“Det er okay at hade graviditeten og samtidig elske sin baby”

Graviditet
6 min.
Skrevet af Lilianna, mor til Ida på 3 år og gravid med lillebror

“Det bedste i verden er at være gravid!”

Hvor har jeg hørt sådanne sætninger mange gange, og hver gang følte jeg mig snydt, forkert og ulykkelig.

Min første graviditet var kompliceret. Jeg mistede min far meget uventet i starten af graviditeten, og jeg blev selv akut opereret i uge 12 på grund af en stor ovariecyste, hvor jeg var tæt på at miste den ene æggestok. Da jeg endelig kunne rejse mig fra sengen igen, var det med stort besvær på grund af bækkenløsning og stærke smerter fra graviditetsbetinget hydronefrose på begge nyrer, hvilket jeg flere gange blev indlagt med.

Jeg følte mig invalid, smerterne var overvældende, og jeg hadede derfor at være gravid, selvom vores datter var – og er – et ønskebarn. Jeg skammede mig, da jeg som førstegangsgravid frygtede, at mine følelser var ensbetydende med, at jeg ville blive en dårlig mor. Hvilken kvinde og kommende mor hader at være gravid? Sådan en kvinde havde jeg i hvert tilfælde aldrig mødt eller hørt om!

Jeg holdt mine følelser for mig selv og nikkede anerkendende, mens tårerne pressede sig på, hver gang nogen kastede sætninger som “Det bedste i verden er at være gravid!” i ansigtet på mig. For det er tabu at snakke om, hvor hårdt det for nogen er at være gravid. Åbner man op for emnet, får man ofte at vide, at graviditet ikke er en sygdom. Så stod jeg der og følte mig forkert og uduelig, mens ensomheden omsluttede mig.

Snydt, forkert og alene

Det blev ikke bedre, da to kollegaer var gravide samtidig med mig, og jeg var den eneste, som havde brug for at blive sygemeldt. Det føltes virkelig som et nederlag, og det var særlig hårdt, når folk begyndte at stille spørgsmålstegn ved mine graviditets-komplikationer. Så følte jeg mig anklaget og nødsaget til at skulle forsvare mig selv, i stedet for at møde den forståelse og anerkendelse, jeg virkelig havde brug for.

Før min graviditet var jeg hende veninden, hustruen, naboen, kollegaen, som altid var meget aktiv både fysisk og socialt. Nu kunne jeg intet. Smerter og negative følelser forbundet med graviditeten sammen med urealistiske forventninger og manglende forståelse fra omverden førte til skam og usikkerhed i stedet for ren graviditets-lykkerus. Jeg følte mig snydt, forkert og alene, og jeg bebrejdede min krop for at være så svag!

Hvordan skulle jeg vide, at jeg ikke var den eneste, som hadede at være gravid?

Hvorfor kunne jeg ikke leve op til graviditets-idealerne og blandt andet gå lange ture med hænderne omkring min mave og smile lykkeligt til alle forbipasserende? Mine smerter gjorde det svært at forberede børneværelse og umuligt at gå ture, selvom gravide jo skal motionere…og de skal også forberede en masse mad til fryseren, mens de stadig passer deres arbejde, holder hjemmet rent og haven fri for ukrudt, går til gravidyoga og svømning, socialiserer med veninderne over koffeinfri kaffe på kaffebaren og shopper små nuttede babysko og økologisk babytøj.

Jeg kunne kun ligge i sengen eller sidde på sofaen med mine smerter og knibeøvelser, mens jeg læste bøger om fødselsforberedelses og købte babyting online. Jeg så med længsel frem til fødslen. Som førstegangsgravid kunne jeg godt have haft brug for at høre, at graviditet ikke nødvendigvis er en svævetur på en lyserød (eller lyseblå) sky, og at det bestemt ikke er alle, som kan kravle rundt og plukke ukrudt på terminsdatoen.

