Hvem får et planlagt kejsersnit? Og hvorfor ender nogle fødsler med akut kejsersnit? Her kan du lære mere om de to typer kejsersnit og få svar på de mest almindelige spørgsmål om smerte og heling. Nederst i artiklen har vi samlet 20 erfaringer med kejsersnit fra seje kejserinder i momkinds Facebook-community.

Hvornår kan man få et planlagt kejsersnit?

Planlagt kejsersnit tilrådes ofte i situationer, hvor man antager, at fødslen vil være så kompliceret, at den kan ende med et akut kejsersnit. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er hårdere – både fysisk og psykisk – at få et akut kejsersnit efter en forsøgt vaginal fødsel.

Kejsersnit på grund af kronisk sygdom

I tilfælde af nogle kroniske sygdomme anbefales det at vælge et planlagt kejsersnit. Det gælder bl.a. for en række nyre- og tarmsygdomme, fibromyalgi og gigt i ryg eller hofteled. Beslutningen kan være svær, hvis man ønsker at føde vaginalt, men jordemoderen og/eller fødselslægen synes, det er for risikabelt.

En gang kejsersnit, altid kejsersnit.

Det plejede at hedde sig, at har du én gang født ved kejsersnit, vil du altid føde ved kejsersnit. I dag ser man mere nuanceret på det og bedømmer ud fra, hvilken årsag der lå bag det første kejsersnit. Desuden har du som fødende ret til medbestemmelse.

Du vil sikkert godt kunne føde vaginalt i fremtiden, hvis dit kejsersnit f.eks. skyldtes, at baby lå forkert og/eller fødslen gik i stå. Hvis fødslen derimod var kompliceret og ledte til akut kejsersnit, fordi dit bækken er særligt smalt, bør du formentlig undgå vaginale fødsler i efterfølgende graviditeter. 

LÆS OGSÅ: ”Det var et gigantisk nederlag for mig, at jeg ikke kunne føde mit barn”

Desuden kan traumet forbundet med et akut kejsersnit efter forsøg på vaginal fødsel være årsag til, at forløsningen af en lillebror eller lillesøster foregår ved planlagt kejsersnit. Denne situation ses rigtig ofte, og det er en helt legitim årsag, da du har brug for mest mulig tryghed omkring fødslen.

Kejsersnit pga. forkert fosterstilling

3 – 4 % af fødende kvinder står med et barn i forkert fosterstilling, underkropsstilling eller tværleje, når terminen nærmer sig. Det er sværere at føde, når den lille ikke har drejet sig i position med hovedet ned i bækkenet, og derfor er risikoen for akut kejsersnit større.  

Hvis du mod slutningen af graviditeten finder ud af, at din baby har placeret sig med numsen først (sædestilling) eller ligger på tværs af dit bækken (tvær- eller skråleje), vil man typisk starte med et eller flere vendingsforsøg, og i cirka halvdelen af tilfældene lykkes det. 

LÆS OGSÅ: “Jeg turde ikke gennemføre en sædefødsel”

I de situationer hvor vendingsforsøgene ikke bærer frugt, får du typisk tilbudt en samtale med en fødselslæge, som kan hjælpe dig med at vælge mellem sædefødsel og kejsersnit.

Planlagt kejsersnit pga. angst

Mange kvinder ønsker planlagt kejsersnit af psykologiske årsager. Det er naturligt at være nervøs for fødslen, men hvis du lider af angst kan frygten for det ukendte blive helt uoverkommelig. Sørg for at være ærlig overfor din jordemoder og læge, så der kan blive taget hånd om dine bekymringer. 

LÆS OGSÅ: “Hvorfor er det så forbandet vigtigt at undgå at blive skåret op i maven?”

Det er heller ikke unormalt at bede om planlagt kejsersnit, hvis en tidligere fødsel er forløbet under dramatiske omstændigheder med alvorlige bristninger til følge. Der er ikke noget at sige til, hvis du er bange for, at historien gentager sig. En god jordemoder vil vise forståelse for, at du vil foretrække planlagt kejsersnit.

Hvornår er det nødvendigt med et akut kejsersnit?

Beslutningen om akut kejsersnit bliver som regel taget, hvis fødslen går i stå. Det kan ske, at der trods gode veer ikke sker fremgang i fødslen. En langtrukken fødsel er ikke i sig selv farlig, men hvis hjertelyden falder og/eller barnet lider iltmangel, kan det blive kritisk.

Svangerskabsforgiftning kan være en anden grund til at foretage akut kejsersnit. Det sker dog kun i alvorlige tilfælde, hvis du f.eks. udvikler eklampsi (fødekramper) eller får HELLP-syndrom, som påvirker levertal, blodplader og de røde blodlegemer. 

Som beskrevet tidligere kan et akut kejsersnit også komme på tale, hvis fødslen er kompliceret, fordi barnet ligger i sædestilling. Desuden kan det blive nødvendigt at foretage akut sectio, hvis du har et særligt smalt bækken, og dit barn ligger i den store ende.

