Den dag Albert blev født var en af de sidste sommerdage i 2019. Der var intet drama og ingen tasker der blev pakket i vildskab. Fødslen var planlagt. Kejsersnit, foretaget pga. vasa prævia (oversættelse: blodårer der ligger for tæt på livmoderåbningen). Vi var blev holdt tæt øje med op til fødslen og alt var godt.

Et planlagt kejsersnit – en seriøs fest!

Vi kørte ud til sygehuset kl. 08.00 og blev indlogeret. Så klædte vi om, jeg i hvidt, min mand, Christian, i blåt og med et rødt skilt, hvor der med blokbogstaver stod FAR – ”For at undgå at nogen tror du er læge” – de bærer også blåt. Se det lige for dig ”Førstegangs far forvekslet med læge…. Så godt med det røde far-skilt, siger jeg bare.

Kl. 09.00 bevægede vi os op på operationstuen. ”Nåh, er I klar til at fejre fødselsdag?” Sådan blev vi mødt af anæstesisygeplejersken. Jeg ved ikke hvorfor den her sætning lige rammer mig i dag. Men det føles stadig kæmpe stort, varmt og vildt.

Og der var faktisk stablet en seriøst fest på benene med to operationslæger, to operationssygeplejesker, en lægestuderende, en jordemoder, en anæstesilæge, to anæstesisygeplejersker og så to børnelæger der stod klar ude på gangen for at tage imod Albert, hvis noget skulle gå galt når han kom ud.

Før kejsersnittet blev der lyttet hjertelyd – alt var stadig godt.

Uroen og panikken bankede på i tindingerne

Alle var søde og snakkende, spurgte ind til alt mellem himmel og jord og informerede engang imellem, hvad de var i gang med. Jeg havde hele tiden forholdt mig i ro, trukket været dybt, bevæget mig langsomt, for at kunne følge med. Men når så mange mennesker snakker til en, rører ved en og man på samme tid er klar over at, lige om lidt sker det, så kunne jeg ikke andet end at blive lidt bims.

Til sidst kunne jeg mærke uroen og panikken banke på i tindingerne. Det fangede anæstesisygeplejersken med det samme og sagde hurtigt: ”Cecilie har brug for 5 minutter, hvor ingen snakker til hende”. Herefter foregik de næste 5 minutter i stilhed, og jeg følte mig så set, forstået…rummet.

 LÆS OGSÅ: ”Et kejsersnit med komplikationer blev en dårlig start på mit moderskab”

Efter at have fået først en lokalbedøvelse og herefter en spinalblokade, blev jeg lagt ned og man testede om jeg kunne mærke noget. Nej, det kunne jeg ikke, bedøvelsen virkede.

Det tog 40 minutter at preppe mig og 5 minutter at føde…that’s it.

Og sandt nok så mærkede jeg ingen smerte, men de tog jo fat i mig, og da jeg mærkede det, kom panikken krybende frem igen. Christian sad ved mit hoved, mens anæstesilæge og – sygeplejesker hold mig i hånden. Jeg begyndte at stramme mit greb og med det samme sagde anæstesilægen. ”Du får nu meget meget lidt morfin – vi giver ikke særlig meget, for det kan baby ikke tåle. Du får kun lige til at du synes at det er okay, at de rør ved dig. Og ”klichéwarning” pludselig lød den dejligste mest forløsende grå. Mit hjerte hoppede – Albert!

Morfin i blodet og baby i armene

Jordmoren vurderede hurtigt, at alt var godt, så jeg fik ham op til mig. Her lå han, smurt ind i forsterfedt, pakket ind i en falmet dyne fra region Midtjylland, varm og nyfødt. Jeg trøstede ham lidt havde ingen ord men begyndte på: ”You are the sunshine of my life”.

Jeg kunne ikke finde på andet og alt var som det skulle være. Langt væk mærkede jeg at min krop blev rykket i, men det ramte mig ikke som tidligere, morfin i blodet og baby i armene, kunne det blive bedre. Og så havde jeg åbenbart også blødt en del.

