Tvangstanker og selvskade
Jeg begyndte at få tvangstanker. Tvangstanker om at ansvaret var mit og kun mit, og jeg ventede blot på, at det en dag gik galt. At babyen stoppede med at sparke eller at hjertet gik i stå. At det hele endte i død og sorg. At det lille liv aldrig blev. Dagene gik, ugerne, månederne. En dag ad gangen. En nat ad gangen. Jeg holdt vejret. I 9 måneder. Sidst i min graviditet havde jeg med selvskade og enkelte selvmordstanker i baggagen nået en ny fase i min angst. Total ængstelighed.
LÆS OGSÅ: Gravid med depression – risiko, tegn og behandling
Jo tættere terminen kom på, desto mere sårbart blev det hele og desto større risiko var der for at jeg mistede. Sådan så virkeligheden ud gennem angstens klamme briller. Det var min forskruede overbevisning. De daglige spark og ansvaret for at registrere dem, blev en tungere og tungere byrde og jeg følte mig meget alene om det.
Jeg tænkte på min veninde den efterårsdag, jeg besøgte hende på Skejby. Den tryghed der herskede. At hun var i andres hænder. Registrerede de små spark, som hun via en tablet sendte ind på fødegangen. At hun kunne ringe og snakke med den person som havde gennemset hendes resultat. Jeg vidste aldrig hvad morgendagen bragte og jeg levede fra dag til dag. De første 3 måneder af dem, næsten i det samme sæt tøj og med meget få bade og hårvaske. Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig.
Overvåg mig og giv mig kejsersnit
Da jeg ramte uge 29, kunne jeg ikke kende mig selv. Ekstrem ængstelighed og fortvivlelse havde ramt hårdere end før, og jeg følte, at min mave var en tikkende bombe. Jeg vidste ikke hvornår sparkene ville holde op, og jeg derfor skulle føde en død lillesøster. Hvordan kunne man komme igennem det her? For det VAR dét der ville ske – det havde angsten bestemt. Det var her jeg bad min jordmoder og fødselslæge om hjemme-CTG og et planlagt kejsersnit. Jeg fik et ja, i sammenråd var vi enige om at dette var det bedste for mig.
Byrden og forbandelsen, det havde været at mærke spark og gå til scanninger hele tiden, blev formindsket. Og visheden om et planlagt kejsersnit, med et klokkeslæt og en dato som endestation, gav også en tryghed.
LÆS OGSÅ: Hvornår kan man mærke liv? 3 gode råd hvis du ikke har mærket baby i dag
Herefter stod jeg op hver morgen og lavede CTG liggende i min sofa. Sendte ind og fik svar. Altid positivt, heldigvis. Tryghed og en snært af fornuft bredte sig i mig: babyen dør ikke i dag for kurven var god, jeg kan leve i dag. Dog kunne jeg kun tænke på i morgen, for det var en ny dag og en ny kamp. Sådan levede jeg den sidst måned, hele tiden med den tildelte kejsersnitsdato som ”målet”.
Min smukke yngste datter Karen så dagens lys ved et dejligt planlagt kejsersnit en augustmorgen i 2019.
Det er okay at være bange
Jeg håber min historie kan hjælpe andre eller blot få én enkelt til at føle sig mindre forkert; For ja vi er alle bange for at miste vores børn eller drømmen om dem. Det står klart, men derfor må det ikke blive et tabu som gemmes væk med rystede hænder i foragt.
Det er okay at være bange, det er okay at være angst, det er okay at være bekymret. Det er også okay at ønske et planlagt kejsersnit og hvile i det, hvis angsten for det ukendte overskygger alt eller trygheden for det forudsigelige kan lindre den. Det er okay at sige de svære ting højt og bede om hjælp. Også hvis det er udover, “hvad godt er”. For du er aldrig alene.