Bange for at få kejsersnit

Det er helt naturligt at være nervøs forud for et kejsersnit, og det gælder måske især, hvis du ikke tidligere har prøvet at blive opereret. Hvis du er bange for at få kejsersnit kan din jordemoder – eventuelt sammen med en læge – gennemgå proceduren med dig trin for trin. 

Som det fremgår af historierne nederst i artiklen har mange kvinder svært ved at affinde sig med at føde ved kejsersnit. Der er ingen skam i at række ud efter hjælp. Ved at høre andres erfaringer med kejsersnit får du et indblik i, hvad du kan forvente, og det kan måske hjælpe dig til at slappe mere af både før, under og efter indgrebet.

Hvor længe er arret om at hele?

I løbet af 4-5 uger vil både de indvendige og udvendige sting blive opløst af sig selv, men helingen i mavens forskellige lag følges ikke nødvendigvis ad. Du skal derfor passe på med at overanstrenge dig, selvom du måske umiddelbart tænker arret ser pænt ud på maveskindet. 

LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Sådan behandler du dit ar efter kejsersnit

Den nybagte kejserinde vil som regel opleve smerter i 2-3 uger, men varighed og intensitet er meget individuelt fra kvinde til kvinde. Typisk går det hårdest udover de kvinder, der næsten når at føde vaginalt, før et akut kejsersnit bliver nødvendigt. Du kan godt tage smertestillende piller, uden at det går ud over amningen, og en køle/varmepose kan give naturlig smertelindring.

Sørg for at holde øje med helingen, og vær især obs. på rødme, hævelse og varme omkring såret. Hvis du har mistanke om, at der er infektion i operationssåret, skal du kontakte din læge. 5-10% oplever i mere eller mindre grad at få infektion i såret, og det kan i værste tilfælde føre til genindlæggelse. 

Hvornår kan jeg begynde at træne igen?

Det er svært at give en entydig tidshorisont, når det gælder træning efter kejsersnit, da motion kan være mange ting. Du skal af gode grunde undgå klassiske mavebøjninger, men der findes mange andre øvelser, som du kan give dig i kast med efter de første par måneder. 

LÆS OGSÅ: Fysioterapeutens tips – Om oxytocin og træning efter kejsersnit

Hvad angår løbetræning, anbefales det at vente 3-6 måneder. Om det er nærmere de 3 eller 6 måneder afhænger naturligvis af, hvordan du er helet, men du skal også medtænke, hvordan din fysiske form var inden – og undervejs i graviditeten. Sørg for at lytte til din krop, gå varsomt frem og stop ved den mindste smerte. 

20 kvinders personlige erfaringer med kejsersnit

Tara, mor til tvillingerne Marcus og Nora på 7 måneder:

“Jeg fødte ved kejsersnit 1/9/2020. Det var et planlagt kejsersnit grundet Nora, som var ledende tvilling (hende som skulle ud først) lå med det ene ben og numsen nede, mens Marcus’ hoved lå og pressede på oven i det. Kejsersnittet var rigtig fint, professionelle og søde mennesker, og tiden på sygehuset efter (1 uge) var også så fin. Men den dag i dag sidder jeg tilbage med delte mavemuskler og en kejsersnit “hylde”, som jeg simpelthen ikke kan acceptere, og det er jo “kun” det fysiske. Der er også en del følelser omkring selve operationen, som man ikke får at vide.

Jeg ville gerne have vidst mere omkring kejsersnit og de følelser man efterfølgende står med, og det at det ikke “bare” er et kejsersnit. Det er afsindig hårdt at komme tilbage igen efter det. Det er 7 måneder siden, og jeg er stadig ved at komme mig. Men jeg ville gøre det hele igen!”

Christine, mor til Alfred på 6 måneder:

“Jeg fødte ved kejsersnit mit første barn i oktober. Fødslen skulle have været en hjemmefødsel, men da jeg efter to døgn i veer og uden smertestillende eller søvn ikke havde åbnet mig mere end 2 cm, og min lille søn reagerede meget kraftigt på det vedrop jeg fik lagt, blev det besluttet at jeg skulle have kejsersnit. Jeg var overrasket over, hvor kraftige rystelser og reaktioner jeg havde under operationen og især efter – jeg er stadig mærket i nervesystemet og følelserne dagligt, en PTSD-lignende tilstand.

Jeg var meget overrasket og ønskede, der havde været information, genoptræning og rådgivning omkring, hvordan jeg skulle gøre ved mit ar og min krop, hvordan jeg kunne blive støttet i at håndtere et kraftigt fødselstraume, og hvordan man som par kan forstå og give hinanden støtte efter en så voldsom fødselsoplevelse. Derudover blev jeg klipset skævt sammen, og mit ar gabte i den ene side, hvilket har givet mig endnu mindre tillid og tryghed ved det hele og ved sygehusvæsenet. Langt fra min drømmefødsel, men lige præcis mit drømmebarn, der kom ud alligevel.”

