Min graviditet tog en uventet drejning i uge 36, da jeg på grund af voldsomme smerter søgte akut lægehjælp. Her fik jeg den chokerende besked: Vores lille pige havde vendt sig og lå nu i sædestilling. Hendes hoved var presset så langt op mod toppen af maven, at nogle af mine ribben var blevet bøjet – så stort var trykket.

Fra planlagt til akut kejsersnit

Vi blev indkaldt til et vendingsforsøg og en samtale om forløbet og muligheden for en sædefødsel. Efter grundig overvejelse forsøgte vi at vende hende – uden held. Hun ville ikke samarbejde. Derfor blev det besluttet, at vi skulle have et planlagt kejsersnit, og vi gik hjem fra hospitalet med en dato for, hvornår vi skulle møde vores datter. 

En vild og surrealistisk følelse – at vide præcis, hvornår ens barn skal komme til verden.

Men hun havde sin egen plan. En søndag nat klokken 00.50 gik mit vand, og hun var klar til at melde sin ankomst. Vi ringede 112. Jeg lå i en pøl af fostervand, mens min kæreste pakkede vores ting. Vi satte vores yndlingsmusik på og forsøgte at bevare roen.

På fødemodtagelsen blev vi mødt af søde, men pressede jordemødre og sygeplejersker. De tog sig tid til at tjekke os, undersøgte mig og spurgte igen, om vi ønskede en sædefødsel – men vi havde allerede besluttet os: Nej tak. 

Ve-storm og ventetid

Da min tilstand var stabil (ingen veer, og kun 2.cm åben) og der var travlt på hospitalet, blev vi sat til at vente til morgenholdet mødte ind kl. 07.

Omkring kl. 02 begyndte det at knurre i maven – jeg skulle virkelig på toilettet og havde en voldsom fornemmelse af, at alt i min krop var på vej ud. Derefter husker jeg ikke meget – kun en intens, ud-af-kroppen oplevelse. Jeg fik ve-storm og kunne slet ikke være i mig selv. 

LÆS OGSÅ: “Kejsersnittet var en helt igennem smuk og fantastisk oplevelse”

Min kæreste tilkaldte personalet, men på grund af travlheden gik der tre timer, hvor jeg havde konstante veer. I løbet af den tid åbnede jeg mig seks centimeter. Jeg fik ve-hæmmende medicin, for jeg skulle blot holde ud, indtil operationsstuen blev klar.

“Er I klar til at blive forældre?”

Endelig blev det vores tur. På operationsstuen stod det sødeste personale klar og tog imod os med smil og varme. De spurgte, om vi var klar til at fejre fødselsdag. Det var en fuldstændig vanvittig følelse at blive lagt på operationsbordet, blive gjort klar – og så se klædet gå op.

Under hele forløbet talte jordemoderen beroligende med os. Lige inden vores datter blev født, sagde lægen, der skulle foretage kejsersnittet: “Er I klar til at blive forældre? Nu kommer hun.”

Og så stod tiden stille.

Et lille, sprødt skrig fyldte rummet – vores datter var kommet til verden. Min kæreste fulgte med under den første undersøgelse, og kort efter blev hun lagt på mit bryst, mens jeg blev syet sammen. Personalet informerede os hele vejen igennem og fik os til at føle os trygge og godt passet på.

Den helt rigtige måde at komme til verden på

Derefter kom vi på barselsafsnittet, hvor vi havde tre overnatninger. Jeg skulle op at stå og have gang i kroppen igen. Det var hårdt – især de første par dage. Bare dét at komme ud af sengen var en kamp. 

Men jeg fik masser af støtte og vejledning i forhold til smertelindring, og hvordan jeg skulle mærke efter og tage tingene i mit eget tempo. Jeg havde aldrig klaret det uden min kærestes ekstremt store støtte. Han var med mig gennem det hele. 

LÆS OGSÅ: “Hvorfor er det så forbandet vigtigt at undgå at blive skåret op i maven?”

Min datters fødsel kunne ikke have været smukkere – selvom kejsersnittet ikke var drømmen, endte det med at være den helt rigtige måde for hende at komme til verden på.

I dag sidder jeg tilbage med en dyb taknemmelighed og et behov for at dele, at et kejsersnit også er en fødsel. Ikke kun en akut løsning – men en rigtig, stærk måde at blive mor på. At blive “kejserinde”, er det sejeste, jeg nogensinde har gjort.

Det kræver styrke – både fysisk og mentalt – at lægge sin krop på et bord og lade sig skære op for at give liv. Kejserinder er pisse seje.