÆS OGSÅ: ”Intet hjerte, intet tydeligt foster. Kun en sort plamage på skærmen”

Man kunne jo miste altid, hele tiden? Og derfra rullede mine bange anelser sig ud og blev til en stor og styg altoverskyggende angst. 6 måneders sygemelding med angst fra mit ellers nye arbejde som fotograf, piller mod depression og utallige ultralydsscanninger (først af egen lomme og senere hver 14. dag på sygehuset grundet mine bekymringer), i et misbrugslignende krampagtigt forsøg på at se at det lille hjerte stadig bankede inde i min mave. For at lette mine skuldre. Men det var som at tisse i bukserne, en kortvarig varme, en kort ro.

Tvangstanker og selvskade

Jeg begyndte at få tvangstanker. Tvangstanker om at ansvaret var mit og kun mit, og jeg ventede blot på, at det en dag gik galt. At babyen stoppede med at sparke eller at hjertet gik i stå. At det hele endte i død og sorg. At det lille liv aldrig blev. Dagene gik, ugerne, månederne. En dag ad gangen. En nat ad gangen. Jeg holdt vejret. I 9 måneder. Sidst i min graviditet havde jeg med selvskade og enkelte selvmordstanker i baggagen nået en ny fase i min angst. Total ængstelighed.

LÆS OGSÅ: Gravid med depression – risiko, tegn og behandling

Jo tættere terminen kom på, desto mere sårbart blev det hele og desto større risiko var der for at jeg mistede. Sådan så virkeligheden ud gennem angstens klamme briller. Det var min forskruede overbevisning. De daglige spark og ansvaret for at registrere dem, blev en tungere og tungere byrde og jeg følte mig meget alene om det.

Jeg tænkte på min veninde den efterårsdag, jeg besøgte hende på Skejby. Den tryghed der herskede. At hun var i andres hænder. Registrerede de små spark, som hun via en tablet sendte ind på fødegangen. At hun kunne ringe og snakke med den person som havde gennemset hendes resultat. Jeg vidste aldrig hvad morgendagen bragte og jeg levede fra dag til dag. De første 3 måneder af dem, næsten i det samme sæt tøj og med meget få bade og hårvaske. Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig.

Overvåg mig og giv mig kejsersnit

Da jeg ramte uge 29, kunne jeg ikke kende mig selv. Ekstrem ængstelighed og fortvivlelse havde ramt hårdere end før, og jeg følte, at min mave var en tikkende bombe. Jeg vidste ikke hvornår sparkene ville holde op, og jeg derfor skulle føde en død lillesøster. Hvordan kunne man komme igennem det her? For det VAR dét der ville ske – det havde angsten bestemt. Det var her jeg bad min jordmoder og fødselslæge om hjemme-CTG og et planlagt kejsersnit. Jeg fik et ja, i sammenråd var vi enige om at dette var det bedste for mig.

Byrden og forbandelsen, det havde været at mærke spark og gå til scanninger hele tiden, blev formindsket. Og visheden om et planlagt kejsersnit, med et klokkeslæt og en dato som endestation, gav også en tryghed.

 LÆS OGSÅ: Hvornår kan man mærke liv? 3 gode råd hvis du ikke har mærket baby i dag

Herefter stod jeg op hver morgen og lavede CTG liggende i min sofa. Sendte ind og fik svar. Altid positivt, heldigvis. Tryghed og en snært af fornuft bredte sig i mig: babyen dør ikke i dag for kurven var god, jeg kan leve i dag. Dog kunne jeg kun tænke på i morgen, for det var en ny dag og en ny kamp. Sådan levede jeg den sidst måned, hele tiden med den tildelte kejsersnitsdato som ”målet”.

Min smukke yngste datter Karen så dagens lys ved et dejligt planlagt kejsersnit en augustmorgen i 2019.

Det er okay at være bange

Jeg håber min historie kan hjælpe andre eller blot få én enkelt til at føle sig mindre forkert; For ja vi er alle bange for at miste vores børn eller drømmen om dem. Det står klart, men derfor må det ikke blive et tabu som gemmes væk med rystede hænder i foragt.

Det er okay at være bange, det er okay at være angst, det er okay at være bekymret. Det er også okay at ønske et planlagt kejsersnit og hvile i det, hvis angsten for det ukendte overskygger alt eller trygheden for det forudsigelige kan lindre den. Det er okay at sige de svære ting højt og bede om hjælp. Også hvis det er udover, “hvad godt er”. For du er aldrig alene.

Læs også

Fysioterapeutens tips – Om oxytocin og træning efter kejsersnit

5 gode råd: Sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

Maven efter kejsersnit – her er alt, du skal vide

”Efter mit kejsersnit kunne jeg ikke amme”