Irma, mor til Hugo på 14 måneder:

“Min fødsel trak ud, og efter 12 timers ihærdige veer måtte alle give op og konstatere, at min søn sad fast og for højt, og den eneste løsning var et akut kejsersnit. På det tidspunkt havde jeg ikke grædt en eneste gang, men taget imod smerterne og arbejdet med dem. Men da ordet kejsersnit kom, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Det kom helt bag på mig, og jeg var slet, slet ikke forberedt på det. Alle de mange forberedelser og tanker jeg havde gjort mig op til fødslen, alle de bøger og artikler jeg havde læst, så skippede jeg altid emnet “kejsersnit”. For jeg troede ikke, at det ville ske. Men da vidste jeg heller ikke, hvor normalt det var. Derfor undrer det mig endnu mere i dag, at der også blev sprunget let og elegant hen over det af både jordemoder, til privat fødselsforberedelse og på det kursus for førstegangsforældre, jeg fik tilbudt gennem kommunen… al fokus var på “den naturlige, vaginale fødsel” og at få barnet ud den vej.

Jeg så slet ikke kejsersnit som en mulighed, så det var et chok! Det samme var den lange helingsproces efterfølgende, hvor man ikke kunne løfte sit barn, som man ville, man kunne ikke grine højt, man kunne ikke rejse sig uden enorme anstrengelser… Men jeg ser alligevel tilbage på fødslen af min søn som en fantastisk oplevelse. Lægerne, sygeplejerskerne og jordemoderen, der var til stede under operationen på Aalborg Sygehus Nord, var SÅ professionelle og gjorde alt meget lettere for mig. Det er jeg evigt taknemmelig for! Jeg ville dog ønske, at jeg vidste bedre på forhånd, hvor normalt det er også at føde ved kejsersnit, og at jeg var bedre forberedt på det.”

Henriette, mor til Carl Johannes på 5 måneder:

“Jeg fødte Carl ved akut kejsersnit lørdag d. 31. oktober. Fødslen startede med vandafgang torsdag aften, og jeg blev sendt hjem fra hospitalstjek med Angusta-piller. Veerne kom buldrende ved 5-tiden og kl. 8 fredag morgen var vi på fødemodtagelsen. Maskinerne viste at Carl var stresset i maven, så vi kom hurtigt på fødestuen, hvor vi kunne monitoreres bedre af en jordemoder. Dagen gik, der blev talt akut kejsersnit mange gange i løbet af dagen, men blodprøver fra hans hoved viste, at han havde det fint. Jeg fik vedrop, men udvidede mig ikke så meget, og da jeg stadig kun var 7 cm åben fredag aften, fik vi en hvilepause til natten. Lørdag morgen fortsatte vi vedrop, og kl. 9 tjekkede de om han lå rigtigt (jeg var stadig kun 7 cm åben). Det gjorde han desværre ikke, og der var nu to muligheder: at forsøge at vende ham vaginalt eller gå til akut kejsersnit.

Efter 37 timers fødsel var jeg så mør, at jeg ikke kunne mere, og jordemoderen rådede os kraftigt til kejsersnit. Klokken 10.19 var han ude og kom forbi mig til kys, inden han skulle tjekkes af børnelægerne, mens jeg blev syet. En vanvittig fødsel, som heldigvis endte godt.

Kejsersnit er hårdt (ligesom jeg forestiller mig en vaginal fødsel er vanvittig hård), og jeg glemmer ikke smerten første gang, jeg skulle op at stå. Jeg kunne ikke bære andet end Carl de første to måneder, og det skabte nogle logistiske udfordringer og låste mig i vores hjem, medmindre min mand kunne hjælpe, hvilket han heldigvis kunne. Det er hårdt at komme sig efter et kejsersnit, hvor man er syet i 7 lag i maven. Noget så simpelt som at finde trusser, der ikke sidder lige på arret er også en udfordring i starten. Til gengæld er man jo ikke bristet forneden. og tyngdepunktet i underlivet forbliver som før, så der er noget gevinst at hente der. Nu er jeg bare stolt af at være en kejserinde og nyder min lille kejsersnitte.”

Gulsena, mor til Annabelle Lilly på snart 3 år og Matteo Vincent på 8 måneder:

“Jeg blev kejserinde den 24. juli 2020, da jeg fødte vores andet barn, Matteo Vincent. I maj ‘18 da jeg fødte vores datter, fik jeg en 3. gradsbristning. Jeg havde så ondt efter den fødsel og forstod faktisk ikke helt, hvad der var sket, selvom de forklarede det efter at have været på operationsbordet i to timer. Først dagen efter, da lægen kom ind på stuen og talte med mig, gik det op for mig at jeg havde fået en stor bristning. Jeg kunne INTET den første tid og gik til fysio på hospitalet i et år. Lægen forklarede at jeg havde fået en 3. gradsbristning og anbefalede, at hvis vi skulle have et barn mere, skulle jeg have planlagt kejsersnit.

