I 2020 scrollede jeg rundt på Tinder og faldt over den her skønne mand. Hans profiltekst var lige mig. Jeg kunne sætte tjek, tjek, tjek og tjek til alt ved ham. Han så fantastisk ud, og jeg tænkte, at den chance måtte jeg gribe. Vi mødtes til en date, og derfra tog tingene fart. Jeg var helt betaget, for wauw hvor var han dejlig. Han var så dejlig, at vi flyttede sammen fire måneder efter at vi havde mødt hinanden.

Fremtidsplaner

Efter at vi havde boet sammen i 2 måneder, begyndte vi så småt at tale om fremtiden. Vi var egentlig ret enige om at vi gerne ville have børn, forholdsvist snart. Alt føltes rigtigt imellem os, og idet der er en 7 års aldersforskel imellem os, så følte vi at det var vigtigt ikke at vente alt for længe.

Jeg kan huske at vi talte om, at man ofte når man smider sine p-piller, skal vente omkring de tre måneder, inden de og deres effekt er helt ude af kroppen. Vi spekulerede på om det ville gå nemt, så snart jeg havde smidt p-pillerne. Eller skulle vi måske have hjælp? Efter en del snakke og overvejelser blev vi enige om at jeg skulle smide p-pillerne. Vi var bekymrede for om det ville tage flere år at blive gravid. 

9 måneder senere kom han. Mikki. Vores egen, lille, mega-ønskede Mikki! Nu skulle vi bare være en familie og nyde hinanden, og falde til i alt det nye. Vi elskede det.

Opstart af prævention efter fødslen 

Da jeg fik min første menstruation efter fødslen, begyndte jeg at tage minipiller. Årsagen til at det ikke blev en spiral var at vi vidste, at vi ønskede at blive gravide igen, ca. 1-2 år efter. Jeg tog minipillerne hver eneste dag kl. 22.00. Der gik ikke én dag hvor jeg missede én. Tiden gik, og jeg var så træt. Men jeg var jo også lige blevet mor. Selvfølgelig var jeg træt. Men, så træt? Jeg havde en fornemmelse af, at jeg kunne falde om, når som helst. Egentlig havde jeg heller ikke haft min menstruation siden, men det var nok min krop, der lige skulle vænne sig til minipillerne. 

En morgen skulle jeg ind og aftale hvordan mine fremtidsplaner skulle se ud, på mit nye arbejde. Jeg havde ikke købt ind, og derfor måtte jeg spise en bolle med spegepølse til morgenmad. Det var ikke lige det lækreste som jeg kunne forestille mig. Men noget skulle jeg have. Pludselig måtte jeg løbe ud på toilettet, og det hele fløj op igen. DER vidste jeg at der var noget som var galt! 

2 streger på en pind!

Jeg tog ud på mit nye arbejde, og snakkede med dem. På vej hjem købte jeg en graviditetstest. Jeg tog den da jeg kom hjem. Det kunne jeg godt, tænkte jeg, for den ville jo være negativ. For jeg var jo på minipiller, ikke?

Min første tanke var ”Nej, det kan jeg ikke. Det er nødt til at blive en abort”. Men så kiggede jeg ned på min lille Mikki, mit hjertebarn. Kunne jeg skille mig af med en som ham? Aldrig!

Jeg panikkede fuldkomment. Jeg ringede til min kæreste i gråd. Jeg hulkede så voldsomt, at han ikke forstod hvad jeg sagde, udover ”Trappe”, ”Ikke som det plejer”, ”Mikki”, ”Kom hjem”. Han var sikker på at jeg var faldet med Mikki ned ad trapperne. Han fløj hjem, og så testen og på mig der hulkede. ”Vi skal have ny barnevogn, ny seng, og hvad med børneværelset, vi har kun ét”. Jeg kunne kun se alle udfordringerne som ramlede ned over os. 

Så dejligt positiv og mande-logisk lød det fra min kæreste ”Skat, overvej nu lige at de altid kan prøve de samme ting i Tivoli sammen”. Fra den sætning blev sagt, lysnede tingene for mig! Ja, de kan jo lege med de samme ting og følges hele livet. De positive ting begyndte at fylde mere, men det hele var stadig meget overvældende. 

LÆS OGSÅ:  Ventetøj: Den store guide til dit graviditetstøj

Låsning i bækkenet og oceaner af dårlig samvittighed 

Månederne gik og da jeg var ca. fem måneder henne, begyndte det at blive meget svært for mig. Min krop havde ikke nået at heale fra den sidste graviditet. Af gode grunde var mit bækken utroligt hårdt ramt. Og jeg var nødsaget til jævnligt at gå til fysioterapeut, for at få det rettet ud, da det havde drejet sig og sad skævt. Det gjorde at mit bækken konstant låste sig. 