Jeg havde så høje forventninger til, hvor vidunderligt det ville være at have den store mave, mærke babys bevægelser, bygge rede og gøre alt det, der forventes af gravide, mens alle smilede anerkendende og lykønskede mig. Jeg havde ikke skænket eventuelle graviditetskomplikationer den mindste tanke, for dem taler ingen om. Hvordan skulle jeg vide, at jeg ikke var den eneste, som hadede at være gravid?

Liliana med nyfødt emma

Jeg følte, at jeg svigtede vores baby, når jeg oplevede sorg og vrede eller var ked af det over kombinationen af graviditetskomplikationer og tabet af min far. Der står jo i alle bøgerne, at barnet inde i maven kan mærke moderens sindstilstand. Så jeg tænkte, at jeg fejlede som mor ved at påvirke babys start på livet negativt, fordi jeg ikke var lykkelig gennem hele graviditeten. Og jeg bebrejdede mig selv for det.

Jeg er dårlig til at være gravid, og ja, amningen mislykkedes trods store anstrengelser, men jeg er en fantastisk mor til en vidunderlig datter på snart 3 år.

En aften krammede min mand mig og sagde, at det er helt okay at være ked af det og glad samtidig, for nogle gange er livet bare meget ambivalent. Hvad jeg ikke forstod dengang var, at han havde ret i et meget større perspektiv, end jeg på daværende tidspunkt kunne se med mine idealistiske skyklapper på. Det var faktisk okay, at jeg hadede min graviditet på grund af komplikationerne, og at jeg savnede og sørgede over min far, mens jeg glædede mig til at møde vores pige og allerede elskede hende ubetinget. Jeg ved bedre i dag, for jeg har gjort mig mine egne erfaringer.

Jeg følte mig som en total power mom, da jeg uden komplikationer og kun en smule lattergas fødte vores datter med kæmpe støtte fra min mand, som ikke veg fra min side under hele fødslen. Jeg er dårlig til at være gravid, og ja, amningen mislykkedes trods store anstrengelser, men jeg er en fantastisk mor til en vidunderlig datter på snart 3 år. Hun stortrives og er sød, nem, smilende og omsorgsfuld. Nu kan jeg se, at den meget ubehagelige graviditet på ingen måde har påvirket min måde at være mor på, og at jeg aldrig har elsket min datter mindre pga. graviditeten – måske endda tvært imod.

I dag er jeg gravid for anden gang, og jeg glæder mig med ro i sindet til at møde lillebror, for selvom denne graviditet er endnu værre og med flere komplikationer end sidst, så ved jeg, at mine følelser i forhold til graviditeten ikke er forkerte. Og jeg ved, at de ikke kommer til at påvirke kærligheden til lillebror eller min måde at være mor på!

Lilianna Emma

For noget tid siden, snakkede jeg med et vennepar, som ventede deres første barn, og de spurgte, hvordan jeg havde haft det med at være gravid. For første gang turde jeg være åben og sætte ord på mine negative følelser omkring graviditeten. Så mens jeg sad med min datter på skødet, fortalte jeg ærligt om min meget ubehagelige og komplicerede graviditet. De så begge meget skeptiske ud og spurgte ikke mere ind til det, og jeg spekulerede efterfølgende på, om jeg havde handlet korrekt. Tiden gik, deres barn kom til verden, og en dag kom min veninde og takkede mig, fordi jeg var ærlig over for dem angående min egen graviditet. Hendes blev nemlig også kompliceret og til dels en skuffelse, men det havde hjulpet hende at vide, at hun ikke var den eneste.

Ingen af os er alene, selvom det kan føles sådan

Så til de førstegangsgravide, som føler nederlag over at have en kompliceret graviditet: I skal vide, at I ikke er alene, og at graviditeten ikke definerer jer som mødre! Kampen kan være lang og hård og til tider se helt uoverkommelig ud, men den er det hele værd. For mig blev den hårde graviditet bare en endnu større sejr! Det er okay at hade graviditeten og samtidig elske sin baby.

Hvad angår graviditet, så burde der slet ikke være nogen idealer, for der er lige så mange rigtige måder at være gravid på, som der er gravide. Der burde heller ikke være nogen tabuer, for der skal være plads til alle følelser.