Jeg blev gravid og vidste at det var kejsersnit denne gang. Det beroligede lidt mit hjerte og mit sind, men jeg var stadig meget nervøs, primært pga. det ukendte i forhold til et kejsersnit og dets smerter efterfølgende. Ugen op til kejsersnittet kom vi til informationsmøde på hospitalet. Her blev dagen for fødslen gennemgået, og man fik talt med lægen, men det har så også kun været det. Jeg har søgt råd ved familie/veninder, som selv er kejserinder.

Personligt for mig havde jeg en rigtig god oplevelse. Jeg blev modtaget med åbne arme, da vi ankom til operationsstuen. “Kom ind, nu skal vi snart holde fødselsdag”, tårerne trillede, jeg var så nervøs og spændt. Det hele gik så godt – så godt at jeg tænker, om det er muligt at få samme oplevelse igen, hvis jeg ventede mig en gang til.”

Carina, mor til Emil på 9 år og William på 6 år

“Jeg er dobbelt kejserinde. Det var ikke noget jeg selv valgte, og jeg kan stadig føle en sorg over, at jeg ikke kunne føde mine sønner “normalt”. Jeg ved godt at det egentlig er noget pjat, for jeg HAR født mine børn, men den følelse kan stadig drille mig så mange år efter. Fødselslæger og jordemødre besluttede, at min første søn skulle tages ved semi-akut kejsersnit, fordi de vurderede ham til at veje 5,9 kilo(!) Det gjorde han ikke… han vejede 5230 gram.

Da jeg blev gravid anden gang, vidste jeg godt at risikoen for endnu et kejsersnit var til stede, men jeg bevarede stadig håbet om en vaginal fødsel indtil cirka 4 uger før termin, da en fødselslæge sagde til mig: “du skal ikke spille helt her, der er meget der kan gå galt”. Bum, så var beslutningen ligesom taget! Endnu en smuk og sund babydreng kom til verden, kampvægt: 5300 gram.

Jeg ville gerne have vidst, hvor lang tid det tog at komme sig, hvor ondt det faktisk gjorde, og hvordan jeg skulle pleje mit ar og hele mit “defekte” stykke krop… de delte mavemuskler og eftervirkninger af en ret stor operation gjorde, at jeg følte indvoldene væltede rundt, og DET var jeg ikke forberedt på. Det der overraskede mig mest var nok manglen på oplysning fra fødegangen omkring pleje af arret men også etablering af amning, som ofte er ekstra svært efter et kejsersnit (især hvis man mister meget blod, som jeg gjorde). Det håber jeg virkelig man er mere opmærksom på i dag.”

Sophie, mor til Lola på 2 år:

“Jeg endte med at få et kejsersnit, fordi min igangsættelse på ingen måde fungerede. Jeg blev sat i gang på dagen for uge 37, da man vurderede at flowet i navlesnoren var blevet lidt for svagt, og barnet måske var for lille til at klare en vaginal fødsel til termin. Jeg var ellers selv ret lille født ved termin. Graviditeten havde været helt uden komplikationer, det var et aktivt barn, og jeg var selv sund og rask og spændt på at føde.

Jeg ville i bagklogskabens lys gerne have vidst, at jeg kunne have takket nej til igangsættelse og bedt om mere kontrol i stedet. Jeg fornemmede på jordemødrene, at de syntes, igangsættelse var lige lovlig hurtigt og voldsomt at beslutte, men de forklarede, at fødselslægen har final say. Det opfattede jeg som indiskutabelt. Jeg ville gerne have vidst, hvor vigtigt det er at føle sig tryg, rolig og lyttet til for at kunne lave veer. Det er næsten umuligt, når man føler sig gjort til en besværlig krop, der er en forhindring for ens barns tilblivelse. Jeg ville også gerne have vidst, hvad ve-drop kan gøre ved kroppen. Hvordan et kejsersnit – og især et ikke-planlagt med den angst og kaos, der kan følge med – kan ødelægge den første barselsperiode og ammeopstarten.

Jeg følte mig utaknemmelig, fordi jeg ikke “allerede var smaskforelsket i den lille ny” og ked af forløbet, selvom vi jo kom levende igennem. Chokket prægede de første mange måneder. Og så ville jeg bare gerne have vidst, hvordan jeg rent praktisk skulle behandle mit kejsersnit, når jeg kom hjem, for jeg skænkede ikke pleje af mig selv en tanke, da jeg stod med et lille barn i favnen. Jeg blev følelsesløs i huden helt fra navlen og ned til kønsbenet og er det stadig delvist i dag.”

