Mit vand gik Hollywood-style med et *plask* sen aften den 17. oktober. Asger blev født den 19. oktober om morgenen- i tredje forsøg med hård kop efter beskeden “Du har én ve til at få ham ud, ellers er det kejsersnit”. Jeg fik ham på en eller anden måde ud på den ene ve.

Inden fødslen havde jeg været på ammekursus, fået rådgivning fra veninder og søster, læst lange dokumenter om amning, og sat mig ind i, hvilke særlige opmærksomhedspunkter, der var gode at kende til. Jeg kunne ikke have været mere teoretisk (!) forberedt, og jeg kunne nok heller ikke have skabt et større forventningspres om, at jeg bare skulle lykkes med den amning.

Da min søn lander på min mave, har jeg ikke rigtig sovet i 48 timer, men alligevel kunne jeg høre ammekursus-instruktørens stemme fortælle mig om vigtigheden af, at barnet selv finder vej til brystet, at der etableres masser af ro og hud-mod-hud. Jeg tror kun, at jeg (helt uden at gøre en aktiv indsats) sørgede for det sidste. Jeg var altså hurtigt bagud på amme-etablerings-point.

Forventning og forvirring

Jeg kan se i en video, som min kæreste optagede på hospitalet, at jeg 1 time og 24 minutter efter fødslen af min søn fortæller, at amningen ikke føles ’rigtig’. Jeg siger ud i lokalet fuld af fagfolk, at det føles som om min søn sutter meget yderligt. Lignende bemærkninger kommer jeg med i alle de tre dage, vi er indlagt til observation. Min søn skriger og skriger og skriger desuden i hans mange vågne timer. Jeg er selv i stærke smerter, hver gang han bliver lagt til. Jeg trækker i tilkaldetråden igen og igen og mødes med:

’Det ser fint ud, han krænger super flot!’

’Men skal det gøre ondt?’

’Hmm, bliver det ved med at gøre ondt under hele amningen?’

’JA!’

Stilhed.

Fagpersonalet rådgiver os og forvirringen vokser…’Du skal bare blive ved med at pumpe ud”… ’Han skal have MME!’…’Han skal have hud mod hud’… ’Han skal have tøj på med det samme!’ 

Jeg kunne ikke gøre noget rigtigt. Al min amme-forberedelse havde på en eller anden måde gjort MME til fjenden, men vi ender alligevel med at give den nu meget sultne Asger noget MME. Jeg følte, jeg havde fejlet, og at amningen med sikkerhed var gået i vasken nu.

Vi presser på for at komme hjem. Jeg overbeviser mig selv om, at alle problemerne er hospitalsrelaterede. Derhjemme ville alt sikkert blive godt. Derhjemme ville det, der primært føltes som en form for instinktiv beskyttertrang af mit barn, udvikle sig til kærlighed. Derhjemme ventede den der ro, der er så vigtig, og så ville de gyldne dråber begynde at flyde.

LÆS OGSÅ: De 5 hyppigste grunde til at amningen går galt: ammeerfaringer fra nye mødre

Det gjorde den ikke. Men hvordan skulle roen også kunne sænke sig, når barnet græd og græd, amningen var tortur og søvn en luksus fra et andet liv? Midt i uroen fortsætter jeg dog alligevel med at amme. Tårerne triller, og Asger har konstant lanolin-læber.

Ti dage efter fødslen bliver jeg – der nu må betragtes som et ’vi’ – indlagt igen, da jeg får brystbetændelse. Asger græder stadig ualmindelig meget. Vi bliver sendt hjem igen, da jeg har været feberfri i et døgn.

Stress og svigt

Min krop er så stresset og mine nerver så flossede, at jeg beder til, Asger vælger et andet nervesystem at spejle sig i. Jeg får øjeblikkelig kvalme og hjertebanken i det sekund, han vågner, og er generelt ikke rigtig til stede. Jeg befinder mig på ingen måde i en lykkelig baby-boble, snarere i min helt egen udmattede afmagts-boble. 

Efter brystbetændelsen oplever jeg stadig amning som et nødvendigt onde – et stædighedsprojekt, og det foregår relativt mekanisk. De hyppige amninger er noget af det eneste, der får min to uger gamle søn til (momentært) at holde op med at græde, så jeg ammer hele tiden og alle vegne. Jeg tror ikke, at der er den bænk i Assistens Kirkegård i København, som jeg ikke har panik-ammet på. Men det føles stadig forkert.

