Jeg havde hele graviditeten forberedt mig på at føde min datter, vores første barn, ved en vaginal fødsel. Jeg frygtede på ingen måde selve fødslen, smerter eller lignende, selvom jeg naturligvis godt vidste, det ikke ville blive nogen søndagsudflugt. Tværtimod glædede jeg mig rigtig meget til hele processen omkring fødslen.

Da vi var i uge 36 viste det sig imidlertid, at vores datter lå i sædestilling. Hun flyttede sig ikke de næste uger og heller ikke ved de to vendingsforsøg, vi havde på Rigshospitalet, hvoraf det første var ret smertefuldt.

Vi fik derfor valget mellem at forsøge en sædefødsel eller gå efter et planlagt kejsersnit. Et meget svært valg, synes jeg, fordi jeg som sagt havde glædet mig til den vaginale fødsel. Dog var jeg bekymret for en sædefødsel, særligt fordi det statistisk set ender i akut kejsersnit i 50% procent af tilfældene, og særligt for førstegangsfødende.

Et planlagt kejsersnit

Efter lange overvejelser endte vi derfor med at vælge et planlagt kejsersnit 10 dage før termin. Jeg turde simpelthen ikke give mig i kast med sædefødsel af frygt for, at det ville ende i et akut kejsersnit, som jeg var bekymret for ville påvirke vores barn

Samtidig var jeg helt på det rene med, at der også er visse risici for barnet ved kejsersnit, og det var også derfor, at valget var så svært. Men vi gik altså fra Rigshospitalet med en dato, og det var helt syret at vide, præcist hvornår vores datter ville komme til verden.

LÆS OGSÅ: 20 fødendes erfaringer med kejsersnit

Jeg var hamrende nervøs forud for kejsersnittet, særligt fordi jeg aldrig før havde prøvet at blive opereret. Jeg var også sindssygt nervøs for, at spinalbedøvelsen ville gøre ondt.

Alt viste sig dog at forløbe helt fantastisk og uproblematisk. Efter først at være blevet udskudt pga. travlhed – hvilket vi vidste godt kunne ske, da vores var et ukompliceret kejsersnit – mødte vi op om morgenen for at få vores datter til verden.

Vi blev taget rigtig godt imod på barselsgangen. Kejsersnittet før os var blevet aflyst, så vi kom hurtigt til – faktisk var vi så hurtigt i operationstøjet, at jeg blev helt overvældet, og tårerne trillede ned ad kinderne på mig, da vi blev kørt til operationsstuen.

Nu var det nu, og om lidt ville vi have vores lille pige hos os. Det var så vildt, nervepirrende og spændende.

Da vi kom ned på operationsgangen kom de søde læger hen og præsenterede sig og ønskede god fødselsdag. Der var generelt en virkelig god og rolig stemning på operationsstuen, og hele personalet var topprofessionelle og enormt søde.

Jeg var stadig rystende nervøs, men min kæreste og den søde anæstesisygeplejerske var gode til at berolige mig. Det samme gjaldt anæstesilægen, der guidede mig igennem bedøvelsen, som i øvrigt slet ikke gjorde ondt men blot føltes lidt ubehageligt.

Beroligende hverdagssnak på operationsstuen

Jeg havde på forhånd ønsket at få så meget information som muligt undervejs, så jeg var klar over, hvad der foregik. Det ønske efterkom de, og jeg følte mig godt orienteret om, hvad der skete hele vejen igennem.

Efter bedøvelsen blev jeg lagt ned, og da lægerne havde sikret sig, at jeg ikke kunne mærke noget, gik de igang. Jeg mærkede berøring, men absolut ingen smerte. Min kæreste sad ved mit hovede og talte beroligende til mig, og det samme gjorde anæstesisygeplejersken.

LÆS OGSÅ: “Hvorfor er det så forbandet vigtigt at undgå at blive skåret op i maven?”

Jeg kan huske, at de snakkede om noget så hverdagsagtigt som vores adresse på Nørrebro og at sygeplejersken også havde boet der engang, hvordan gårdmiljøet var og andre banaliteter. Imens var lægerne i gang med at skære mig op, hvilket jeg helt klart kunne fornemme men heldigvis ikke mærke.