Mie, mor til Mille på 19 måneder:

“Ja, hvorfor fødte jeg ved kejsersnit? Jeg var 40+3 og på besøg hos jordmoderen, der slår fast: “Din mave er godt nok meget stor, og jeg tror ikke længere at det kun er fostervand.” Afsted til skanning med os. Baby vurderes til 4700 gram, og der aftales planlagt kejsersnit om mandagen ugen efter –  MEDMINDRE jeg går i fødsel, hvilket jeg gør torsdag aften. Søndag morgen er der stadig ingen baby, mor er udmattet og alle tal dykker, så afsted til akut kejsersnit med os. Ud kommer 5,2 kg og 57 cm baby, så ja, jeg er egentlig glad for at hun ikke kom ud vaginalt.

Jeg blev meget overrasket over den rutsjetur, vi var igennem, hvor beslutningen om vaginal fødsel eller kejsersnit blev taget om og om igen nærmest hver time. Det var ekstremt hårdt psykisk at skulle være omstillingsparat hele tiden oven i at forholde os til, at nu skulle vi være forældre. Jeg husker intet efter jeg hører hende skrige, da hun kommer ud – det var forløsningen, og så gav jeg slip. Først da hun er nogle timer gammel er jeg igen ved bevidsthed og knust over at være gået glip af hendes ankomst.” 

Sofie, mor til Asger på 1 år:

“Jeg fødte min søn ved kejsersnit efter en 15 timers lang kamp for at få ham ud. De første mange timer med voldsom vestorm, indtil jeg fik den kære epidural. Jordemoderen påpegede, at hun kunne fornemme han lå forkert, men ikke på hvilken måde. Hun prøvede derfor at rotere ham via forskellige øvelser. Min søn begyndte at blive stresset inde i maven og sad bare fast i bækkenet. Lægen blev tilkaldt og jeg fik lov til at presse et par gange mere, men han rokkede sig slet ikke. Jeg fik grad 2 kejsersnit, da min søn var en stor basse på 4650 gram og 58 centimeter, som var stjernekigger. Lægen mente han aldrig var kommet ud vaginalt.

Nogle folk siger kejsersnit er den nemme løsning. Jeg er klart uenig. I de første 4-6 uger måtte jeg kun løfte mit barn i autostol, kunne nærmest kun løfte min søn (han var ligesom rimelig tung). Jeg blødte, ligesom folk der har haft vaginal fødsel. Jeg havde ingen anelse om, hvor stor en kamp det ville blive at få gang i amningen, hvilket åbenbart var normalt ved kejsersnit. Der er stadig følelsesløst omkring mit ar. Jeg kunne nærmest ikke tage mig af min søn det første døgn grundet træthed, smerter og opkast efter medicin under operationen. For ikke at tale om alle følelserne, der følger med ved at have fået akut kejsersnit. Jeg følte mig snydt. Den dag i dag, kan jeg stadig tænke tilbage på fødslen og fælde en tåre. Ikke mindst er jeg træt af at høre på, at folk ikke kalder det en fødsel. Kom der da ikke et barn ud?” 

Kathrine, mor til Ida på 3 år og Mona på knap 6 måneder:

“Jeg har født begge mine piger ved akut kejsersnit. Den store i 2018 og den lille i 2020. De to fødsler ligner hinanden meget. Hurtig og nem fuld udvidelse hvorefter pigerne har siddet urokkeligt fast i mit bækken. Det er en fuldstændig afskyelig smerte, når en baby sidder fast i bækkenet og ikke kan komme igennem. Det er umuligt at kontrollere og håndtere smerten med vejrtrækning. En følelse af total afmagt. Begge fik dårlig hjertelyd og påvirket scalp-pH, hvorfor de hurtigt måtte ud ved akut kejsersnit. Det er imponerende, så hurtigt sådan et kejsersnit kan gå! Det kan være svært som forældre at følge med i.

Det har været rigtig hårdt ikke at få pigerne direkte op til mig. Den første så jeg slet ikke før efter et stykke tid. Der sidder et savn og en sorg i min krop, som er svær at slippe af med. Der er ikke en følelse af forløsning. Graviditeten er ligesom ikke afsluttet på en ordentlig måde – det har jeg tydeligt kunne mærke både på krop og sjæl. Jeg må ikke (forsøge at) føde vaginalt igen, så derfor er mit højeste ønske ved en eventuel tredje fødsel et hud-mod-hud kejsersnit.”

Camilla, mor til Balder på 4 måneder

“Jeg valgte planlagt kejsersnit, da vi desværre mistede vores første søn (oktober 2019) ved fødslen. I samarbejde med lægen, valgte vi at et planlagt var det sikreste. Jeg ville gerne have vist, hvor hårdt og på en måde grænseoverskridende det var. Du mister total kontrollen ved et kejsersnit og aner ikke, hvad der foregår bag tæppet. Det overraskede mig mest, hvor ondt det gjorde bagefter, og hvor lidt mobil man er i forhold til en vaginal fødsel. Og så overraskede det mig også, hvor ubehageligt det egentlig var at ligge total bedøvet og uvidende bag klædet under kejsersnittet.”