Hvad gør man så, når man er så lidt mobil, men man er på barsel med en dreng på otte måneder derhjemme? Jeg havde ingen energi, og jeg kunne ikke særlig meget. Jeg kunne ikke lege på gulvet med ham. Her begyndte den dårlige samvittighed for første gang at vise sig og den blev kun værre derfra. 

De andre mødre gik på legepladsen med børnene og tog i legestue med dem. Til babysvømning, salmesang, babymotorik og endda på barsels-højskole. Jeg kunne ikke overskue det, og jeg blev ved med at tænke på om min søn mon ville blive ensom? Han var kun omkring mig, for jeg kunne ikke overskue at tage ud, når jeg havde så ondt og var så træt. Ødelagde jeg ham mon? Han legede alene, og så for meget tv. Han blev sågar bange når han hørte andre børn der græd, fordi han ikke var vant til det. Hvordan skulle han nogensinde komme i dagpleje? Puha! 

Heldigvis er vores søn meget udadvendt og elsker at underholde andre. Hver gang han fik mig til at grine, kunne jeg mærke at han også var glad. Da han var ti måneder gammel, skulle han i dagpleje og jeg havde grædt 266262 gange. Forestil dig at være PROPPET med hormoner blandet med dårlig samvittighed over at han skal afleveres, når jeg jo alligevel bare gik hjemme! Føj for den lede, siger jeg bare.

Dagen kom, og nu skulle jeg være den lede mor der afleverede sit barn. Selvom det ikke var nødvendigt. Eller var det? Mikki var tryg fra første sekund! Han legede og endda med de andre børn! Det gjorde mig simpelthen så varm at se at han havde lyst til det og ikke var blevet ’ødelagt’ af altid at være hjemme sammen med mig.

Allerede på tredjedagen sov han hos dagplejen og så var det normal hverdag for ham! Min dårlige samvittighed forsvandt stille og roligt. Jeg vidste nu at han lavede noget. Han kom ud og lege på legepladsen med andre børn, han kom på biblioteket, han var på cykeltur, bustur og sågar i skoven. Alt hvad jeg ikke kunne give ham fik han der, og så med andre børn. Jeg var tryg ved hans 2 dagplejere fra første sekund. Og jeg var så lettet over at han var der.

Det hjalp mig og mit overskud, så jeg var en glad mor og kæreste når de kom hjem om eftermiddagen! Sikke en kæmpe lettelse. Dagplejen sendte mig billeder næsten hver dag af hvad de lavede og tænk sig at kunne følge med i hans hverdag på den måde. Synet af hvor meget han nød det hele var guld værd.

LÆS OGSÅ:  Gravid og træt? Her er de 7 bedste råd

Tæt på termin 

Jeg kunne ingenting og min kæreste tog rigtig meget over med hensyn til Mikki. Deres bånd blev det vildeste og det var ubeskriveligt at være vidne til. Det var bare Mikki og far mod resten af verden. Desværre var jeg, i stedet for at nyde det, super ked af det. 

Jeg var ikke ked af det fordi de havde fået det her helt ubeskrivelige bånd. Men ked af det, fordi det ikke var mig! Jeg var jaloux over deres forhold, og jeg havde dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne give ham det hans far kunne. Det var skrækkeligt at have den følelse omkring noget så smukt og unikt.

Vi nåede til d. 9 juli. Mikkis første fødselsdag og en uge til min termin. Mit barns første fødselsdag, hans dag. Under hele dagen sad jeg med en stor frygt for at gå i fødsel, for denne dag var Mikkis og han skulle have den dag for sig selv. Og nyde den sammen med os. Mine egne søstre deler fødselsdag, med 2 år imellem, og de har egentlig altid haft det fint med det. Så vidt de giver udtryk for i hvert fald, men alligevel! En fødselsdag har altid været en speciel dag for mig. Klokken blev 00.00 og jeg hulkede af glæde! De ville nu få hver deres dag.

Dagene gik og d. 17 juli begyndte jeg at mærke ubehag. Det føltes lidt som at skulle have menstruation. Jeg var sådan i tvivl, for det var meget mildt! Vi alligevel enige om at ringe efter farmor og farfar, som kunne passe Mikki imens. Da de havde hentet Mikki, begyndte det at tage til, og jeg var egentlig meget rolig omkring det. Hvilket var forunderligt, idet min første fødsel havde været svær.  Jeg gik i seng og sov. For jeg vidste godt at jeg ville vågne når veerne begyndte at bide.