Vi retter henvendelse til sundhedsplejersken, egen læge, børnemodtagelsen, og hvad der føles som 58 jordemødre og sygeplejersker under indlæggelserne. Alle afviser, at der er noget galt – med undtagelse af en enkel teori om refluks, der mest af alt føltes som et forsøg på at berolige et par desperate forældre.

Sårene på mine brystvorter vurderes til at være i heling. Asger tager fint på. Hans uro og gråd vurderes til at være normalt, og ’det sprog han nu engang har’. Min kæreste og jeg føler os begge udskammede over vores søgen efter svar, vores behov for at finde årsag og løsning, så vi Googler i smug og græder sammen.

Det blev umuligt at lytte til min mavefornemmelse – som, når jeg ser tilbage, egentlig var ret tydelig – for støjen af Asgers gråd, min usikkerhed som førstegangsmor, kombineret med professionelle vurderinger og afvisninger. Skabte jeg problemerne i mit eget hoved? Var min smertetærskel bare utrolig lav? Havde Asger det egentlig fint? Jeg kunne ikke mærke ordentligt efter.

Noget i os kæmper dog videre, og vi ender med at finde svar i privat regi. Second og third opinion bekræfter vurderingen, og Asger får klippet tunge- og læbebånd, da han er seks uger gammel. Virkningen er øjeblikkelig.

Jeg er så lettet over, at det ikke var os, der bare så spøgelser, og at Asger får det bedre, men jeg føler mig også svigtet og skuffet. Svigtet af eksperter og fagfolk. Skuffet over at være blevet ’snydt’ for den der øjeblikkelige ubetingede baby-lykke, ro og regnbuer, som jeg havde bildt mig selv ind, at alle andre oplevede.

Ny tid – samme tema

Måske på grund af den svære start fortsætter amningen med at være forbundet med blandede følelser for mig. Jeg er hyper-opmærksom på teknik og hyppighed. Egen læge havde fortalt mig, at jeg kun burde amme hver tredje time. Jeg følte det som et nederlag, fordi jeg ikke kunne få det til at fungere.

Amningen bliver dog nemmere med tiden. Lige indtil Asger pludselig vælge at tage sut, og den famøse ’sutteforvirring’ viser sit grimme ansigt. Nye sår på brysterne. Ny sut, og så i gang igen.

I dag er Asger 16 måneder og ammes stadig – gerne hvert tiende minut, hvis det står til ham. Så snart vi kommer hjem fra vuggestue, og nogle gange allerede i vuggestuens garderobe, forsøger Asgers hænder at finde vej ind til brysterne. Og sådan fortsætter han hele aftenen (og det meste af natten). Hyper-opmærksomheden har nu forandret sig, og i stedet fylder spørgsmål som: “Hvordan bliver jeg opfattet, når jeg nu stadigvæk ammer?” og “er jeg mon nødt til at amme mit barn til han er 7 år?!” Asger har jo ikke fysisk ’brug for det’, som eksperterne sikkert ville sige. Han spiser fint, omend lidt selektivt i perioder. Han skreg tilmed, når skeen forsvandt, første gang han smagte BROCOLLIMOS! 

På grund af vores svære start er jeg dog så sensitiv overfor mit barns gråd, at et ammestop føles helt uoverskueligt. Det fylder meget for mig. Hver gang jeg (eller min søn, vel at mærke) hiver brystet frem, begynder tankerne om, hvorvidt det er forkert og for meget. Er jeg for eftergivende? Og hvordan skal jeg nogensinde skære ned på det eller sågar stoppe det.

LÆS OGSÅ: Langtidsamning – fordele og fordomme

Jeg har kæmpet sådan en smertefuld kamp for at få amningen til at fungere, og når den så endelig gør (med undtagelse af Asgers tendens til at hvile tænderne på brystet, mens han sutter – AV), så begynder jeg at føle mig forkert og svag, fordi jeg endnu ikke er holdt op. Andres ammestop-historier stresser mig, og jeg frygter sådan at være den sidste i omgangskredsen, der stopper.

Det er så paradoksalt: Jeg så det som en fiasko, hvis amningen ikke kunne etableres i starten, og nu ser jeg det som en fiasko, at den fortsætter…