Ema, mor til Mattheo på 13 måneder:

“Jeg blev sat i gang 14 dage over termin og kom på sygehuset med stærke veer fredag nat kl. 2. Herefter var jeg i gang hele lørdagen med, og da vi nåede til søndag formiddag lægen, at de synes det skulle være kejsersnit, fordi jeg havde været i gang så længe. Han havde det fint, men havde ikke åbnet mig mere end 5 cm og han havde ikke placeret sig.

Selve kejsersnittet var en rolig og meget afklaret oplevelse. Jeg blev positivt overrasket over, hvor hurtigt min krop kom sig. Ville dog ønske at jeg havde vidst, at det kunne komplicere amningen, så jeg kunne have insisteret på, at min søn fik MME med det samme, indtil min krop var klar til at overtage.”

Camilla, mor til Liva 2,5 år:

“Jeg fødte ved akut kejsersnit på Rigshospitalet. Om kejsersnit ville jeg gerne have vidst hvor stor en operation det egentlig er, og at det på ingen måde er en løsning, der er ønskværdig. Ville gerne have vidst hvor lang tid det kan tage bagefter for kroppen at komme sig og alle de nerveforstyrrelser, der kan forekomme bagefter. Her snart 3 år efter er mit ar stadig ikke pænt men stadig bulet op på midten.

Det som overraskede mig mest er, hvor svært det var mentalt for mig efterfølgende. Var svært at leve med at min datter skulle til verden på sådan en voldsom måde som jeg følte det var. Havde dårlig samvittighed samt en stor sorg over ikke at kunne føde normalt og havde en krop, der var så ked af det. Den har været ked af det meget længe. Følte det som en slags overgreb at være blevet skåret op på den måde.”

Cecilie, mor til Fine på 9 måneder:

“Jeg blev kejserinde i sommeren 2020. Der var corona og ingen fødselsforberedelse, men jeg havde forsøgt at forberede mig på, at alt kunne ske – dog var jeg ikke så forberedt på dét der skete. Under fødslen, som ellers var til termin og forløb helt normalt, fik jeg kraftig vestorm. Mine veer var så kraftige, at jeg udvidede mig alt for hurtigt. Jeg nåede ikke engang ind på en rigtig fødselsstue. Det gik så hurtigt, at både personalet og baby ikke kunne følge med. Min baby fik ikke ilt nok, og jeg kunne ikke nå at få lagt en epiduralblokade – jeg havde konstante veer uden pauser, så ingen mulighed for det. Derfor endte jeg med et akut kejsersnit i fuld narkose. Det tog 6 minutter fra beslutning blev taget, til baby var ude. Det gik helt vildt hurtigt!

Det var vores første barn, og vi kendte ikke kønnet. Så det var en virkelig underlig følelse, da jeg vågnede på opvågning. Sygeplejersken informerede mig om situationen. Alt var gået fint. Jeg var blevet mor til en dejlig lille datter, som jeg lige måtte vente lidt med at se, men hun havde det godt. Min kæreste var sammen med hende på neonatal. Jeg anede slet ikke, at der kunne gå så mange timer,  før jeg kunne se hende. Der gik mere end 4,5 timer i mit tilfælde.

Smerterne fyldte meget, jeg var meget utilpas og virkelig ked af, at jeg ikke havde set min datter komme ud af min mave. Jeg følte mig helt fremmed overfor oplevelsen. Det fyldte så meget, at jeg ikke rigtig nåede at bekymre mig over min datters tilstand. Jeg var stadigvæk meget tåget og kan ikke huske mit første øjeblik sammen med min datter, da jeg endelig fik lov til at se hende. Heldigvis var hun sund og rask og verdens dejligste baby. Kan kun takke mit akutte kejsersnit for, at alt endte godt.

Jeg ville ønske, at der var blevet talt lidt mere om dét, der kan gå galt ved en fødsel og det akutte kejsersnit. At der blev sat ord på, at alt stadigvæk er okay og som det skal være, selvom det ikke gik problemfrit. Der fokuseres meget på at fortælle gravide, hvor usandsynligt det er, at der vil gå noget galt. I mit tilfælde betød det, at jeg var fuldstændig i chok over mit forløb. Jeg følte mig slet ikke til stede i min fødsel, hvilket fyldte unødvendigt meget. Måske havde det været anderledes, hvis der var blevet talt lidt mere om de ting, der rent faktisk kan gå galt og hvad der sker, når de gør. Det er ikke for at man som gravid skal blive skræmt, men så man bedre kan være forberedt på de situationer, hvis de opstår.

Min fødsel overvældede mig meget i starten. Jeg havde virkelig troet, at mine følelser ville handle mere om mit barn og overvældelse over min nye mor-rolle. I stedet handlede de om mine kraftige smerter og min skuffelse over, at jeg ikke var ved bevidsthed under min fødsel. Kejsersnit eller ej. Jeg kunne godt efterlyse mindre berøringsangst omkring fødsler. Nogle fødsler går faktisk lidt galt, og du har absolut ingen kontrol over dit forløbet, når de gør. Sådan kan fødsler også bare være. Det gør dem ikke mindre til fødsler. Akutte kejsersnit er faktisk ret normale, og vi burde tale mere om dem.” 