På opvågningstuen fik det jeg den, til dato, bedste franskbrødsmad med smør og marmelade – har andre haft det sådan? Manner den var god!

Der blev der holdt øje med mig og Albert. To timer på opvågningstuen fløj afsted og vi blev kørt på Mor/barn-afsnittet. Glade, lettede… lykkelige.

Ingen gener, men prutter der kunne slå en død mand ihjel!

Den første gang jeg skulle stå op, var 6 timer efter kejsersnittet. Det gjorde vanvittigt ondt, og jeg kunne kun stå op i få sekunder. Men igen – hvad morfin ikke kan gøre. Et brændende ønske om at kunne løfte Albert i den første tid, drev mig til at rejse mig op igen nogle timer senere og gå rundt og herfra gik det hurtigt nemmere.

Om det var held eller forstand aner jeg ikke, men jeg havde ingen gener. Jo, det gjorde ondt i nogle dage efter operationen, men jeg havde ikke problemer med at løfte eller gå.

Det eneste jeg har kunnet klage over var at mine prutter. Uden at gå i detaljer – kunne slå en død mand ihjel. Men ellers intet, nada, niet, nothing. Alt har været godt. Alt.

Jeg begyndte først at føle mig forkert i mødregruppen

Det var først efterfølgende, at jeg begyndte at føle mig forkert. Den første gang jeg var i mødregruppe fortalte vi fødselshistorier, og jeg var den eneste, der havde født ved kejsersnit. Jeg beskrev forløbet og fortalte, at det var gået godt, og at jeg var kommet mig hurtigt. De sagde ikke så meget. Det var bare ”dejligt” og så videre.

Her havde jeg for første gang følelsen af at Alberts fødsel ikke var rigtig. Jeg følte mig irrelevant, glemt, overset og forkert – det var ikke deres mening, men det var det, jeg følte.

LÆS OGSÅ: ”Der lå jeg så med ar i maven og to små smukke børn og blev skammet, fordi jeg havde født dem ved kejsersnit”

Jeg kan huske at samme dag, jeg havde fortalt min fødselsberetning blev jeg spurgt af en af mødrene: ”Hvor lang tid havde du presseveer, Cecilie” – ”jamen jeg havde jo ikke… jeg fik jo planlagt kejsersnit”…. ”Nåhh, ja” og så ikke mere. I samme periode hørte jeg kommentarer fra kvinder som: ”Jeg håber ikke, at det ender i kejsersnit” eller ”bare jeg ikke får kejsersnit – så er jeg glad”.

Det var altså først i mødet med andre, at jeg begyndte at tænke negativt om mit kejsersnit.

Kejsersnittet var det rigtige – det kunne være gået helt galt

I dag minder jeg mig selv om, at kejsersnittet var en sejr; en succes; en gave. Som sagt holdt man tæt øje med os gennem graviditeten, men beslutningen om kejsersnittet trak ud. I uge 31 var den endelig en læge der tog beslutningen sammen med os. ”Det kan gå godt med en vaginal fødsel, men jeg kan ikke love det. Det vil pludselig blive et spørgsmål om skyld, som I skal leve med, hvis noget går galt, og det vil jeg ikke byde nogle.” Derfor kejsersnit.

Da vi lå på opvågningstuen efter kejsersnittet havde jordemoderen livmoderhinden med. ”Nu skal jeg vise dig hvorfor det var godt at du fik kejsersnit. Din moderkage var delt i flere stykker ud over livmodervæggen. Havde du født vaginalt kunne flere blodåre sprænge og Albert være i høj risiko for at forbløde.”

Min historie kan og skal ikke være andeledes, for så ville Albert måske ikke være her i dag.

Undskyld lille Albert, din fødsel var unik og den har sat sig sit mærke. Det er her du har sat dig, som et ar på maven og her sidder du så på din helt egen kærligheds-kejsersnit-hylde, som er din og ingen andens.