Hæmorider efter fødsel: Her er de 5 bedste råd

Udgivet | Senest opdateret | Af Jannie Dobel, UroGynObs fysioterapeut ved Klinik for Kvindekroppen

Måske havde du allerede hæmorider, inden du fødte, eller måske de kom under fødslen. Uanset hvad er de ret generende, og vi vil gerne hurtigt af med dem igen! Selvom hæmorider kan være standhaftige, kan du faktisk selv gøre en del for at komme dem til livs.

Hvad er en hæmoride?

Hæmorider er kort sagt åreknuder, altså udposninger af blodårer, som befinder sig i endetarmen. De sidder som regel oppe/inden for i endetarmen, men nogle gange ”poser de ud” og kommer til syne ved endetarmsåbningen. Som udgangspunkt er hæmorider ufarlige og kræver kun behandling, hvis de gør ondt.

LÆS OGSÅ: Hæmorider og graviditet: De 5 bedste råd til dig der er gravid

Hæmorider inddeles i 4 grader afhængigt af deres størrelse:

  • Grad 1 bløder, men er ikke synlige omkring endetarmen
  • Grad 2 buler ud, når du presser, men glider tilbage af sig selv
  • Grad 3 buler konstant ud og må skubbes ind på plads
  • Grad 4 buler ud og kan ikke skubbes tilbage (sjælden)

Forsvinder hæmorider efter fødsel?

Hvis du har haft en hæmoride, har blodåren fået et ”svagt sted”. Dette svage sted forsvinder ikke igen, hvorfor der kan være risiko for, at hæmoriden kommer tilbage. Det vil typisk ske, hvis området belastes ved f.eks. svær forstoppelse, ny graviditet og/eller fødsel.

Hæmoriderne bliver dog altid mindre, når belastningen på endetarmen ophører, f.eks. når du ikke længere er gravid.

Den bedste behandling mod hæmorider efter fødsel

Mange kvinder oplever forstoppelse efter fødslen. Det skyldes bl.a. nedsat bevægelse i tarmene pga. hormonpåvirkninger og jerntilskud. Når du presser for at komme af med stort, kan det føre til hæmorider, rifter og i værste fald en nedsynkning af underlivsorganerne.

LÆS OGSÅ: Underlivsprolaps efter fødsel: Hvad kan du gøre?

Det er ikke sjovt også at skulle forholde sig til smerte og blødninger fra endetarmen, når man som nybagt mor allerede har masser af se til med den lille ny. Derfor har vi samlet de fem bedste råd til, hvad du kan gøre, for at få bugt med hæmoriderne.

1. Gå på toilettet korrekt

Gå på toilettet, når du mærker trang til afføring – gerne første gang. Undgå bugpresse. Sid med benene oppe på en skammel, bøj overkroppen lidt fremover og strit med numsen. Så åbner du tarmen op, så afføringen nemmere kan passere.

Understøt eventuel dit mellemkød med hånden dækket af toiletpapir. Når du er færdig kan du give hele underlivet en blid, men effektiv rengøring med momkind skylleflasken.

2. Kig på dine kostvaner

Som mødre til små børn, har vi en tendens til at glemme os selv. Ofte griber vi bare en bolle i farten. Men har du en hæmoride, er det afgørende, at du spiser masser af fibre og drikker væske – og her er vand bedst. Kaffe tæller også, men forsøg at begrænse indtaget.

Hold maven i gang med fiberrig kost og drik cirka 2 liter i døgnet. Spis rigelig med frugt og grønt – med undtagelse af rå gulerødder, som netop kan give forstoppelse. Nogle kvinder sværger til chiagrød, men det kan være individuelt, hvad tarmsystemet fungerer bedst på, så prøv dig frem.

3. Giv din rumpe en pause

Hvis hæmoriden er der, og den irriterer og gør ondt, lige meget hvad du gør, fortjener du et par råd til, hvordan du kan lindre smerten her og nu. Så du i stedet kan fokusere på at amme, give flaske, skifte ble (babys og måske din egen), lave mad og alt det andet.

Du kan bruge en kølepose, eller lave et isbind ud af et almindeligt efterfødselsbind, som du pakker ind i en stofble. Så lægger du det i din trusse, sætter dig i sofaen og siger ”AHHH, mor har brug for en pause!”

4. Magnesia og loppefrøskaller

Går det stadig trægt, så prøv med Magnesia 1-2 tabletter inden sengetid. Magnesia kan kombineres med loppefrøskaller. Hvis du tager loppefrøskaller, skal du drikke over 1-2 liter i døgnet for ikke at blive forstoppet.

MYTE: Afføringsmidler er vanedannende. NEJ. Afføringsmidler kan skåne dit underliv for unødvendig smerte, bekymring og toilettid, så du kan koncentrere dig om at være mor. Du kan derfor roligt bruge afføringsmidler fra apoteket for at hjælpe tarmen på vej.

5. Gør det rigtig ondt, så søg hjælp hos din læge

Hvis de gør hammer-nas, og du har svært ved at sidde ned, så tøv ikke med at ringe til din læge. Mange undlader at søge lægehjælp på grund af det tabu, der desværre er forbundet med hæmorider. Men du skal ikke leve med længerevarende smerter. Også selvom at det betyder, at du skal op på briksen og sprede balderne!

Din læge kan give dig tryghed, anbefale en god hæmoridecreme eller ordinere stikpille, som kan afhjælpe generne. Det kan føles enormt grænseoverskridende, men mama – du skal tage imod alt den hjælp, du kan få!

Læs også

Guide – Sådan laver du mellemkødsmassage

Alt du skal vide om åreknuder i underlivet, lysken og på benene

5 grunde til at bruge skylleflaske efter fødslen

Strækmærker: Hvorfor kommer de, og hvad kan du gøre ved dem?