Maria, mor til Lydia på 8 måneder:

“Jeg fødte ved akut kejsersnit, fordi min datters infektionstal var høje. På trods af at jeg var 10 cm åben vurderede man, at hun ikke ville komme hurtigt nok ud, da hun var stjernekigger og sad fast. Efter kejsersnittet fandt de ud af at hendes tal var dårligere end først antaget. Det resulterede i at jeg først holdte min datter 16 timer efter fødslen.

Jeg ville gerne have vidst hvor meget et kejsersnit påvirker ens krop. Jo jo, det er en stor operation og selvfølgelig gør det nas, og man skal holde sengen de første dage. Men jeg var slet ikke klar over, at det påvirkede mit nervesystem, min balance, mit tarmsystem og alt andet end mit maveskind også. Såret, senere arret, var det mindste af min oplevelse.

Det overraskede mig hvor ked af det jeg blev – og stadig bliver – når jeg hører om andres fødsler, fordi jeg føler mig snydt for den første tid med min datter. Jeg føler mig snydt for at føle glæde og lykke over min fødsel. For mig sluttede glæden ved min fødsel ved kejsersnittet.”

Claudia, mor til Robert på 2 år og Sonya på 1 år:

“Jeg fødte ved akut kejsersnit, da der blev konstateret “mekanisk misforhold”. Jeg havde været 10 cm åben i nogle timer, men hun kom bare ikke videre ned gennem bækkenet, uanset hvor meget tid vi gav, samt hvad vi ellers gjorde for at få det til at lykkes.

Jeg ville gerne have vidst mere om forløbet efterfølgende. Om hvordan de næste par uger ville komme til at gå i forhold til smerter og genoptræning, om hvor længe der ville gå, før jeg kunne gå ture mm. samt mere om pleje af arret. Det som overraskede mig mest var – og er stadig – hvor stort et indgreb sådan et kejsersnit er. Jeg har stadig, her 2,5 måneder efter mit kejsersnit, ondt når jeg trykker omkring arret på min mave, og jeg føler mig stadig meget ny i min krop.”

Ida, mor til Tobias på 2,5 år:

“Fødslen gruede jeg for hele vejen igennem min graviditet. Jeg forsøgte at forberede mig med bøger og youtube-videoer, men da veerne kom, følte jeg mig helt blank alligevel. På sygehuset fik jeg tilknyttet en ung jordmor og en ung studerende. Veerne tog til, og jeg var bange og ked af det. De to jordmødre mente ikke, at en epiduralblokade var optimal som smertelindring – det var bedre at jeg fik alternativerne. Ved vagtskiftet sent på eftermiddagen fik jeg den skønneste ældre jordemor. Hun kiggede på mig og sagde: “Nu ringer jeg lige efter narkoselægen, og så får du en epiduralblokade. Evig taknemmelig for hende.

Da jeg var 10 cm åben, tog de epiduralen fra mig, og så skulle jeg jo snart til at føde. Jeg fik bare ikke veer mere. De var stoppet helt. De næste 5 timer husker jeg kun som et smertehelvede, jeg ikke ønsker at mindes. Der gav de mig masser af vestimulerende drop i håb om at sætte fødslen i gang. Pludselig kunne jeg mærke, at min seng blev skubbet ud af fødestuen. En siger til mig: “Ida, du skal have kejsersnit nu, idet din søn er stresset, og du ikke selv vil kunne føde ham. Han er ikke kommet langt nok ned i dit bækken.”

Jeg mærker intet til kejsersnittet, idet de udfører det.  Jeg snakker bare med narkoselægen, imens de lapper mig sammen. Jeg husker at jeg spørger ham, om han har fået sovet siden sidst. Han gav mig min epiduralblokade præcis 12 timer før. Jeg var overrasket over, at jeg ikke var mere overrasket. Alt var så roligt, selvom jeg var “kode gul”, som er semi-akut-kejsersnit. Alle gjorde hvad de skulle, stemningen var god på operationsstuen. Jeg husker det som en lille fest.  Jeg ville gerne have vidst, at man kan vælge at få planlagt kejsersnit, og at det ikke kun er noget man får akut og i særlige tilfælde. Tobias blev født kl. 04.05 24/9 2018   – præcis, og på minuttet – 24 timer efter første ve.” 

Nanna, mor til Erik Ståle på 2 år:

“Jeg fik akut kejsersnit under fuld bedøvelse efter et forløb med igangsættelse med Angusta-piller, tæt på to døgn med veer, vedrop, lang aktiv fødsel og pressefase samt mislykket forsøg på forløsning med hård sugekop. Min søn kom ud med helt stabile tal og var stor, sund og stærk.