Klokken 04.00 om morgenen stod vi op, og jeg fik ringet til fødegangen. Klokken 05.05 var vi på Skejby Sygehus og veerne var vilde. Jeg kunne næsten ikke stå op. Men allerede klokken 07.32 kom Oliver til verden. Det var for vildt. Nu var jeg pludselig mor til 2 og på ingen måder klar til det. Men det skulle jeg jo nok blive. Nu var han der. Helt perfekt og dejlig! Vi tog hjem allerede 2,5 time efter fødslen. Jeg oplevede at alt spillede, hvilken lettelse. Jeg ville hjem til Mikki.

Da farmor og farfar få timer efter kom hjem med Mikki, løb det mig koldt ned af ryggen. For hvad nu? Nu havde jeg jo 2 børn, jeg skulle elske. Kunne jeg elske begge to? Kunne jeg være der for dem begge i det omfang de havde brug for? Hvordan skulle det her gå? 

Heldigvis kom Mikki ræsende hen til den lift, hvor Oliver lå. Han kiggede på ham, og vinkede. Og så løb han ellers ind på sit værelse, og hev legetøjet frem. Han forstod det ikke helt på dét tidspunkt. Men hvordan skulle han også dét? Han var kun lige fyldt et år.

Mikki havde ikke den store interesse for Oliver, men begyndte stille og roligt at reagere på at jeg ikke altid kunne tage ham op i armene, fordi de var optagede af et mindre barn. Jeg tænkte at det måske var meget sundt? At prøve at ikke få sin vilje, og opleve at det er også okay indimellem. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere tænkte jeg at det nok var meget positivt, at det skete i så ung en alder. Der må det værre nemmere at afvende dårlige vaner, og jalousi. 

Jeg forsøgte at ændre mit mindset, og hvor tingene engang føltes hårde og uretfærdige, og hvor min dårlige samvittighed dagligt åd mig op, begyndte jeg nu at tænke: ”Husk nu at det er livets gave som du har givet dem!”. Den tanke har hjulpet mig, i rigtig mange situationer. Når jeg kigger på det her vidunderlige, men ufatteligt hårde halve år med 2 børn under 1,5 år, har jeg faktisk kun 5 ting, som jeg ville ønske, var anderledes. 

1. At de ikke ydede sympati-gråd for hinanden, for det er ikke til at holde ud at være i. 
2. At det var nemmere at hente Mikki i dagplejen imens man har Oliver med! Jeg har lignet en tosse med et barn på maven og et barn der skriger. Indtil at han kommer op og et andet barn der så skriger fordi man skal deles om pladsen i mors arme. 
3. Sygdom! Når den ene er syg, bliver den anden også syg. Og ofte bliver vi andre også syge, så det er super sjældent at vi er raske på samme tid. 
4. Den dårlige samvittighed! Hold nu op hvor har den fyldt meget hos mig! Det her med at normalt giver jeg mig 100% til Mikki, men nu skal det deles! DET er hårdt fordi Mikki jo ikke er stor nok til at forstå hvorfor mor ikke kan tage ham op, og kramme ham. Eller hvorfor mor ikke altid lige kan hjælpe ham, i det øjeblik hvor han føler at han har mest brug for det. 
5. At storebror har en længsel efter alt hvad lillebror får. For eksempel flasken, selvom at Mikki lige var stoppet (Det er jo også vildt uretfærdigt at han ikke må men lillebror må, så vi begyndte at hælde letmælk i flaske til Mikki ) og grød/mos. Mikki har nægtet mos og grød siden han var 8 måneder, men nu er det det fedeste, for det får lillebror. 

Pølsehorn til lillebror 

I dag er Oliver et halvt år og Mikki er 1,5 år. De er omsider begyndt at se hinanden og lege med hinanden. Mikki er blevet ualmindeligt kærlig og omsorgsfuld af et barn i hans alder. Han gør alt for at Oliver skal have det godt. Når Oliver græder prøver han alle de ting af, som normalt hjælper ham! Han giver ham sutteflasken, han giver ham SIN sut fordi Oliver har mere brug for den, end han har. Forleden da vi var på vej hjem fra dagplejen, var Mikki træt og ked af det, så vi gik forbi Netto for lige at hente et pølsehorn til ham!

Kort til efter, fik Oliver en krise og græd i vilden sky. Man kunne nærmest se panikken i Mikkis øjne, så  han begyndte at plukke små stykker af sit pølsehorn af og kaste det over til Oliver. Mikki tænkte at han jo måtte være sulten. Og når det hjalp Mikki, hjalp det nok også Oliver, tænkte Mikki. Jeg bliver så rørt i sådanne situationer. Tænk at vi har opdraget det lille menneske til at give så meget kærlighed! Det kan man jo kun være stolt af.