Kejsersnit var en mulighed gennem hele min graviditet. Jeg lider af nogle underlivssmerter (vulvodyni), som har skabt mange problemer og gjort utroligt ondt på mig i mange år. Min mand og jeg talte derfor løbende med jordemoder om forskellige former for øget smertedækning og om muligheden for at ty til plan B – et kejsersnit.

Men hvis jeg kunne, ville jeg gerne have en naturlig fødsel med den smertedækning, der var nødvendig. Jeg indrømmer gerne, at fødslen aldrig var noget, jeg så frem til, men det var noget, jeg følte, jeg burde kunne komme igennem – ligesom alle andre.

Men skulle jeg ikke undgå igangsættelse for enhver pris?

Min fødselsoplevelse begyndte en mandag morgen, hvor vi mødte op på hospitalet for at modtage første omgang af medicinen til min igangsættelse. I hele sidste fase af min graviditet blev mit blodtryk ved med at stige, og igangsættelsen blev planlagt til to uger før min terminsdato.

Jeg var nervøs. Fødslen nærmede sig, jeg sov dårligt, og til fødselsforberedelse havde jeg fået at vide af en sygeplejerske, at man nærmest for enhver pris skulle prøve at undgå igangsættelse for at gøre det så naturligt som muligt. Ikke ligefrem en hjælp, når man fra fødeafdelingen får det anbefalet for at undgå svangerskabsforgiftning.

Mandag, tirsdag og onsdag kørte vi til hospitalet til tjek og daglig dosis af medicin, men mens mit blodtryk blev ved med at stige, skete der desværre ikke mere. Onsdag eftermiddag turde de ikke sende mig hjem igen. Jeg blev indlagt, og igangsættelsen gik ind i en ny fase, da det blev besluttet, at jeg skulle have lagt et ballonkateter op for fysisk at sætte min fødsel i gang.

Ballonkateter – av og ingen gevinst

Den oplevelse var lavpunktet for mig. Jeg havde fået at vide, at det ville være ubehageligt, men ikke egentligt smertefuldt. Jeg havde en helt anden oplevelse.

Jeg græd og græd, og jeg nærmest skreg under forløbet. Det gjorde forfærdeligt ondt på mig, og jeg var bange og udmattet, da jeg efterfølgende var nødt til at blive på hospitalet natten over alene.

Om torsdagen viste det sig, at ballonkateteret heller ikke havde hjulpet til at sætte gang i noget. Undersøgelserne gjorde ondt og jeg var meget bange. Kateteret var faldet ud af sig selv torsdag morgen, og jordemoderen kunne næsten ikke gennemføre undersøgelsen, fordi alt på mig spændte så meget op.

Vi havde nogle gode snakke med både en sygeplejerske og min jordemoder, som meget ærligt fortalte mig, at hun ikke længere kunne se, at vi kunne gøre det her til en ordentlig og positiv oplevelse for mig.

”Kamilla, tror du, det er tid til, at vi får aftalt et kejsersnit i stedet?” Da min fantastiske jordemoder stillede mig det spørgsmål, vidste jeg bare, det var det rigtige! Jeg kunne ikke helt lade være med at føle skuffelsen over situationen, men mest af alt var jeg lettet.

Beslutningen var rigtigt for mig – for os – og min mand og jeg var faktisk ikke i tvivl, da vi fik lov at tage hjem for natten med en aftale om at møde til et planlagt kejsersnit næste morgen. Vi glædede os.

Et fantastisk planlagt kejsersnit tager en drejning

Fredag den 2. november 2018 kl. 7.00 mødte vi op og blev tjekket ind på barselsafsnittet, før jeg blev gjort klar til mit kejsersnit og præsenteret for de mange mennesker på operationsstuen. Jeg tror, min mand var mere nervøs end mig.

Alt var blevet gennemgået for os dagen før ift. procedure, bedøvelse og forløbet efterfølgende, og hver enkelt person introducerede sig med navn og funktion. Jeg må indrømme, at jeg husker meget få detaljer, og efter bedøvelsen gik det hele så stærkt.

 LÆS OGSÅ: ”Under hele kejsersnittet troede jeg, at der var noget galt”

Min mand sad ved mit hoved og holdt mig i hånden, og han nåede lige at spørge mig, om jeg kunne mærke noget som helst, før der lød alletiders lille babylyd dernedefra. Herefter gik det desværre også meget stærkt, for vores lille nye babydreng blev kun lige holdt frem for mig, før de tog ham væk igen.

Han kunne ikke trække vejret ordentligt selv, og jeg beordrede min mand til at følge med ham, fordi vores dreng skulle have en af os, og jeg selv lå fast på lejet, stadig bedøvet fra livet og ned.

Dig og mig og Vito

Der gik en hel time, før jeg selv fik vores dreng. I den tid blev jeg syet sammen og kørt til en opvågningsstue, mens læger og sygeplejersker fortalte mig, hvordan min søn kæmpede for at trække vejret selv.

Flere gange blev jeg advaret om, at han måske skulle køres med børneambulance til et andet hospital, hvortil jeg først ville kunne følge efter, når jeg ikke længere var bedøvet. Min mand har senere vist mig billeder af noget af forløbet, og det er ikke rart at se, men alle er der for at passe på ham.

 LÆS OGSÅ: ”Det tog mig mange år at blive klar til at få endnu et barn”

Efter en times tid, hvor en ny sygeplejerske på opvågningsafsnittet tvang lidt mad og væske i mig, kom de endelig med ham. Lille, perfekt og i god stand. Jeg fik ham over til mig – min lille Vito – og jeg vidste, at jeg aldrig ville få lyst til at slippe ham igen.

Der er enormt mange og overvældende følelser forbundet med at blive mor, og det er et andet og kortere forløb at føde ved kejsersnit end vaginalt, men jeg følte hele den intense forelskelse, da jeg endelig fik lov at holde ham.

Indlæggelse og et fantastisk personale

Vito og jeg var indlagt en hel uge efter fødslen, og heldigvis havde vi en stue, hvor min mand kunne være indlagt sammen med os. Det var mildest talt klemte forhold at være lukket inde på de få kvadratmeter, men mit blodtryk ville ikke stabilisere sig, og der var ingen sikker vej uden om indlæggelsen. De første dage havde jeg desuden store smerter efter operationen.

Den første nat var Vito blevet puttet i en lille krybbe ved siden af min hospitalsseng. Min mand var endelig faldet i søvn, og jeg kunne ikke selv komme op at sidde eller ud af sengen. Natsygeplejersken, der kom og tjekkede både mine og Vitos tal med få timers intervaller, hjalp mig med at få lagt Vito over til mig i en lille rede i den store seng, så jeg kunne nå ham selv og finde lidt ro et par timer. Det blev ikke til meget søvn, men jeg nød det.

Det personale, jeg havde glæde af den uge, var fantastisk. Vi blev hjulpet og vejledt både i vores forsøg på amning, også da vi endte med at droppe amningen. Jeg blev hjulpet op at stå, på toilettet, i bad og til utroligt mange medicin- og blodtrykstjek. Og da vi endelig kunne komme hjem, var vi helt klar til at være vores lille familie.