Jeg havde slet ikke overvejet kejsersnit som en mulighed og havde derfor ingen viden om, hvad det indebar for mor og barn. Jeg ville gerne have vidst, hvordan jeg kunne forvente at have det efterfølgende. Jeg havde feber og alt for store smerter, som jeg regnede for normalt, for så 11 dage efter fødslen at opdage, at der var infektion inde under såret. Det resulterede i to yderligere ture under fuld narkose for at få renset betændelsen ud og blive syet sammen på ny. Det store blodtab fra operationen gjorde, at amningen var meget forsinket. Det ville jeg gerne have været mere bevidst om, da jeg kom sent i gang med pumpemaskine og kun akkurat fik kæmpet amningen i gang. Personalet på hospitalet hjalp mig ikke i gang med at pumpe, det gjorde min egen mor. Kæmpe sejr at det lykkedes, og jeg at fuldammede min søn til han var en basse på 12 kg.

Hele forløbet påvirkede mig på den måde, at jeg de første uger var KØRT OVER fysisk. Jeg kunne ikke hjælpe ret meget, så min mand måtte pusle, skifte, you name it. Jeg kunne bare sidde med baby, pumpe, amme og forfra. Det gav mig en følelse af at fejle som mor og svigte min søn, og det var svære vilkår at bygge sit forældreskab ud fra. Jeg var sikker på, at min søns og mit første møde (som jeg ikke husker grundet post-operations skævhed og træthed) havde skadet vores relation varigt, og der gik lang tid før jeg fik talt med nogen om det. Det var fornemmelsen af at starte moderskabet i minus på regnearket og den mindste fejlafstemning af baby, gråd eller kaos kunne genaktivere min forkerthedsfølelse.

Jeg har arbejdet oplevelserne igennem med en psykolog og er landet et godt sted. Jeg øver mig på at sige, “da jeg fødte” uden at tøve og bære arret med stolthed. Og så har jeg nogle erfaringer, som jeg tager med til næste gang, hvor mit allermest ydmyge ønske er: at være vågen og ved bevidsthed til at se mit barn komme til verden. Går det endnu bedre end det, tager jeg imod det med kyshånd.”

Tania, mor til Oliver på 2,5 år og William på 1 år.

“Jeg blev ufrivilligt en del af kejserinderne 1. april 2020, da jeg efter 18 timers lang sej kamp endte med akut kejsersnit.Jeg var slet ikke forberedt, da min første fødsel var helt ukompliceret, men lillebror lå i høj ligestand og skævt i bækkenet, så der var ingen vej uden om. Det er jo svært at forberede sig på forhånd, fordi man ikke vil tænke tanken, at det kunne ende i akut kejsersnit, men jeg kunne faktisk godt have tænkt mig lidt info omkring det, som kroppen går igennem.

Jeg var så udmattet og min krop var max presset. Jeg lå og rystede helt vildt, jeg frøs og min tænder klaprede, jeg hyperventilerede og endte med at kaste op, da det hele var overstået. Jeg var slet ikke forberedt på, hvor meget min krop reagerede på dette.

Derudover, så blev jeg overrasket over, at jeg fik ondt i skulderen under indgrebet, og ikke mindst de efterfølgende smerter. At det gjorde så sindssygt ondt bare at slippe en vind, det havde jeg aldrig forestillet mig.”

Anna, mor til Viola på 7 år og tvillingerne Alfred og Pixie på 1 år:

“Jeg fødte Viola vaginalt i 2014 uden problemer ved en nem og ukompliceret fødsel, så da jeg ventede tvillinger i 2019, havde jeg håbet på en lignende oplevelse. Det endte med et semi-akut kejsersnit, da jeg fik veer, men ikke selv måtte føde grundet tvillingernes placering. Selve kejsersnittet foregik fint og roligt. Læger og sygeplejersker var søde og virkelig professionelle, men tiden efter var virkelig anstrengende. Det gør VIRKELIG ondt at have fået skåret maven over og efterfølgende skulle bære baby(er), amme og passe andre børn.

Jeg fødte min ældste vaginalt uden bedøvelse og synes alligevel, at dét at få kejsersnit var værre. Oveni hatten oplevede jeg det skønne fænomen “kejsersnit-skulder” – fantomsmerter grundet luft i bughulen. ALDRIG HAR JEG OPLEVET NOGET LIGNENDE. Jeg sad op og sov/ammede/stenede første nat FULDSTÆNDIG blæst omkuld af morfin. Føj. Vand i kroppen er peanuts til sammenligning med mine ankler efter denne nat! Jeg tror ikke, at jeg kunne have forberedt mig på oplevelsen, MEN jeg vil gerne videregive budskabet om, at kejsersnit ikke er “the easy way out”. En bristning i bunden er (i min verden/oplevelse) nemmere og mere naturligt at komme sig over end et kæmpe indgreb i maven. Kejsersnit er til gengæld vidunderligt, hvis man ikke har mulighed for at benytte den “naturlige” udgang.”