Det var generelt specielt at mærke, hvor meget de baksede rundt med min mave undervejs, særligt da hun skulle ud. De laver en kunstig ve ved at presse på maven, og berøringen kan mærkes, selvom man ikke føler nogen smerte.

“En smuk pige der har det godt”

Så snart de havde hende ude af maven, tog de klædet ned, som vi også havde ønsket på forhånd og løftede mit ansigt op, så jeg kunne se hende komme til verden. Det var en helt igennem fantastisk og meget meget rørende oplevelse.

Der gik nogle sekunder før hun skreg, og både min kæreste og jeg nåede lige at blive bange, men anæstesisygeplejersken beroligede os med, at det var helt normalt – og hurtigt skreg hun da også, præcist som hun skulle.

“En smuk pige der har det godt” lød det straks fra lægerne. Det var den vildeste lettelse og mit livs største oplevelse!

Min kæreste tog billeder undervejs – også af vores datter, da hun blev født. Det kan jeg virkelig anbefale. Vi er meget glade for dem den dag i dag.

Hud mod hud

Efter en hurtig tur ovre på undersøgelsesbordet kom hun over til mig for at ligge hud mod hud. Her lå vi og kiggede på hinanden i nogle minutter, indtil jeg skulle syes sammen. Jeg var så lykkelig over at have hende hos mig.

Efter lidt tid skulle hun igen over på bordet, hvor hun blev pakket ind i en lille dyne for derefter at komme over til min kæreste. Her lå hun, mens jeg blev syet sammen, hvilket kun tog omkring 20 minutter. Bagefter blev vi kørt til opvågning og senere hen på barselsgangen, hvor vi blev de næste tre dage.

Fra vi gik ind på operationsstuen til vi var ude igen tog det kun en times tid. Jeg kom mig hurtigt og var allerede oppe og gå – med hjælp – samme dag, som jeg havde født. Det betød, at jeg også kunne få katederet ud og selv gå på toilettet.

Jeg vil ikke påstå, at det slet ikke gjorde ondt – for det gjorde det dælme. Specielt på andendagen havde jeg smerter, fordi bedøvelsen aftog. Men generelt kom jeg mig hurtigt og jeg tror bl.a. det skyldes, jeg sørgede for at komme ud af sengen og gå små ture, så snart jeg var i stand til det.

Svær ammestart og god vejledning

Vi havde lidt svært ved at få amningen op at køre de første dage, og hun tabte sig en del efter fødslen. Jeg har hørt, at kejsersnit godt kan betyde en lidt sværere ammestart. Derfor blev vi en dag ekstra på Rigshospitalet, hvor vi fik råd og vejledning, og det samme fik vi efterfølgende hos både sundhedsplejerske og til en efterfødselssamtale.

Da vi blev udskrevet, havde hun allerede taget en del på igen, og ca. 3 uger efter fødslen kørte amningen upåklageligt. Så det kan godt lade sig gøre, selvom starten kan være svær.

LÆS OGSÅ: Ammevejlederens 5 gode råd til amning

Jeg var selv ret nervøs for at være immobil efter kejsersnittet. Og jeg var da også primært sengeliggende de første dage på Rigshospitalet, men det betød faktisk bare, at der var mere brug for min kæreste, end der ellers havde været.

Han tog sig af bleskift og gik små ture med vores datter, og han følte selv, at det var en god måde som far at være mere på og brugbar fra start.

Allerede efter hjemkomsten på fjerdedagen kunne jeg dog sagtens selv skifte vores datter og har ikke på nogen måde følt mig hæmmet – udover at jeg stadig ikke må bære tunge ting.

Både min kæreste og jeg er enige om, at kejsersnittet var en helt igennem smuk og fantastisk oplevelse, og jeg fortryder ikke et sekund, at vi valgte det frem for en sædefødsel (der helt sikkert også kan være en mindst ligeså fantastisk oplevelse).

Jeg vil til enhver tid vælge en vaginal fødsel i fremtiden, hvis jeg får mulighed for det, men når situationen var, som den var, vil jeg bare sige, at et planlagt kejsersnit også kan være en rigtig fin og smuk oplevelse, og at man ligesom til en vaginal fødsel sagtens kan sætte sit præg på det, så det bliver, som man ønsker det.

Det gjorde det for os.